#1
Jeg vågnede op i sommeren 2024. DBU havde hyret Ove Christensen ind som ny landstræner, og opgave var at vinde EM i Tyskland. Derfor havde Ove og DBU ansat de kloge mennesker til, vha. kunstig intelligens, at klone hele Randers FC-trup fra foråret 2010 (Det er, som bekendt, den anden mest komplette fodbold”gruppe” lige efter FC Barcelonas i 2011) inklusiv hver enkelt spillers talent som vi også kender det fra Space Jam. Nu fik Ove P de spillere han virkelig havde brug for på sit og halve Danmarks landshold. På målet lignede Kasper Schmeichel sig selv, men nu havde han Kevin Stuhr-Ellegaards evner og ikke de elendige kundskaber han havde arvet af sin far. Det samme gjorde sig gældende med Hedens største kartoffel, Rasmus Nissen Kristensen, der nu var en altdominerende kombination af Søren og Ralf P (jovist var Ralf P ikke i Randers FCs 2010-trup, men han vil altid være en legende i Carsten Færges bog). Heldigvis for Simon Kjær havde han fået Anders Egholms evner – efter slutrunden kunne han sågar tage et år mere i Serie A og ikke nødvendigvis skifte til Süper Lig og Kayserispor. Christian Eriksen var glad. Han havde fået Mikkel Beckmans evner samt Mikkels ultra douche “kort i siderne og hanekam”-hår. Det var den perfekte dødbold for både Old Trafford og den Røde Mur. Apropos Penchester United havde Rasmus Højlund fået Yura Movsisyans evner, hvilket betød, at United, året efter, solgte ham tilbage til Sturm Graz og deres nye sportschef Peter PC Christiansen for tre millioner kroner.
Med denne trup vandt Danmark EM-finalen 2024 i Tyskland på mål af Rasmus Højlund og Issah Ahmed. I gaderne festede vi alle og skrev på sociale medier, at dette var vores tid, vores generation, vores minde, vores Hjemmebaen og vores 1992. I TV2s studie sad Thomas TK Kristensen og Kasper Hjulmand – sidstnævnte var nu pragmatisk træner for BK Häcken. Ved siden af Thomas og Kasper mumlede Peter Bruüchmann videre om “ledelse”, “strategi”, “shownotes” “Bruce Springsteen” og hvilket ben Mediano nu skulle stå på ift. konflikten med Tibet og Grønland. Morten aKERdal var også ramt af euforien. Nu tog han ned i omklædningsrummet og fik en spiller.
#2
“Et par gange om året, når anledningen tillader det, smører MB22 marmelade på sit morgenbrød” – stod der højt og tydeligt på en neonfarvet plakat langs garagen.
I dag, dagen efter Danmarks pinlige 1-2 sejr over lilleputterne fra San Marino, havde Martin udsmykket sig med både abrikosmarmelade og den sabel af guld, som han havde fået af en ven der også er sektleder og oftest går i skovmandsskjorter og filmer sig selv tale på forsædet af sin bil. Med særdeles brede strøg brugte han sablen til at smøre abrikosmarmelade på et stykke brød foran sig. Martin sad på terrassen. Det er den ved siden af garagen. Garagen er der hvor MB har sit personlige træningscenter til de lidt mere alternative “sessioner”, hvor ham og Den Mentale Kriger kører igennem én gang om måneden. Da MB22 sædvanen tro havde set Go’morgen Danmark færdig på sin telefon, rejste han sig fra stolen og begyndte at danse til Doja Cats “Paint The Town Red”. Straks efter stormede konen og alle børnene med ud på terrassens dansegulv. Nu dansede alle en særdeles koordineret dans, hvor de alle, men jævne mellemrum vidste djævleøre med deres fingre og sprøjtede rødt ler ud af munden. Det så fantastisk ud og den video får helt sikkert mange visninger, når Martins kone har uploadet den. Men husk nu. MB22 var ikke glad fordi, at landsholdet præsterede dårligt uden ham mod San Marino. Martin er først og fremmest fan af landsholdet, og det vil han altid være. Landsholdet og FC Barcelona – det er hans hold. Martin dansede og var glad, fordi han vidste, at han scorer i weekenden.
