Hvis jeg var født samme år som Flemming Bamse Jørgensen, ville jeg også lave en band, hvor jeg omskrev de bedste udenlandske sange til dansk. Jeg ville f.eks. omskrive Smokie’s “Living Lext Door To Alice”, Percy Sledge’s “When A Man Loves A Woman” eller Pat Boone’s “Speedy Gonzales” til dansk. Bandet skulle hedde Samos Blokkas Venner, og jeg skulle, med få undtagelser, optræde i overalls. Jeg ville købe en lang rød toupee som kunne piske mig takt i nakken, mens guitaren og min benede røv vuggede publikum til lange baner af smil og latter.
En aften ville jeg spise hasselback kartofler og glaseret hamburgerryg til parmiddag hos Bent Mejding og Susse Wold i Gentofte. En anden aften ville Mig og Vennerne ville hænge ud med Drengene fra Shu-bi-dua New Tomorrow. Den tredje og fjerde aften ville jeg drikke Rom & Cola’s med Kurt Ravn, mens vi intenst snakkede fransk Art House og morede os over, at en af Kurts douchede skuespillerkollegaer nu stolt og voluminøst havde meldt sig ind i Socialdemokratiet for at gøre en forskel med alle de reklamepenge han havde tjent på druk og sport. Senere på aftenen ville jeg trække lidt afsides med en stiv whisky i favnen og eventuelt indlede et kortvarigt forhold til en skøn kvinde – bare til daggry. Bare til daggry, fordi jeg ville være gift med en stærk klippe af en benhård skønhed som accepterede druk og lange nætter i studiet med Vennerne og Drengene. Hun, min kvinde, skulle have et klassisk navn – et solidt navn. En navn der kunne bære mig. Kirsten måske. Eller Sonja. Ja, det skulle være en af de to. Hælder til Kirsten.
I karrierens efterår ville jeg forlade Vennerne – ikke som venner, men som Vennerne – og gå solo. Jeg ville lave albums på engelsk, hvor jeg, siddende foran et piano, croonende sendte mine versioner af klassikere som “Lay Lady Lay” eller “What a Wonderful World” langsomt ud i natten, mens jeg charmerende bed i min smøg.
Når pensionen så endelig sang den morgensang jeg ellers selv havde taget mig af, ville jeg ikke slappe af. Jeg ville være aktiv, gå på trapper og drikke mig tynd i Cocio Light, indtil jeg ikke kunne mere. Hver anden søndag ville jeg se Odense Boldklub tabe eller spille uafgjort fra min faste plads på tribunen, indtil jeg ikke kunne mere. Og når min sidste lur skulle lægges, ville jeg lande blødt, fordi Stig Rossen & Vennerne stod der på styrbord og spillede så smukt.
