Popkultur

Èn bog om dagen

En tilfældig dag på Facebook. Hvad laver folk? Hvad skriver de? Hvad tænker de på? Læs med.

Èn bog om dagen  

Vi begynder et andet sted. Forleden dag så jeg en Youtube-video, hvori en business-type udtalte, at en væsentlig kilde til succes i tilværelsen er at læse noget af- eller en bog hver dag. “Du er, hvad du læser“, sagde han.

På listen over de mest populære bøger i verden lander hhv. Koranen, Biblen og Den lille Røde (Citater fra formand Mao) på de tre øverste podiepladser. På trods af de tre bøgers globale popularitet og historiske plads i skuffen opfylder danskere business-mandens succeskriterie med en anden populær bog – Facebook. I Danmark er Facebook både den mest besøgte hjemmeside, og med smart-telefonen er bogen altid præsent.

En dannelsesinstitution

Når Youtube-manden sammenfatter succes med bøger, henviser han til dannelse og viden. Facebook konvergerer grundlæggende med essensen fra de tre traditionelle bestsellers. Som i tilfældet med Koranen, Biblen og Den lille Røde skaber Facebook kulturelle strømninger samt identitet online som IRL (in real life). Facebook agerer, via funktioner, algoritmer og indstillinger, med andre ord rettesnor for moderne dannelse.

Fra 13-års alderen begynder de unge, ifølge Faktalink, at læse bogen, hvis levetid er et år yngre, flere gange dagligt. Men det er ikke kun de unge, der dannes og omdannes af de spontane strofer. Vi andre omstillingsparate robotter, der kan huske telefonen med håndsving, lukker langsomt øjnene og hopper hvileløst om bord, mens indre værdier og fundamental fornuft blokeres fra hukommelsen.

Èn tilfældig lørdag

7.52 – Racisme til morgenmaden serveres bedst kold

Jeg foretrækker en varm morgenmad. Æg og bacon serveret på rugbrød med lidt juice på siden. Men jeg har knap nok prikket hul på blommen, før jeg undres. En ven, jeg har valgt at kalde Henning Hansen, har delt et billede af en rød varevogn på mit “feed”.

ERTERT

Samtalen fortsætter lystigt i samme omdrejninger…

Jeg forbavses ikke over samtalens kerne, men mere over, at samtalen finder sted i offentligt forum. Jeg skærer ansigt, spiser videre og konstaterer, at ekstreme holdninger ikke længere udelukkende gemmes bag et alias, men i højere grad, på Facebook, finder sit fodfæste i personlig propaganda.

9:15 – “Like”-knappen straffer

 Én person har ”liket” noget indhold, hvilket betyder, at jeg nu er vidne til flere dansede katte, en 15 meter lang pytonslange samt en yderst belastende gut med catchphrase’n ”Jeg er fra Jylland”. ”Likeknap”-funktionen har langsomt udviklet mit Facebook-feed til en skør skør verden.

 10:35 – Nyt profilbillede (herre)

 En brunstig fyr har fået nyt profilbillede. Men hvilken variant har han valgt?

  • Den med bar mave fra Thailand i fjor?
  • Den med bar mave og et sjovt/sødt dyr?
  • Hygge, fodbold og bajer med drengene?
  • Den stramme Linkedin-selfie?
  • ”Close up”-selfien fra venstre med blikket på skrå?
  • Selfien i badeværelset med v-hals t-shirten og den nye “tatt”?

I dagens anledning vælges den berusede topløse ”close up”-selfie fra sidste års græske ø-hop.

10: 54 – Forsiden af medaljen

 En person har fået 12 i tysk.

11:05 – Den moderne deleøkonomi

 Et billede viser en gruppe unge/midalderende mænd. De er vel en 8-10 stykker. Billedteksten understreger, at vi er til polterabend. Ca. 40-50 procent af gruppen ”rocker” tatoveringer af ældre dato – krydret med den semi tunge halskæde af kraftigt stål. Der bliver skålet, fejret og humøret er tilsyneladende i top. “Drengene” står hver især klar til at fange øjeblikket med deres mobiltelefoner.

Foruden mobilen er drengene udstyret med et ”sæt” (læs=håndbajer og Underberg). Det er jo “Tour de Fizz”. Gommen, der på billedet er ”tagget” som ”Fede-Lars”, er iført make up, en blomstret kjole samt et par mormor-stiletter. Jeg finder ud af, at min invitation til Fede-Lars’ polterabend går gennem min ven Jens ”Puma” Andersen, hvilket samtidig beviser, at ”Like”-knappen kan berige.

Denne opdatering fortjener ringe i vandet, tænker jeg. Den får et ”Like”.

 11:47 – Look at me! I’m international

 Ud fra følgende opdateringer konstaterer jeg, at en grim tendens har bredt sig:

On #vacay. They have the most amazing margaritas. Loving it”

 ”Exam done….. easy”

 ”Coming home for the holidays, and going to have a blast in Copenhagen”

 Jeg godtager ikke argumentet med de otte ikke-dansktalende venner ud af 1200. Argumentet godtages kun, såfremt vedkommende holder stien ren med ét sprog hele tiden. Alt andet må betegnes som værende douche!

 12.35 – Farcen om den gengivende anerkendelse.

Denne problemstilling vedrører selfies og gruppebilleder. Her er i særdeleshed teenagepiger på anklagebænken.

X poster et profilbillede. Y og Z får efterfølgende færden af billedet. Straks indledes det, der senere fører til mere eller mindre ufrivillig rygklapperi uden ende.

(Y): ”Du er simpelthen den smukkeste, cutie”. Kommentaren pumpes op med ca. 10-15 forskellige emojis.

(X): ”Nej, du er den smukkeste. Elsker dig (hjerte-emoji).”

Dividerer du 100 med 3, får du en fornemmelse af, hvornår denne leg ender.

Kernen i denne problemstilling kan relateres til ”er min røv stor i den buks”-paradokset. Selv med de bedste intentioner rammer afsenderen kun plet et par gange, da konstant ros og bekræftelse hurtigt mister sin glød og udvikler sig til en lænke om benet.

Problemet er i slægt med hhv. ”Like-” og ”fødselsdagshilsener”. Hvor mange og hvilke af mine veninder skal jeg give prædikatet ”den smukkeste i verden”? Jo flere ”likes” og fødselsdagshilsener jeg stempler ind, desto mere flyder værdien ud af kagen. Og hvor lang tid går der, før X bliver trist over, at vedkommendes nye profilbillede ikke bliver “liket” eller smurt ind i roser.

13:23 – Det kommercielle opkast 

 Min ellers velfungerende ven delte flere gange indhold med tilbud på gulerødskage. Efter lidt researcharbejde fandt jeg frem til, at svogerens søster tilfældigvis arbejder i Kornbageren.

Det har vi lænken og benet igen.

13:46 – Forsiden af medaljen

 En ven elsker sin kæreste så højt, at ni emojis (2+3+2+2) agerer sløjfe om erklæringen. Kæresten gengælder følelsen og kvitterer, ligesom et par af veninderne, med et “like”.

14:14 – Den moderne deleøkonomi – del 2

 Vi befinder os i, hvad der ligner en skov. I løbet af kort tid er mit “feed” proppet med billeder af flere af de deltagende. På et af billederne hænger Fede-Lars i et reb med hovedet nedad, stadig iført kjole, mens min mand Jens ”Puma” Andersen har taget sigte med sin paintball-pistol. Resten af slænget står og griner fjåget, mens de danner rundkreds om Fede-Lars. Jeg bemærker, at gutterne til lejligheden har fået lavet en officiel polterabend 2016 t-shirt. Det er en hvid Nike t-shirt med øgenavn og opfindsomme numre som 0, 10, 23 og 69 på ryggen. Uniformen fuldføres af arm- og pandebånd i diverse pastelfarver.

Dette selskab har for alvor fanget min interesse.

14:47 – Det patetisk ledende spørgsmål?

 Ked af det… Åhh nej… så sidder jeg bare her og drikke alene… piss og lort….Yes!

 Her er det så meningen, at der skal svares, kommenteres eller spørges ind til. En opførsel, der i en offentlig sfære hører barndommen eller en sofa til. Alligevel blev det flittigt anvendt især i bogens yngre år.

15:17 – “Like”-knappen straffer – anden omgang

 En inferiør person, der kender en person jeg kender, har fået sit bachelor-bevis i fysioterapi. Jeg er nu inviteret til en bombastisk overskrift samt visuel sammenkomst med forældre, røde roser og musserende vin. Der er som sådan ingen skurke i denne opdatering – men bestemt flere ofre.

 16:41 – Tiggeri

 Numse-Rasmus har gjort det. Andre bør ikke gøre det.

Er der ikke nogen der har et login til dit og dat?”

Er der ikke én der giver et gratis lift. (Min kæreste er super godt selskab og jeg tager nødder med)”?

Kommentar til et billede med et festligt opdækket bord.

”Tak for invitationen” eller ”Hvornår skal vi komme?

Typer som disse arbejder helt sikkert med ”går den, så går den”-mentaliteten, hvor kompensationen sandsynligvis aldrig lander hos ejermanden.

17:24 – Forsiden af medaljen

 To veninder poster hver især et billeder af modparten på Times Square i New York, hvor de med sprællende ben hopper op i luften og understreger entusiasmen med #WishYouWereHere #lovinglife

18:30 – Madelskeren

 Tsunamien med madbilleder er i de senere år rykket fra Facebook til dennes ubehagelige bastard af en lillebror – Instagram. Ikke desto mindre har restaurant billeder, check-ins på Jenzens. ”Vi griller hele året rundt” og ”Uhh, jeg har lavet en sund aftensmad #fitasfuck” stadig sin gang på bogen.

 19:18 – “Like”-knappen straffer – tredje omgang

 En mandsperson, jeg ikke kender, videotransmitterer, at han mader sin datter med ”flyveren” mens han 1) Laver flyvelyde med munden 2) danser 3) klarer opvasken 4) sætter gardiner op. Hertil følger overskriften:

”Prinsessen kan finde ud af at spise”

 19:51 – Forsiden af medaljen

 En person har fået 12 i dansk.

20:15 – Den moderne deleøkonomi – del 3

 “Holdet” har nu sat sig ved det reserverede bord 7 på en ”all you can eat”-restaurant i byens centrum. Gommen er på patetisk vis stadig tvunget ned i kjole og kindrødt. Samtidig ligner det kvindelige personale noget, der hellere vil deltage i egen begravelse. Et par deltagere har iført sig et lettere ”kogt” ansigtsudtryk, men stemningen ser ud til at være nogenlunde intakt, personificeret i Martin DK og Ronnie der laver kaninører på hver sin bordherre.

I denne omgang har selskabet krydret deres online-tilstedeværelse med en video. Ronnie er kameraholder, instruktør og ivrig kommentator. Fede-Lars har placeret stiletterne blandt culottesteg, rösti og salatbar, alt imens Troels Vesti og “Hansen” er lusket bag om Fede-Lars. I en snuptag lykkedes det Troels Vesti og “Hansen” at nå op under skjørtet på Fede-Lars, hvorefter karlene hiver dennes CR7-underbuks til jorden. Inden videoen når sin ende, aner man et jubelbrøl fra resterne af bord 7.

21:04 – Nyt profilbillede (kvinde)

 En mor i aldersgruppen 20-35 har fået nyt profilbillede. Hun kan vælge mellem følgende varianter:

  • Hende og barn med mad i ansigtet?
  • Hende med barn på skødet (evt. et brandpunkts relateret flag indover)?
  • Hun holder barnet i semi-strakte arme?
  • Kun barnet?
  • Far går tur med barnet (helst bagfra)?
  • Hele familien (hun kan vælge mellem det opsatte professionelle billede med skamlen eller julekortsbilledet )?

Der er tilsyneladende forvirring i moderens sind, da hun i løbet af 15 minutter skifter mellem tre af de ovenstående varianter.

21:52 – Tagging-affæren

 Med sved på panden bevæger jeg musen op mod notifikationer i højre hjørne af skærmen. Her opdager jeg, at jeg er ”tagget” i et eller andet.

Nå nå. Jeg slipper med skrækken denne gang, da jeg og fire andre venner er ”tagget” i et video, hvor en overvægtig sindsforvirret mand falder på rulleskøjter og ender med fronten ned i en lort. Jeg uddeler et sympati-”like”.

22:14 – Forsiden af medaljen

En person har fået 12 i religion.

 22:55 – El Submarino

 Jeg finder ud af, at en ven af en ven tager del i en par-profil.

 23:21 – Den moderne deleøkonomi – del 4

Endnu en opdatering fra polterabend-drengene ser dagens lys. Selskabet har nu bevæget sig ind under de kulørte lamper. Ved første øjekast ser det ud til at være et ”ungt” sted. De har fået et bord. Red bull og vodka er der nok af. Få minutter senere bliver det via et ”check-in” fra ”Puma’en” samt ”likes” fra flere af de deltagende bekræftet, at de gæve gutter befinder sig på The Old Irish Pub.

På The Old Irish Pub er stemningen høj, og på flere billeder bliver der lagt arm drengene imellem samt om flere kvindelige gæster. Jeg noterer, at den åbenlyse høje promille ikke har elimineret hverken trutmund eller det karakteristiske ”peace”-tegn.

Specielt ét billede sidder fast på nethinden. På billedet med overskriften ”Røvsambuca!!!” tilsat fem emojis (2+1+1+1) har Jens ”Puma” Andersen og én der hedder Andreas Sand Kastrup placeret sig på hver sin side af Fede Lars. De herre er i færd med at placere hver sin flammende Sambuca på Fede Lars’ balder.

23:45 – Den moderne deleøkonomi – ekstranummeret

Så kom billederne med stripperen, i hvad der ligner mere private gemakker. Jeg formoder, at gutterne stadig befinder sig i byens centrum. Troels Vesti og Kim Strandmark modtager iført bar mave stolt en body tequila foran kameraets linse.

 

Hermed dagens sidste strofer i Danmarks mest læste bog. Én væsentlig lektie bringer mig nærmere økonomisk uafhængighed.

En røv-sambuca efterlader et gedigent brændemærke…..