I går aftes spillede Paris Saint-Germain 1-1 hjemme på Parc des Prince mod RC Lens. Dermed er de franske mestre med 4 kampe igen og 16 point ned til Marseille (som har 5 kampe igen). Herfra får PSG et tillykke, men ikke et dybfølt tillykke. De ka’ få et tillykke, som de er flest på Facebook – et tillykke af pligt og for 5 kroner blandede emojis.
Mod Lens leverede pariserne (symptomatisk for hele 21-22 sæsonen) en flad præstation. Selv med 11 mod 10 i den sidste halve time, kunne stjernerne med de Qatar’ske guldskeer i røven ikke besejre Laangs, der, fuldt fortjent, fik udlignet kort før tid. PSG hverken gad eller ville vinde den kamp, og da sidste fløjt lød, og hovedstadsklubben officielt var franske mestre for tiende gang i historien, begyndte buhråbene at skære igennem stadions tamme mesterskabskulisse. Nogle vil kalde det forkælet adfærd, men hovedstadsklubbens fans gad simpelthen ikke fejre DERES mesterskab med lejesoldaterne på banen. Den fest tog de (ifølge de engelske kommentator på mit stream) i stedet på afstand fra stadion i gader og stræder.
Jeg forstår udmærket de fans.
Før sæsonen besluttede jeg mig for, at jeg skulle se så mange kampe med Messi, Mbappé og Neymar som muligt. Kunne de nå op på niveau med- eller over nyere tid giftigste angrebstrio MSN (Messi, Suarez, Neymar), hvor flere eksperter allerede havde placeret dem, inden de overhovedet havde spillet et dobbeltpas til hinanden? Svaret er: Ikke i nærheden af.
Paris Saint-Germain (og i særdeleshed MMN) har mildest talt været en undervældende oplevelse i denne sæson. I Champions League blev de sendt ud af Real Madrid på 20 minutters defensiv “skiden i sengen” og en Karim Benzema der gjorde, hvad Karim Benzema gør. I ligaen har de pt. på 34 kampe kørt 24 sejre i hus på autopilot, pointdelt 6 gange og lidt 4 nederlag. Det er for dårligt. Til sammenligning har verdens pt. to bedste klubber (og PSGs europæiske målestoksforhold) Manchester City og Liverpool FC tabt hhv. 3 og 2 kampe i en væsentligt, væsentligt stærkere liga. En trup med Paris’ kvalitet er forpligtet til at levere bedre resultater og for alt i verden mere underholdende fodbold – måske endda videreudvikle spillet. Vi kan måske ikke lide klubbens lette og suspekte pengemandsvej til succes, men, som i tilfældet med f.eks. Manchester City, kunne de, i det mindste, imponere os med beundringsværdig flydende offensivt fodbold der gør en forskel. Ofte har jeg kedet mig, når jeg har gjort mig den “ulejlighed” at lukke spamvinduer i 5 minutter for at komme igennem til et ulovligt stream.
Samos er skuffet – mest over tre sydamerikanere.
Mauricio Pochettinos har ikke løftet opgaven. Som nævnt er opgaven ikke at vinde Ligue 1. Opgaven er at vinde Ligue 1 med champagne- og ikke Crêpes Suzette-bold. Opgaven er at vinde Champions League. Til sommer forlader Pochettino Frankrigs hovedstad i en betydeligt lavere aktiekurs, end da han kom.
Neymar Junior har frustreret mig grænseløst, siden han forlod FC Barcelona. I Frankrig har det været drible, drible, drible rundt om sig selv, først den ene vej, og så den anden vej, skomagerdrengen og jeg skal komme efter dig… Spil nu et-to, for helvede! Læg den af en gang imellem. Spil hurtigt – effektivt. Det absurde er, at selvom jeg mener, at han har underpræsteret i Paris, siger tallene: 141 kampe, 98 mål, 59 assist. Neymar Jr. er historien om en af sin generations bedste spillere og rå talenter, der, i en alder af 25 somre, valgte at tage til europas 5. bedste række for at spille lidt bold, danse til karneval og “hoste” all white parties.
Hmm, det lyder sjovt nok…
Og så har vi ham. Lionel Messi – fodboldhviskeren. For helvede, gamle. Jeg elsker dig stadig. Men jeg kan ikke føle dig. I Paris ligner du en depression. Ingen gnist. Ingen vilje. Ikke nok bevægelse. Det hele fremstår ligegyldigt. I gårsdagens kamp klaskede du den ind fra afstand, men det var blot dit fjerde sæsonmål i ligaen. 9 mål og 13 assist i 30 kampe. Det er ikke godt nok, når man hedder Lionel Messi.
