Der var engang en lille lykkelige familie der skulle holde juleaften sammen. Nej, okay. Fuck det! Det var sidste år.

Første akt – Juleaften

”Har du også fået nogle af de brune kartofler, Martin?” spurgte moderen. ”Hvad med jer, børn? Har I det I skal have?” tilføjede hun.

”Ja, farmor.”

”Ja, farmor.”

”Prøv at tænk på, børn. Lige nu sidder hele Danmark og spiser det samme mad” sagde faderen og løftede glasset. Resten af familien fulgte trop med enten vinglasset eller coladåsen.

På det nøje opdækkede julebord var der andesteg, flæskesteg, medisterpølse, rødkål, franske kartofler, almindelige kartofler, brune kartofler og brun sovs. I stuen ved siden af kunne man skimte det store juletræ – og alle gaverne som dannede en mur rundt om det.

”Hov! Vi har glemt noget.” sagde moderen og rejste sig. ”Mig og far tænkte, at børnene kunne få en lille gave inden maden. Så er det lidt nemmere at vente til senere.” fortsatte hun og kiggede på børnene. ”Ja, så kan I få en lille gave af farmor og farfar.”

Karen kiggede først på Martin der drak rødvin. Efter fem sekunder, uden kontakt, brød hun forsigtigt ind. ”Det… Det synes jeg ikke er en så god idé. Så får de ikke spist deres mad”.

Moderen havde allerede forladt bordet.

Lidt efter kom hun vuggende, ja nærmest dansende, mod William og lille Agnes, hvor hun leverede denne freestyle rap. ”Så-er-det-tid-til-at-mine-børne-børne-skal-have-deres-første-gave-af-farmor.”

Karens øjne kunne dræbe små børn, katte og andet småfolk. Hun klemte munden mere og mere sammen. Hendes kommende sætning var moden og parat. Den blev først udråbt flere gange i hovedet. Men Karen vandt kampen over sine impulser – sådan nogenlunde – og dolkede i stedet Martins venstre pat med albuen.

”Av.” udbrød han distraheret og kiggede på Karen.

Så gik der seks lange sekunder. ”Okay, mor. For helvede, altså. Nu har de set gaverne. Men så får du dem altså også til at spise noget bagefter”.

Martin lagde sin hånd på Karens håndflade og tog endnu en slurk vin.

”Det er alligevel utroligt. Vi fik sgu aldrig lov til at få gaver, før vi havde været rundt om juletræet” fortsatte Martin, da børnene havde pakket ud.

”Tiderne har ændret sig, min dreng.” sagde moderen. ”Det er noget andet, når man er bedsteforældre.”

”Det finder du ud af, når du bliver bedstefar.”

“Er det ikke rigtig, lille mand? Ka’ du lide farfars gave? Ka’ du lide farfars gave?” sagde faderen mens han rakte ud efter Williams nye legetøj, og han, med sin mund, lavede mærkelige lyde med munden til lille Agnes.

”Sagde dine svigerforældre også det, da du insisterede på, at mig og Julie aldrig fik gaver før tid?” borede Martin videre.

Julie brød forsigtigt ind. ”Ja, far. Hvad er det for noget?”

”Vi vil bare gerne give vores børnebørn en gave. Så der er ro på, når vi skal spise. Det kan I vel nok forstå?” lød det mere bestemt fra moderen som tilføjede. ”Og kan vi ikke lukke den der? Og hygge os. Se! Det gør børnene. De hygger sig med deres nye gaver.”

Karen var stadig defensiv. Julie sagde ikke noget. Spiste videre. Martin kiggede lidt rundt og så besejret ud. Han lænede sig tilbage og tog endnu en slurk vin.

Børnene legede med deres nye legetøj. Martin havde gang i sin sædvanlige pøl af sovs, franske- og brune kartofler, som han moste sammen, mens gaflen hvinede hen over tallerkenen – frem og tilbage.

Julie kunne se, at det irriterede Karen. Hun stirrede på Martin med foragt. Som var de livsfjender. Som var hun få sekunder fra at skære hans pik af og fodre den til grisene. Ja, det var dét blik.

”Skal du altid lave det der sovse-sjams?” sprøjtede det endelig ud af hende.

”Hvad?” sagde Martin og kiggede op. Julie smilede let.

En halv medisterpølse senere tog moderen ordet.

”Mig og far har snakket om, at vi skal tage en familiebillede foran træet, inden vi skal rundt juletræet. Kunne det ikke være godt?”

”Øhh jo” sagde Martin. Karen var enig. Men så skulle hun lige have tid til at frisere ungerne inden.

”Hmm. Skal vi virkelig det?” udbrød Julie. De kiggede alle på hende. ”Kan det så ikke være uden mig?” forsatte hun retorisk, lavmælt.

”Uden dig? Nej, du skal da med” udbrød moderen. ”Ja, det kunne da være sjovt” supplerede Karen og tog sin telefon frem fra tasken.

”Ej, jeg har virkelig ikke lyst til at stå der alene.” sagde Julie mere aggressivt. Alle, på nær Martin, var stoppet med at spise. ”Jeg vil ikke være med på det billede.” markerede hun med mere røst i stemmen.

”Vrøvl!” sagde moderen. ”Du er da ikke alene. Vi er her jo alle sammen.” Faderen kiggede på moderen. Og brød ind. ”Hvis Julie ikke har lyst til at være med på billedet, så skal hun ikke.”

”Jeg vil ikke være med på det billede!” fastslog Julie – i en mere bidsk forfatning.

Martin stoppede med at spise. Julies øjne var rødsprængte og ude af fokus. ”Mor. Lad os droppe det billede.” Martin havde nu rettet sig “aap”. Han kiggede forsonende på sin mor. Som kiggede over på faderen.

”Jeg vil have det billede, Far! Vi blev enige om, at jeg skulle have det billede.” Hun blev ved. “Julie, lille skat. Det er bare et billede.”

Karen, der i mellemtiden havde bevæget sig ned til leg på gulvet, hørte kun stilheden blæse hende i baghovedet på trods af lille Agnes, der, lige foran hende, kaldte et sted ude i horisonten. ”Moar… Moar…”

Karen kiggede forsigtigt op. Moderen havde taget position med hænderne over kors. Faderens øjne pendulerede fra højre til venstre og retur. Martin forsøgte at omfavne Julie der stirrede direkte mod den pæne røde dug med rensdyrene.

Ti sekunder efter vibrerede Julies krop i flere tusind takter. Hun kiggede op. Knyttede næverne. Rejste sig. Greb fat i sin tallerken. Marcherede mod køkkenet. Smed resterne af and og kartofler ud i vasken. Gik tilbage til bordet. Stoppede op foran moderen.

Julie skreg så højt, at det kunne mærkes helt ind i knoglemarven på faderen, på Martin, på Karen, på William og på lille Agnes.

Hoveddøren smækkede i.

Anden akt – Moderen (tidligere samme dag)

iPad’en vibrerede på køkkenbordet. ”God jul fra alle os i Svendborg” stod der.

”Henrik og Bente skriver god jul” råbte hun til faderen som stod ude i køkkenet. Moderen tog fat i iPad’en, slog sig ned i sofaen og tog en pause fra rengøring, pyntning og andesteg.

”Nej, prøv at se. Henrik og Bente har sendt en hilsen på Facebook, hvor julemanden vinker og siger god jul”. Faderen kom ind i stuen, kiggede, nikkede og bad moderen om at hilse igen.

Julen havde altid været noget specielt for moderen. Hvert år fyldte hun hver en ledig centimeter med alverdens lort inden for dekorationer, julepynt og konfekt. Anskaffelse af juletræ var en rituel begivenhed. Det skulle udpeges første søndag i advent, hvorefter hele familien skulle pynte, drikke glögg og spise æbleskriver. Og faderen kunne godt glemme alt om at hente træet på den lokale tankstation.

Som hun altid havde sagt det. ”Julen er det der holder familien sammen.”

”Men skal vi ikke også sende en julehilsen ud til vores venner på Facebook!?” kom det, lidt efter, inde fra stuen. Faderen svarede ikke.

På Facebook havde fætter John tagget Lone, i et opslag hvori der stod, at TV2 viser Bossen og Bumsen, og skrevet: ”Er det os 2. juledag, når ungerne er smidt i seng?” efterfulgt af to smileyfaces med hjerter som øjne.

Hmm. Hvorfor spurgte Fætter John ikke Lone om det face to face? De stod sikkert lige ved siden af hinanden.

Nå, men moderen kunne ikke sidde på sofaen hele dagen. Hun skulle dække bordet. Hun skulle gøre rent på badeværelset. Hun skulle gøre al maden klar. ”Har du styr på dine ting?” råbte hun og gennemgik, råbende, den huskeseddel hun havde udarbejdet til faderen tidligere på dagen.

”Ja ja. Vi skal nok nå det” mumlede faderen. ”Men så skal du også lægge den der fra dig.” fastslog han i et betydeligt højere toneleje.

”Hvor er der bare mange der har lagt familiebilleder ud på Facebook. Prøv lige at kom.”

Faderen kom ind. ”Bliver du ved med det der?”

”Se. Fætter John og hele familien har nissehuer på. Hvor er det sødt. Ej, Britta fra arbejdet har også lagt et familiebillede op.” Moderen drejede iPad’en mod faderen. Hvorefter han hev den ud af hænderne på hende. Han var enig og tilføjede. ”Det var da en sød opstilling”.

”Jeg vil også have taget sådan et billede i aften. Vi kunne tage det foran juletræet.”

”Tjoo, men lad os lige klare maden og alt det andet først.” svarede faderen.

Tredje akt – Julie (tidligere samme dag)

”God jul, Julie. Hvordan går det ellers med jer?”. Telefonens pludselige vibrationer gav et sug i Julie. Det var fra Sarah.

Julie havde ikke haft kontakt med Sarah i ret lang tid. Ja, i hvert fald ikke i over et år. Julies umiddelbare reaktion var at vente med at svare. Hmm. Eller kunne hun helt lade være med at svare?

Lige nu vidste hun ikke hvilken version hun ville gå med. Den rigtige? Eller. Den nemme?

Efter 15 min. med beskeden hængende over hovedet blev Julie enig med sig selv.

”Hej Hej Sarah. Lang tid siden. Godt at høre fra Jer. Det går fint, tak. Hvad med jer? Og god jul” efterfulgt af smileyface og det røde hjerte.

Julie lagde telefonen fra sig. Rundt i togkupéen væltede det rundt med gaveposer, til- og fra kort, mænd, kvinder, gamle, unge og børn der alle forsøgte at holde styr på hinanden.

Hun synkede ned i sædet.

Tanken om at skulle se hele familien i de tre næste dage ville ikke forsvinde. Mor. Far. Martin. Karen. Alle onklerne, alle tanterne, alle fætrene. Alle spørgsmålene. Hvad ville de spørge om? Hvad skulle hun svare?

Ej, hvor ville hun bare ønske, at hun var ligeglad. At hun var et af dem der ikke ænsede blikkene. En af dem der ikke konspirerede. En af dem der ikke tænkte, at de snakkede i krogene. Være fuldstændig ligeglad.

Men findes de egentlig?

Julie havde fået nogle øvelser af sin terapeut, så hun kunne fjerne fokus fra sin negative tankestrøm. ”Start forfra, Julie. Start forfra. Luk det negative ude. Blokér det. Fokusér på det positive. Har du ikke gjort noget godt i dag? Find tre ting du har gjort godt i dag.”

Det kunne hun ikke lige nu. Hun tog sine høretelefoner på.

Mads og Monopolet snakkede bodelingsdilemma. En nylig fraskilt 34-årig kvinde ville have bekræftet, at det var fair, hvis hun krævede den køkkenmaskine, hun havde givet ekskæresten i julegave, tilbage.

Inden Uffe Burchard nåede at svare, hjalp Mads Steffensen med yderligere kontekst.

Ekskæreste havde svinet køkkenmaskinen til fra det moment han fik den. Den kunne ikke hvad den skulle. Så var det ikke det rigtige mærke. Den var faktisk lort, havde han sagt.

Murstensmanden bag værtmikrofonen uddybede yderligere.

Kæresten havde givet hende en juicemaskine som han altid brugte. Så kunne de bytte, mente hun. Men det ville han ikke. Kunne hun kræve køkkenmaskinen retur?

Julie fandt noget musik frem på Spotify og afbrød monopolets votering. Hun trykkede på Facebook.

Da Julie scrollede nedad ramte det hende på klods hold. Ca. fem sekunder senere sprintede chokket gennem kroppen på hende…

Inden sveden lagde for land, først i i hårsækkene, hvorefter den langsomt overtog resterne af hendes krop. Hun trak vejret hårdt og dybt. En lille dreng pegede på hende. Hun flygtede ud på toilettet, hvor det, sådan for alvor, sortnede for hendes øjne.

”Rolig. Rolig. Det går over lige om lidt. Det går over lige om lidt.” Hun satte sig op mod den klistrede væg med ryggen mod afgrunden.

Her arbejdede hun med vejrtrækningen – Rolig… Rolig… – som hun havde lært det. ”Jeg har det bedre nu. Jeg har det bedre nu” citerede hun igen og igen i sit eget hoved.

Men det var løgn.

I opslaget skrev Facebook:

”Del dine juleminder på Facebook”

Billedet viste Julie, Mads og lille Julian med hver sin nissehue på hovedet foran det lille juletræ i Thailand.