Sommer 2018. Alcúdia, Mallorca

De første tre dage lignede hinanden. Morgenmaden bestod af æg, brød, bacon, lidt pølse og frugt. Et par timer efter løb jeg en tur.

Du ved. For at undgå at svulme op til dobbelt størrelse. Jeg skulle jo spise, ryge og drikke i 8 dage.

Første dag løb jeg 4 kilometer. Så 5 kilometer. Tredjedagen knep sig op på 7 kilometer.

Det var varmt at løbe i 30 grader. Ikke ulideligt. Men varmt. På turene agerede Rage Against the Machine (Rage Against the Machine), Ride the Lightning (Metallica) og Echoes (Pink Floyd) opmuntrende fuglekvidder. Og selvom hjertet galoperede og alkoholen forvandlede sig til bittersøde vandfald i mit åsyn, var løbene en måde at mærke området på. En måde at styrke sig på.

Hjemvendt fra løb dampede jeg af i plastikstolen på altanen. For at stabilisere systemet drak jeg mindst 1.5 liter vand, satte ild til en cigaret og trak vejret gennem denne. Tre ud af tre gange havde smøgen en ven som også manglede ild. Så jeg hjalp.

Ja ja. Hold nu kæft. Jeg var på ferie, for helvede. Det manglede da bare.

Dag 3

Med en cigaret i mundvigen tog mine øjne tre billeder forude.

Strand. Strand. Strand.

Den gamle sang om pool eller strand nynner jeg ikke. Stranden vinder kun i tilfældet “social gestus”. At sælge kombinationen af vand, sand og salt som helligt samvær klister sig til mine kogler som var det vand. Sand. Og salt.

Men det er sundt for glans, Steffen. Den renses.

Det vil jeg skide på, Gamle.

Der er få muligheder for skygge ved stranden. Man ligger bare der på maven, ryggen eller siden og keder sig ned i en umulig søvn, mens den ubarmhjertige sol straffer ens tankevirksomhed. Jeg opholder mig ikke mere end et kvarter på et håndklæde ved stranden.

Lol. Et håndklædet.

Et håndklæde, der, i løbet af få bevægelser har suget så meget sand til sig, at man, endnu engang, må gå lidt til side for at ryste det, så den fede tysker, der til højre på naboklædet, ikke får noget i øjnene. Og sandet er så fucking varmt. Man er altid tvunget til at tapdanse hen til klædet.

Nej. Stranden er et frygteligt hobby. Medmindre det er overskyet. Så skal man ikke i vandet. Så kan man gå en behagelig gang. En normal gang.

Men hva’ med solbriller?

Nej. Absolut ikke. Det er for douche.

Jeg vimsede ned til pølen. Lokaliserede en plastikstol og smækkede pusselankerne op på en anden plastikstol. Bestilte en Pepsi Max og isolerede larmen med hørebøffer. Først tjekkede jeg podcast app’en. Noget nyt? Noget spændende? Nej. Jeg trykkede play på en lydbog. Tændte en cigaret og orienterede mig – lurende.

Det var ikke just et seniorhotel jeg havde klikket på. Der løb børn rundt på hele matriklen – med de voksne lige i hælene. Pyt med det. De generede ikke synderligt. Jeg fik øje på et menneske i baren. Det havde bryster og langt hår. Det var vel i midten af 20’erne. På baggrund af 10 minutters distræt overvågning uden samtykke, konkluderede jeg, at det var her med kæresten og dennes svigermekanik.

Hmm. Sikkert en hyggeligt tur.

Svigerfar var rimelig don. Tilbagestrøget garn. Den fremadstormende, solbrune og gråhårede brystkasse tilsat guld. Han har sikkert bollet det. Mon ik’?

Efter et par timer med lydbog, pausede jeg og zappede lidt rundt i Facebook, Twitter, Instagram, Reddit og 9GAG.

Hmm. Jeg kunne godt snuppe en bid, og da de ikke udbød Kims grønne snackchip på disse breddegrader, blev det til en San Miguel med en pose Lays på siden. Jeg gled længere ned i plastikstolene, mens Spotify spillede Elton Johns album Captain Fantastic And The Brown Dirt Cowboy.

Sveden kiggede forbi.

Senere. Om eftermiddagen

Jeg tog computeren med ud på altanen. Langsomt dryppede løse sætninger ned i Word:

Dryp. Der var et barn der sked i poolen i dag. Ingen gjorde noget. Lorten flød bare rundt og bredte sine tynde arme i vandet. Faderen til barnet var grim.

Dryp. Dryp. Øllen er koldere hernede end i Dk. Det er en påstand. Men er den korrekt? Ja. Delvist. Hvis man ser bort fra Western Saloon Bar på Frederiksberg. Har været derinde med et sjak et par gange. De serverer Danmarks koldeste øl. Også koldere end hernede.
Hvorfor er de så kolde? Jeg tror… Jeg tror, at det har noget med stedets saloondøre at gøre. Når du lige har gået gennem en saloondør, smager fa’øllen bare mere koldt. Den smager bare bedre.  

Dryp. Dryp. Dryp. Jeg så Bjarne Riis i dag. Han sad alene på en café og spiste ost. Anne Dorthe var der ikke. Ja, end ikke Walter Godefroot var til stede. Bjarne bestilte den ene ost efter den anden. De væltede ind i kæften på ham i et rasende tempo. Til osten nød Bjarne en flaske rødvin i magnumstørrelse. Han drikker jo kun rødvin af magnumflasker.  

Dryp. Dryp. Dryp. Dryp. Nu er jeg pludselig til asiater. Hvad er nu det for noget? Bare fordi jeg matchede med en asiat på Tinder. Hun var fra Hong Kong. Og hun skrev til mig. Hun kunne lide hvad hun så. Da jeg krydstjekkede hendes billeder på Google Images, fandt jeg ud af, at hun ernærede sig som “highend” callgirl i Hong Kong. Så tror jeg da fanden, at hun, allerede inden for 6-7 beskeder, ville giftes, have børn, rejse hele verden rundt og investere i cryptovaluta. Hendes onkel, en højtstående boss fra Huawei havde al den insiderviden, vi skulle bruge for at rejse lykkeligt til vores dages ende. Jeg skulle bare lave en konto via et link hun sendte. Men hun, og det, er ikke moralen. Pludselig var jeg til asiater. Hvad er nu det for noget? Ja. Jeg er nok bare til alle der vil røre min pik. Det er nok min type.

Dryp. Dryp. Dryp. Dryp. Dryp. De bedste lande i verden!? Kan lande rangeres? Kan man lave et pointsystem? Eller noget.
Spanien har det meste. Maden, vinen, sport, fodbold, cykling. Basketball er de også gode til. Så er der kulturen, naturen, varmen, bjergene. Arkitekturen. Kunsten. Så mange charmerende byer, kroge og afveje.

Og sproget. Ja. Sproget. Hvilket finurligt sprog. Her er det i orden at læspe. Det er faktisk påkrævet. Tænk! Hernede kan de tage Sophie Løhde seriøst. Ikke nok med det. De ruller selvfølgelig på r’erne. Og udtaler ”V” som ”B”. Valencia er Balencia. Villareal er Billarreal. Og så det bedste – de hakkende G og J lyde. Gijon er Gree’hron. Girona er Gree’hrona.
Så er der ”Barcelona”. Her kan du både rulle på ”R’et” og læspe. Barrrrrrrr’sce’lona. Det er da fantastisk.

Men Tyskland har også sin charme.

Aften

Jeg lukkede computeren og spadserede til Port d’Alcudia. Satte mig på en restaurant. Kiggede på kortet og bestilte den store fa’øl.

Nice.

Min tjener havde det klassiske latino look. Det tynde børstehår. Pikslipset syd for underlæben. Og så hovedretten. De barbertynde bakkenbarter der samlede sig i en spids. Men hey. Var jeg født på disse breddegrader, havde jeg også kørt det look. Eller. Jeg havde nok kørt det skæg, som Røde kalder ”latinobomben” – eller blot ”bomben”. Altså den smalleste udgave af fuldskægget. Det skæg hvormed Aliasghar Movasat gnaskede sig gennem adskillige danske og internationale fisser i start 00’erne.

Dét skæg kan man sagtens gå rundt med hernede uden blive latterliggjort af med- og modmennesker. Endnu et plus på landelisten.

Jeg fik chorizo og patatas bravas. Herefter antændte jeg en af de små hvide sataner og bestilte uno mas San Miguel.

Tinder vibrerede på bordet. Et match og besked. Jeg ventede med at kigge. Forventningens glæde blev til tvivl. Hun er sikkert tyk, tænkte jeg – naturligt.

Una señorita en el horizonte…

Er du virkelig Brandon Walsh?” stod der på engelsk, da jeg åbnede app’en. Jeg ventede med at svare.

Udvalget af billeder gav mig forhåbninger. Fint udseende. Normal af bygning. Canadisk afstamning. Efter en øls tid svarede jeg, som en anden slagterhund, noget i retning af:

Ja. Eller bare i en højere og skaldet udgave.

Umiddelbart kunne hun lide svaret. Men hvorfor Brandon Walsh? Jo. Et af mine profilbilleder var af Brandon. En gimmick, som Østi og Thomas Martins onde tunger, gang på gang, havde fordømt og smidt i skrallespanden. Men nu gav den pote. De to D-bags skulle bare vide.

Mens jeg indtog flere procenter, skrev jeg frem og tilbage med mit nye transatlantiske bekendtskab.

Hun var i Palma sommeren over på et skolelærerkursus af en art. ”Aha. Interessant” besvarede jeg sikkert smileybefængt og vammelt. Jeg spurgte om hun ikke ville ”hænge ud” i morgen. Jeg skulle alligevel på sightseeing i Palma, plæderede jeg. Det ville hun gerne.

Cool, man. That’s a deal” skrev jeg. ”Let’s do’s it” burde jeg have skrevet.

Dag 4 – Vamos a la Palma

Det var mit første møde med Palme – hvorfor jeg tog bussen tids nok til at have et par timer eller tre solo.

Jeg vandrede tilfældigt rundt. Strømmen af mennesker førte mig til det gamle kvarter – Costa d’en Brossa. Hmm. Ikke sært, at kreative mestre som Joan Miró, Ramon Llull og Jørgen Leth, gennem tiden, har udnyttet netop denne by som moden tankemark.

Med sine charmerende gader, stræder, gotiske bygningsværker, åbne pladser og middelhavets konstante saltvandsindsprøjtninger udåndede øens hovedstad en romantisk balance. Ja. Den var nærmest lyserød.

Butikskiggeri er en sport jeg kun dyrker i udlandet. Selvsagt i doser. Men. I momentet var det behageligt. Jeg ville ikke købe noget. Jeg ville ikke have hjælp af nogen. Jeg kiggede bare. Gik lidt ind og ud. Jeg var i en butik fyldt med spanske pølser. En skobutik. Et herremagasin. Og en souvenirbeværtning, hvor jeg shoppede en pakke tobak.

Da jeg havde snuset rundt i en times tid, trådte jeg ind på Passeig del Born – en klassisk allégade med forretninger på siden, restaurationer i midten og vejbaner herimellem. Jeg fandt et hvil på en af restaurationerne. Puden og tæppet var hhv. 1.5 liter San Miguel fordelt i tre glas og et par antændte bavianer eller seks.

Jeg lænede mig tilbage. Bortset fra svedige porrer, gik det da meget godt.  

Hello there. My name is Steffen. Steffen Hansen

10 minutter før stævnemødets officielle start, blev jeg ramt af en lammende tilstand. Et udspekuleret bagholdsangreb, der, i løbet af millisekunder, etablerede titusindvis af sveddråber på min pandebrask.

Var det brok? Eller Manden med Leen? Passerede mit liv revy? Er dette sidste strofe i fortællingen?

Nej. Jeg skulle skide.

Selvom besøget på det lille hus mindede personalet om den spanske borgerkrig, lykkedes det mig at komme til tiden. Her ventede jeg ved et lille springvand.

Canadieren nærmede sig – via en lille sti der gik fra et lejlighedskompleks til springvandet. Hun bar sommerkjole. Sort hår til lidt under skuldrene. Et klassisk skarpt ansigt med et lille underbid.

Det var sgu’ okay.

Nå. Vi fik sagt ”hello” og besluttede os hurtigt besøge et af øens arkitektoniske trækplastre, La Seu katedralen. Gåturen dertil stod på disciplinen smalltalk. Det gik forholdsvis glidende. Hun servede generøst til min forhånd. Jeg returnerede til hendes baghånd. Og gudhjælpende om hun ikke – med glimt i øjet – slog en ”slice”, som jeg nemt kunne få tilbage i spil.

Du taler godt engelsk” sagde hun – på engelsk. ”Tak” svarede jeg – på engelsk – og sagde ”Men det er rimelig standard i Danmark.”

Det kunne hun godt lide. I sit hverv som rejsende skolelærer havde hun mødt, og sågar været kærester med, fyre der havde svært ved at kommunikere på hendes modersmål.

Okay. Lol enough.”  svarede jeg.

Den smukke katedral stod nu for vores fødder. Jeg insisterede på at betale indgangen. Selvfølgelig gjorde jeg det. Det var jo en investering i mit image.

Inde i katedralen fik vi igen spillet boldene fornuftigt over nettet. Snakken gik bl.a. på vægmalerierne og de historier der gemte sig i interiøret.

Jeg kunne f.eks. udbryde ”Nå, der har vi et gravsted. Hvem fanden ligger der?” Naturligvis på engelsk. Eller den mere retoriske variant ”Der er meget guld på væggene, hva’?

Der var selvfølgelig plads til pauser. Jeg mener. Vi befandt os i et arkitektonisk mesterværk. Her var pauserne trygge. I disse kunne jeg, som den tænkende douchebag, folde hænderne bag ryggen og beskue det anskuede. Eventuelt, efter en nøje udmålt pause, med bri’ish accent, slynge ”Beautiful, that one. Absolutely gorgeous.” ud i den sagnomspundne rumklang.

Efter besøget i La Seu katedralen meldte tørsten sig hos begge parter. Og da mit nye canadiske bekendtskab kendte en lille ”plaza” med flere vandhuller et par stenkast derfra, var næste træk blot en formalitet.

Vi satte os. Med ynde bestilte hun en caña – den lille fa’øl.

Nå nå. Aha. Interessant. Jeg tog den store fa’øl. Og kiggede over på den anden side af bordet. ”Vælger du caña’en, fordi den ikke når at blive varm?” spurgte jeg og underbyggede mit spørgsmål. ”Min ”buddy from back home” havde en mani med at bestille den lille fa’øl af denne grund.

Nej. Faktisk ikke.

Hun fortalte, at hun, ifølge sin mor, altid drak for meget, for hurtigt. Derfor, som et psykologisk benspænd, bestilte hun den lille fa’øl.

Aha. Jeg forstår.” smilede jeg.

Dét elskede jeg. At hun var tørstig. Ikke fordi jeg ville drikke hende fuld endsige voldtage hende. Nej nej. Ikke det der ligner. Men jeg er tørstig. Og. Tørstige kvinder er som regel mere underholdende.

Jeg var engang på en date med en pige i Danmark.” udbrød jeg og fortsatte. ”Hun bestilte grøn te. Hvad er det for noget? Godt nok var det sikkert mandag eller tirsdag. Men alligevel. Så skulle min store fa’øl og jeg holde samtalen i gang. Det var nok min kedeligste date nogensinde.

The second date? Is blowing in the wind…

Under normale omstændigheder ville jeg allerede nu spørge om en second date.” sagde hun pludselig efter 3-4 timers smil, caña, store fa’øl og oliven.

Jeg kan godt lide dig.” Konstaterede hun blidt og fortsatte. ”Det er bare ærgerligt, at du kun er her fire dage mere. Jeg har meget travlt med skolen i disse dage – eksamen og den slags.

Jeg blev varm på den gode måde, ignorerede hendes pointe – og langede et par komplimenterende ord retur. Jeg ville rigtig gerne ses igen. Og det burde da være muligt. Det MÅTTE være muligt.

Uret tikkede højere og højere i den forkerte retning. Jeg skulle nå den sidste bus hjem til Alcudia kl 20.15. Det vidste hun. Det vidste jeg. Alligevel strakte jeg stævnemødet ultimativt ud.

Du kan ikke overnatte hos mig” sagde hun – lige ud. ”Det går ikke. Jeg er mellem lejligheder. Lige nu sover jeg på en madras hos en veninde. Du er simpelthen nødt til at nå den bus.

Ja. I know. Jeg må afsted.

Sagde jeg og studsede over hendes ord. Det faktum at teknikaliteter forhindrede overnatning. At hun gerne ville – men ikke kunne? Øhh. Det var vel det hun sagde?

Men. Jeg måtte afsted nu. På gåturen mod busstationen gned vi os mere og mere op mod hinanden.

Jeg kan altså godt lide dig.” sagde hun. Igen. ”Kan du godt lide mig?

Ja.” svarede jeg. ”A lot.” tilføjede alkoholen.

Så stillede hun det spørgsmål kvinder elsker at stille. ”Men hvorfor kan du lide mig?

Hmm. Du er smuk. Øhh. Indtil videre er du sød. Du er sjov.” Fik jeg usammenhængende stammet.

Da vi ramte hjertet af busstationens store hall, havde vores hænder flettet sig sammen hinanden flere gange i en blid elskovsdans. Jeg drejede hovedet. Kiggede. Og snavede hende.

Vi stoppede op. Hun snavede igen. Ja. Det har sikkert været en patetisk scene.

Og jeg nåede ikke bussen.

Vi kyssede videre. Hun undersøgte busplanen. Jeg kunne tage en bus til en nærliggende by og derfra hoppe på en taxa de sidste 20 kilometer. Cool.

Vi havde en halv time mere på stationen. På et tidspunkt kiggede jeg på hende og konstaterede:

Du har gode gener. Vi kunne lave nogle børn med gode gener.

Dag 5 – You must remember this, a kiss is just a kiss…

Næste dag vågnede jeg med stiv Karl Stegger. Og tilfredsstillede ham.

Under morgenmaden tonede en besked ind. ”Det var så hyggeligt at være sammen med dig og lige så dejligt at kysse med dig.

Dejligt. Men var dette en engangsforestilling? Nej. Fandeme, nej. Ikke på min vagt. Jeg skrev tilbage at stævnemøde nummer to var en ordre og ikke et alternativ. Tilsat blinkesmiley. Selvfølgelig.

Dagen forløb med to aktiviteter. Onani. Og streaming af ”The Affair”.

Men jeg kom da ud om aftenen. Til mit held spiste jeg på hotellet. Der var karaoke. En lædervestbærende tysk familiefar med pisk i nakken sang ACDC og tog store dele af et begejstrede hotel med til ”A Highway to Hell”. Jeg selv – var millimeter fra at synge Frankie Valli and the Four Seasons med “Can’t Take My Eyes Off you.” Men så fuld var jeg ikke. Desværre.

Senere, mens jeg nød en stift i baren, var jeg vidne til en mesterlig psykologisk finte udi forførelsens kunst. Den ACDC-syngende tyskertruckers ret kønne datter – hun har vel været 16-17 år – havde omkredset en ung dansk mand. Han var vel 21 somre. Deres indledende frem og tilbage fik jeg ikke opsnappet, men jeg hørte danskeren sige til tyskerdatteren:

Jeg er ikke noget for dig”.

Kort efter forlod de baren sammen. Hmm. Skulle man skrive det i sin Tinder profiltekst?

”Jeg er ikke noget for dig.

Og. Jeg er farlig.

Dag 6 – I banken, gamle. I banken…

Da jeg vågnede på dag 6 lå andet stævnemøde og ventede på skærmen. Vi kunne ses dagen efter, skrev hun. Hun skulle dog op og læse til eksamen den efterfølgende dag.

No problems. That’s fine.” Smiley.

Denne dagen, før dagen, gik med morgenmad, løb, lydbog, cigaretter og et par øller eller tolv. Da jeg, badet i sved, vågnede fra min eftermiddagsbrandert, kom sulten snigende. Klokken var lige slået 23.12.

Jeg tog en t-shirt på og vimsede lidt ned af gaden. De første par steder var køkkenet lukket. Men efter 10-15 minutters rask gang, fandt jeg et åbent køkken. Umiddelbart var jeg eneste gæst. Men i samme moment tjeneren troppede op iført min øl, væltede en større forsamling ind.  

Selskabet var fantastisk larmende og tætte. Lokale. På charmerende vis råbte de hinanden i munden på skift. Omfavnede hinanden med jævne mellemrum. Gestikulerede. Drak vin. Spiste af hinandens tallerkner.

Som en myg sugede jeg stemningen i mig, mens køkkenet varmede min lasagne.

Hvorfor er de egentlig sådan hernede? Hva’ fanden er det for noget? Er det solen? Det må være solen. De sover til middag. For at dyrke aftenen. De hænger ud på gaden. For at dyrke hinanden. Drikker vin uden at drikke sig fulde. For ikke at dyrke destruktivt. De behøver ikke mere. De har solen.

Mens jeg spiste og lyttede, modtog jeg et billede fra canadieren. Hun var til drinks med sine skolelærer-buddies. ”Det ser godt ud” skrev jeg, og tog, på patetisk vis, et billede af restauranten og sendte det.

Klokken 02. Ca. gik jeg til køjs.

Dag 7 – Vamos a la Palma II

Jeg kørte samme taktik som første rendezvous med Palma og tog en tidlig bus. Igen havde jeg byen for mig selv et par timer eller tre. Palma lignede også sig selv.

Jeg gik ned til havnefronten nær den gamle bydel og så La Almundaina – et fort bygget af en muslimsk guvernør i det 10. århundrede. Fascinerende nok. Storslået ligefrem. Senere blev store dele af herligheden renoveret i gotisk stil, stod der. Fusion. Nice. Nå, men. Jeg nød en is i fortets frodige have. Renoveringen til trods bar haven stadig et præg af den muslimske guvernør. Det kunne jeg lide.

En time før mødetid sad jeg på en restauration i den gamle bydel. Bestilte pizza og øl, mens jeg prøvede at forstå, hvad moderen ved nabobordet råbte til sin teenager. Ordene fik jeg ikke mening ud af. Men scenen var herlig.

Lidt senere sad jeg og ventede ved det samme springvand, da canadieren kom gående hen af den samme lille sti fra det samme lejlighedskompleks.

Hun bar en form for heldragt. Den komplimenterede hendes figur. Uha da da. Dét havde jeg faktisk ikke lagt mærke til forleden. Hun havde nogle ret store kasser.

Heldragten var et godt valg.

Jeg tog tyren ved hornene asap. Det havde jeg tænkt på hjemmefra. Lige efter krammet, kyssede jeg hende på munden. Så var det overstået. Nu skulle min lille hjerne ikke diskutere det ”rette moment” med sig selv igen. Og igen.

Det var godt at se hinanden, blev vi enige om. Der ved springvandet.

Hun var sulten og foreslog en burgerjoint et par minutter derfra. Jeg var game. På burgerjoint’en fik vi det eneste tilbageværende bord – lige ved indgangen.

Jeg har næsten lige spist en pizza, så jeg ryger på en forret” sagde jeg, da hun gav mig menukortet. ”Har du spist pizza? Lige inden vi skal mødes?” sagde hun og grinede tilbagetrukkent. ”Øhh. Jeg var sulten” svarede jeg. Defensivt.

Da hun havde spist sin burger, og jeg, mine chicken wings, blev vi enige om at søge andetsteds. Larmen i den travle joint havde influeret samtalen. Den var ikke smurt som den anden dag. Boldene var sværere at sende over nettet. De var sværere at returnere. Pauserne var knap så trygge.

På gåturen vendte jeg mig mod hende. 

Er denne date ikke startet lidt akavet i forhold til den anden dag?” Hun kiggede forløst på mig. ”Jo. Ej, har du det også sådan? Det er sikkert mig” sagde hun og fortsatte. ”Jeg har været nervøs i dag. Og det var jeg ikke sidste gang. Der havde jeg ikke forventninger. Måske det er grunden til den akavet stemning?

Hmm. Ja. Måske.” sagde jeg. ”Men altså. Lad os bare slappe af og nyde dagen. Som den anden dag.

God idé” sagde hun.

På en måde var det lidt sødt, at hun havde været nervøs forud for dagens møde. Det betød noget for hende.

Vi havnede ved en fortovscafe i en af det gamle kvarters sidegader. Hun startede med caña og Apperol. I min første bestilling kombinerede jeg en stor fa’ med en drink. Mener at det var noget Tom Collins-agtigt.

Stemningen steg i takt med at alkoholen faldt dybere og dybere i vores hukommelse. Det kunne man mærke.

Vi kyssede med jævne mellemrum. Rørte meget ved hinanden. Viste hinanden billeder fra vores sociale medier. Snakkede om Canada. Om Danmark. Om USA’s præsident. Harvey Weinstein. Dating apps. Og mad. Hun anbefalede en podcastserie med Bill Simmons og kokken David Chang. ”Jeg er stor fan af Bill Simmons, men har ikke hørt denne” begejstrede jeg konstaterende. Eller omvendt. Jeg foreslog hende at dykke ned i ”Fuck, that’s delicious” med Action Bronson. Han er rapper. Han er kok. Han tager rundt i verden og spiser og drikker.

Det ville hun gøre. Tjekke det ud.     

Jeg var fast besluttet på at se dig i dag. Og selvom jeg ved, at jo tættere jeg kommer på dig, desto mere kommer til at savne dig, var det et godt valg.” erklærede alkoholen og jeg pludselig i fælles front et par timer efter.

Hvor er du sød. Ej, altså. Hvornår skal du hjem i aften” spurgte hun. ”Det ved jeg ikke. Hvornår var det, at den sidste bus gik? 20.15 igen?” Jeg ragede på hende og erklærede blankt.

Jeg har ikke lyst til at tage den bus.”  

Jamen, du kan stadig ikke sove hos mig? Det er umuligt. Min veninde ligger lige ved siden af.” sagde hun. 

Øv øv øv, tænkte jeg. Det er meget ærgerligt. Hvad er der også for noget? At veninden ligger ved siden af. Lol.

Et par lydløse momenter gik laangsomt forbi vores bord.

Øhh. Hva’ med… Hva’ med hotel?” foreslog jeg så som havde jeg fået et nyt skud selvtillid.

Hendes ansigt lyste op. ”Yes. Lad os se om vi kan booke et værelse.

Vi fattede begge vores telefoner. Og efter en stund fandt vi et værelse. ”Lad os gå ned og booke det.

Nu strømmede ren ”excitement” ud af øjnene på os begge. Det kunne jeg se. Hende i en mere verbalt form end jeg. ”Uhh. Uhh, we’re gonna have sex tonight” sang hun hviskende, mens hun rørte ved mig.

Dét kunne jeg godt lide. Det husker jeg stadig.

Lad os få booket det fuc’ing room” sagde jeg på bestemt bri’ish.

Hun kiggede på sin telefon og derefter op på mig igen. ”Men. Øhh. Jeg har en plan. Kun hvis du er med på den, selvfølgelig. Vi går over og booker værelset nu. Og skal vi så ikke tage forbi mine venner? De hænger ud på en irsk pub.”

Jeg var med på den. Fissen løb ingen steder. Og flere fa’øls var ikke en fjende på daværende tidspunkt. Slet ikke.

På vej mod hotellet svævede den canadiske kvinde og den danske mand hen over Palmas brostensbelagte gader hånd i hånd – fnisende og kyssende. Så tæt som man kommer på at være forelsket uden at være det.

Ja. Den var god nok. Da vi ramte den irske pub lignede vi to ulækre kærester. Jeg blev introduceret til venner og veninder. Snakkede med hendes amerikanske homoseksuelle ven der virkede flink og interesseret i samtalen. Og Danmark.

Er det virkelig relevant info, at manden var homoseksuel?

Han nævnte det selv. Som noget af det første.

Også canadierens bedsteveninde fik jeg en lille sludder med. De havde kendt hinanden hele livet. Gået i skole sammen i Ottawa osv. Jeg drak flere øl. Ryg flere cigaretter. Selvom jeg var til stede i samtalerne med vennerne, forlod mine øjne ikke hende mange gange.

The final countdown

Da vi åbnede døren til hotelværelset, havde jeg kun én tanke i hovedet. Jeg skulle have mine sure sokker af hurtigst muligt.

Herefter dyrkede vi hed og oplagt sex.

Hendes krop var særdeles ophidsende i fri dressur. Det kunne jeg hurtigt konstatere. Som en “hidden gem”. Der var både blide og hårde segmenter i selve akten – som det bør sig være. Det føltes. Godt. Udløsende. Det var en sveddryppende dans med ét ekstra væsentlig krydderi. Nemlig de momenter der står klarest i min hukommelse.

Fuck me! Uhh fuck me! Fuck my pussy!” som hun udbrød.

Jeg var opstemt i en ekstrem grad.

Det var, i sandhed, legendariske strofer, hun langede over disken der. Jeg mener. De strofer er jo en integral del af ethvert solidt pornomanus.

Det var som at være der selv.

Dag 8

Jeg vågnede kl. 6. næste morgen. Ved at NU måtte hun gå. Vi krammede og kyssede farvel i et par minutter. Jeg ville faktisk ikke give slip endnu.

Men.

Da døren klappede i, var jeg alene.

Da maskinen lettede samme aften og Palma langsomt forsvandt i den orange aftensol, susede blå skyer hurtigt ind i mit hoved.

Det var som om, at jeg havde kendt hende i mere end 5 dage. Det var som om, at jeg havde tilbragt mere end 30 timer med hende. Nu var det slut. Det var nok sidste gang jeg så hende.

2021. Danmark

Her den anden dag så jeg hende så. Igen. Hun stod bare dér. Med en baby i maven. I mit feed. Lige foran min tommelfinger.

Jeg tøvede lidt. Men gav så billedet et ”omsorgslike” –  den gule smiley der holder om et hjerte.

Hmm. Det var faktisk en meget passende emoji. Godt for hende.