Samos Stories, Underholdning

Steffen Hansen – professionel jobsøger

Vil du skabe uforglemmelige kundeoplevelser som floorhost?” 

En “floorhost”? Hvad fanden er en “floorhost”? Man er vært for noget gulv, eller hva’? Lad mig vide mere.

Vil du gerne gå den ekstra mil for at tilfredsstille kunden, så de får gode og uforglemmelige serviceoplevelser? Så er du måske vores kommende dygtige floorhost”. 

Bla bla bla. Jeg vil vide hvad en floorhost er. Kom nu!

Der skal først gøres rent for kunden og derefter vil du som floorhost cirkulerer proaktivt rundt og tilse diverse mødelokaler, kaffekøkkener, printerrum, lounge områder og toiletter. Dette gøres for at sikre at faciliteterne fremstår rene og pæne, og at alt altid virker samt at der fyldt op af diverse fornødenheder. Du står yderligere for bestilling og modtagelse af varer til printerrum, kaffemaskiner mv.” 

Okay. Så der skal gøres rent for kunden. Nice.

I øvrigt. “Kudos” til ISS’ tekstforfatter. God clickbait i overskriften. Og at sløre “yderligere rengøring” bag formuleringen “cirkulere proaktivt rundt og tilse…” er jo det tætteste noget jobopslag nogensinde kommer på Nobelprisen i litteratur.

Hey, du der. Kom lige her over. Kan du ikke cirkulere proaktivt rundt og tilse al kommende afføring på matriklen. Tak. 

Den sidste dråbe?

Jeg har onaneret ekstremt meget i min “periode” som professionel jobsøger. Det er altid rart at tage et lille “break” fra stressen som “ledig”. På den anden side frygter jeg, at denne rovdrift resulterer i repressalier. Ofte sidder jeg i min flossede kontorstol og spekulerer på, om jeg toppede tidligt? Kan jeg nogensinde komme igen? Har jeg pumpet min sidste kvote sæd?

Her den anden dag så end ikke én eneste dråbe dagens mørke. Jeg må hellere ryge nogle flere søm og spise mere bacon. Det er sådan noget professionel jobsøgning gør ved en. Man ryger flere cigaretter. Man spiser mere bacon. Og langsomt, men sikkert, tapper man sig selv for saft og kraft, indtil der ikke er mere tilbage.

Ledig? Lol. Lade os nu kalde den pind for en spade. Arbejdsløs.

Træningslejren

For otte måneder siden blev jeg færdig med 5 års dansk studie. Det tog 7 år – og jeg blev et bedre menneske af det. Som læseren nok har gættet, præsterede undertegnede storartet i alt hvad der omhandlede eksamener. At sidde sent oppe natten til afleveringsdag og ikke blive færdig med sin skriftlige opgave var paradedisciplinen. Så var det sgu nemmere at møde op til en mundtlig eksamen og dumpe – uden unødvendigt forarbejde.

Ja, dén akademiske rejse har udstyret min kasket med varig rumsteren. Og det er samfundets skyld. Stadig vågner jeg på alle tidspunkter af døgnet, badet i sved, fordi mine lukkede øjne lige har set en film, hvor jeg mangler at bestå én eksamen og derfor skal dømmes til aldrig at vågne igen. Men jeg vågner altid i dét sekund, hvor spidsen af dekanens hammer kolliderer med mahognibordet. Først efter et par sekunder tilbage i den virkeligheden verden, går det endnu engang op for mig, at de ikke kan komme efter mig – jeg har bestået hele mit studie. 

Det hårdeste job

Men hvad fanden skal jeg bruge det studie til? Lige nu kigger jeg ind i skærmen, mens diverse stillingsopslag afløser hinanden. Jeg ignorerer selvfølgelig alle opslag på engelsk af to grunde. Jobbet er for “douche”. Jeg er ikke kvalificeret.

Nå, så kommer der et opslag her. De søger en kommunikationsmedarbejder med fem år på bagen der kan SoMe, SEO, webadministration, projektledelse, eksekvering, storytelling og samtidig har et skarpt øje for design samt et kommercielt “mindset”. Sidst, men ikke mindst, skal ansøgeren være en god kollega der gerne drikker en fredagsøl. Det sidste krav kan jeg erklære mig i stand til. De otte andre kan jeg påstå mig til. 

Tjaa. Jeg kunne også bare snuppe jobbet som floorhost – lige få den på CV’et. Hvorfor ikke? Det er håndgribeligt, et ærligt stykke arbejde. Ydermere bliver jeg en del af ISS’ engagerede “Cleaning Team”. Det kunne da være cool nok. En del af et “Cleaning Team” – en del af noget større. Hva’ så, drenge og piger. Jeg er en 29 år gammel floorhost med speciale i Steen Steensen Blicher og en del af et “Cleaning Team”. Hold kæft, mand. Thomas Martin og Røde ville grine deres røv i laser. Min far? Ja, han ville ringe ind til Frøken Klokken og bede om at få mine skolepenge retur. Nej du. Jeg må hellere lade et andet menneske om at være vært for lige netop dét gulv. 

Efter jeg har været på telefon med mit toilet i 45 minutter, demonstrerer jeg mine kompetencer udi dynamisk intern kommunikation, da jeg beslutter, at mine balder har sovet længe nok nu, og at dagpengene ikke høster sig selv. Derfor stiger jeg til vejrs, går hen til kontorstolen og lander lettere. Jeg noterer “dynamisk intern kommunikator” på CV’et og scroller videre i jobjunglen. 

En snes minutter senere opstår et af den professionelle jobsøgers hyppigste hverdagsdramaer, da jeg pludselig får lyst til at vaske op. Nu handler det om at være stærk. Bliv siddende, Steffen. Nu må du til at mobilisere din indre styrke. Du kan gøre det. Du har gjort det før. Du har så tit klaret det – en situation. Du kan gøre det. Du gør det. Og du kan gøre det godt. Bare du selv vil, og du tror på det. Tro på det, så kan det lade sig gøre. De næste 3 minutter er det bare “krum hals”. Jeg stirrer så insisterende ind i skærmen, at mine øjne udelukkende ser pixels, mens opvasken langsomt kryber tilbage hvor den plejer at residere – bagerst i hukommelsen. 

Wow. Den var intenst. Hold kæft en sejr. Der var noget “near death” over den der. Der udviste jeg stålfast disciplin. I de 180 sekunder tog jeg kampen op mod djævelen på min højre skulder og besejrede ham. Med mod. Og karakterstyrke. Jeg må hellere placere “stålfast disciplin, mod og karakterstyrke” på mit CV.

Okay. Videre, videre, videre. Jeg klasker hænderne sammen. Kom nu, gamle. Show those mothafuckers who’s tha baws. Nu kører det. Ja ja. Autohuset Vestergaard annoncerer i deres jobopslag, at de er Danmarks bedste arbejdsplads. Dét er selvtillidsfuldt. Ka’ lide det. Min jobkonsulent Lone vil elske det. I dette game, siger hun, handler det om selvtillid, om fremtoning. Jeg tror på Lone. Pt. er hun jo min Mr. Miyagi – bare med hængepatter. 

Men kunne jeg se mig selv være kommunikationsmand hos Autohuset Vestergaard?

Svaret er “ja”. I det hus får jeg garanteret nogle fremragende kollegaer – nice mennesker der minder om typer som Kim P og Smeden i Korup. Her er der fredagsbar og plads til spas og løjer. For ikke at tale om deres våde julefrokoster. Og lur mig om jeg ikke kan få et par reservedele på “buddet” til den bil jeg aldrig får råd til at købe. Det er ikke et dumt sted. Jeg må sige, at Autohuset Vestergaard pt. vokser så kraftigt på mig, at der måske alligevel er lidt saft tilbage i den gamles gamle. Desuden vil jeg æde min blå Carhartt hue på, at Brian Vestergaards biks sikkert huser nogle kvindelige mekanikere fra Broby eller Assens med fartstriber og de helt store åkander. 

Dit ansøgningsmateriale er din reklame

Hvorfor tænker jeg konstant på store patter i arbejdstiden, når min tankevirksomhed kun burde fokusere på sorte tal?  

Jeg har brug for professionel hjælp.

Hvad var det nu der stod i den citat-PDF som den anerkendte internationale business coach Allan Nielsen, mod betaling, sendte mig? Jeg kigger i mappen. Der var den. “Arbejd hårdt på din internationale business om dagen, sut patter om aftenen”. Allan, hvis du læser dette. Tak herfra, din dejlige væddeløbshest. Du har lige forlænget dagens jobsøgning. Til ære for dig, og som fremtidig daglig benzin til mig, skal citatet nu i glas og ramme. Jeg kigger over på væggen og konstaterer, at den er god nok. Der er plads.

Godt. Men nyvunden motivation i årene kan jeg lige så godt få kørt den ansøgning ind i Autohuset Vestergaards garage. Jeg skal bare lige have den skrevet. Det er nemt. Det handler blot om at spidse sin indre promoverende pind og smøre så meget Kærgården på rundstykket, at tænderne intet udsyn har. 

Parallelt kan jeg passende arbejde stenhamrende hårdt på mit CV’s kommende hvide løgne. Derfor underbygges min solide kommunikationserfaring og omstillingsparathed med tjanserne som CTK (Chief of Kassen) i Netto og LMA (lagermedarbejder) hos Budweg Caliper. Sekundet efter jeg har tastet r’et i Caliper, overvejer jeg kraftigt at gå i køkkenet efter mad. Men den tanke afløses af et pludseligt fremtidssyn.

Jeg kan se på kalenderen, at vi er en uge fremme i tiden. Jeg får øjne kl. 11.34. Dernæst onanerer jeg til noget mere eller mindre ekstrem porno, før jeg, med den helt store mentale kran i nakken, slæber mit blege, kornfede og pæreformede korpus ud under dynens lunkne rædsler. Det næste jeg står ansigt til ansigt med, er, at jeg stadig ikke har skrevet ansøgningen til Autohuset Vestergaard. Selvfølgelig har jeg ikke det. Der er øjensynligt en formulering eller 25 der driller. Men i stedet for at slå lidt tilfældigt i computerens plettede taster, skræller jeg en appelsin og spiser den, mens jeg kigger ned i min telefon. Jeg kan ikke helt se, hvad jeg laver på telefonen, men jeg gætter på, at jeg driver dagen på diverse sociale medieplatforme – uden at netværke.  

Så. Nu rejser jeg mig. Det var ikke lang tid jeg tilbragte i den stol. Den store viser har lige ramt 12, og jeg ryger over på sofaen og ligger mig i posituren middagslur. Den handling kommer ikke bag på mig. Jeg er jo stor fan af “siesta’en”. Man skal sove, når man er træt, ikke når normerne tilegner det. Det siger forsangeren fra Radiohead, Thom Yorke, selv. En halv time senere vågner jeg, træt i ansigtet, op til noget der ligner en email fra kommunen. Ja, ganske rigtigt. De skærer i ydelsen, fordi jeg ikke har opdateret min joblog i to måneder. 

Jeg er tilbage. Selvom det dystopiske fremtidssyn er ovre, holder det mig stadig fastspændt i stolen. Lysten til at gå i køkkenet efter mad og holde pause er erstattet af ængstelige rystelser i hele kroppen. Jeg skal have opdateret min joblog. Nu. 

Professionelle lænker

En halv time senere tikker der en mail ind fra LinkedIn. Jeg sletter selvfølgelig mail’en med det samme, men igen dukker konsulent-Lone op i hukommelsen. Hun hvisker i mit øre, at jeg skal lave en “jeg-vil-have-et-job-eller-bare-connecte-med-nogen-der-kender-nogen”-præsentationsvideo til LinkedIn. Videoer har så meget “reach”, tilføjer hun og retter slipset på sit profilbillede. 

Vi har diskuteret det før, Lone. Jeg vil hellere ha’ hevet mine fortænder ud via urinrøret, end jeg vil producere endsige uploade den slags på LinkedIn.

Men Steffen. Du får ikke noget godt job i kommunikationsbranchen, hvis ikke du gifter dig med deres algoritme.

Fuck dig, Lone! Jeg opholder mig ikke mere end fem minutter af gangen på den platform. 

Alt indhold derinde rammer jo modtageren som filosofisk vandtortur – her er det bare lort der langsomt og kontinuerligt drypper ned i panden på en, indtil sindssyge og dernæst overgivelse indtræffer. Mennesker derinde skal hele tiden, mere eller mindre, frivilligt “pushe” deres arbejdsplads’ dagsordener. Folk glæder sig altid til at komme i gang med deres spændende arbejdsopgaver, nye projekter og givende samarbejdsaftaler. Brugerne skal hele tiden hylde og ønske hinandens “buzzwords” tillykke. Alle trykker de hvileløst på prækonstruerede rygklap i netværkets gavn og sit eget latterlige profilbilledets navn. Og så er der de der “tilfældige” idioter, der vil “forbindes” grundet interesser. Hvad snakker du om, gamle? Jeg har ingen interesser herinde. Og nej, jeg vil hellere snydes af 500 asiatiske bots på Tinder, end jeg vil downloade din E-bog. Men værst af alt. Værst af alt er overforbruget af ordet “Stærkt” og den mest douche emoji af dem alle, “stærk-arm emojien”.  

Si’ mig. Kan de overhovedet producere flere af de stærk-arm emojis inde i The Matrix? 

Jeg kan næsten ikke beslutte mig for hvad der er værst. LinkedIn eller Instagram? Instagram kan jeg i det mindste onanere til.

Og når jeg nu alligevel har LinkedIn i hånden, vil jeg gerne opfordre Facebook og Twitter-folket til én ting. Ku’ vi for helvede ikke holde den horrible opfindelse “Jobnyt” til LinkedIn, hvor den hører hjemme. Den er næsten lige så irriterende som dem der poster et billede af deres nye husnøgler. FRI MIG FRA JERES SUCCES!  

Der var engang en mand der sagde til mig, at han var glad for, at have valgt en branche, hvor LinkedIn ikke var nødvendigt. Det er også sådan, at jeg vil leve mit liv.

Eller…

Jeg kunne også bare gøre det. Sælge min sjæl og lave den video. Det er der så mange der gør. Også fornuftige mennesker. Op på LinkedIn med den. Ende min personlige tragedie og rive det “taber”-mærkat af, der, som dagene går, vokser sig større og større i min nakke. Den video er vel ikke værre for min stolthed, end når jeg nasser på staten og mine forældre samt lyver overfor de kvinder jeg møder.

Det er mig der er sindssyg. Det har jeg registreret.

Måske kunne det være sjovt at lave sådan en tøjsælger/ejendomsmægler video, hvor jeg viser min kommende chef rundt blandt mine kompetencer med det helt skarpe snakketøj på drengen? Bare kanonisere den gode gamle Kærgården ud i hovedet på mine forbindelser.

Men jeg kan ikke få mig selv til. Jeg kan ikke få mig selv til det. Eller kan jeg? Nej, det kan jeg bare ikke.

Åh nej… 

Jeg skal til familiefødselsdag på lørdag. Så skal jeg sidde der og svare på spørgsmål om jobsøgningens gang. Det går af lort til, onkel Mogens. I tirsdags var den første kvartproduktive dag de seneste tre uger. Men jeg svarer bare, at det går fint nok. Kommer eventuelt med en lille “røver” om at jeg har sendt en ansøgning til en af byens mere kendte virksomheder. Desuden, tilføjer jeg, er der sendt ansøgning og CV afsted til Autohuset Vestergaards indbakke. Måske er jeg endda så fræk og påstår, at der ligger og lurer en jobsamtale i horisonten.

Efter jeg taler mig ud af dén knibe og får smagt på lidt melon med Faktas “jamón”, nævner en anden i selskabet (det kunne snildt være tante Tut), at hun kender en der kender en der måske kan skaffe mig et job. I det efterfølgende kvarter sidder hele forsamlingen og taler om mit liv. Så leverer Onkel Mogens sikkert en jokes om, at de mangler arbejdskraft i rengøringsbranchen, hvorefter jeg letter på hatten. Den er faktisk meget sjov. 

Nå. Den tid, den sorg. Jeg gider ikke lave mere i dag. Autohuset Vestergaard må vente til i morgen. Klokken er også blevet 14.05.

Men vent. Nu jeg tænker over det…

Måske skal jeg blive bartender? Ja, hvorfor ikke? Cirkulere proaktivt rundt iført en stram hvid t-shirt, joggingbukser, eventuelt en vest og suge kvindelig nektar alle ugens dage. Ingen bekymringer om deadlines foruden den mest essentielle.

Så skal jeg være musikminister på stedet – manden med det sidste ord. Lave fremragende og innovative lister på Spotify med plads til udvikling. Når så de fisser med mest hår under armene kommer op i baren og spørger til den gode musik, svarer jeg lavmælt at “den liste lavede jeg i går”. Jeg kan også bijobbe som DJ. Se, det kunne være fedt. Investere i min egen pult og have en fast spilleaften på stedet. Og mit afsluttende nummer skal altid være et medley fra musical’en Grease som jeg selv har “samplet”. En anden gevinst som kommende DJ er, at jeg kan vandre rundt i bymiljøet med min Macbook under armen og få tatoveret noder, guitarstrenge og vintage albumcovers på hele kroppen. 

Men jeg skal ikke stå bag en for “hip” bar. Der må og skal være plads til gud, enhver mand og de lokale sutter. Plads til at vi sammen laver den gode samtale. Om fodbold, Facebook, Mogensen og Christiansen, øremærket barsel og søndagsfilmen på TV2. 

Amen altså. Det er da bartender jeg skal være.  

Eller skal jeg åbne mit eget sted? Køre en Jesper Buch på den. Hvorfor fanden skal jeg være lønmodtager, når jeg kan skabe mit eget? “Shaping New – The Bar”. Det klinger sgu godt. Og der vil være penge i det. Jeg kommer til at lave bunker af knaster. Bare sælge den preformance øl og de preformance shots dagen lang til tonerne af mit eget afsuttede lem. Jeg bliver jo en holden mand. Næste skridt er naturligvis, at komme ud i butikkerne med min egen linje af preformance øl. SuperBrugsen vil helt sikkert gerne sælge den. 

Og hvem ved? Måske kigger selvsamme Jesper Bock og drengene fra “Shaping New Tommorow’s” ned en dag, når min “stretchy” preformance Piña Colada bliver den vådeste vare i Londons barscene og overgår Just Eats omsætning med lige så lang længde som Jespers nakkegarn havde, da han forudså “boblen” og startede elektro-madimperiet i 00’erne. Dernæst skal Mr. Angel Investor ham selv “hook’e” mig op med sin gode ven og Danmarks bedste personlige coach, TooBusyToBeFit. TooBusy kan passende bistå mine produkter og tilbyde træningsprogrammer til mænd og kvinder mellem 18 og 100 år. Alle modtager de det (u)uforpligtende tilbud med preformance øl, kostplan, sparring, citat-pdf’er og hele pivetøjet, hvorefter det er vigtigt, at TooBusy altid taler i øst og vest, når klienterne spørger ind til hvad det koster.

Når dét scenarie har udfoldet sig, er den vist god nok. Så modtager Steffen Hansen, i 2022, den mest ærefulde pris af alle – Gazelle Prisen. 

Hov. Vent lige. Stop en halv. Vi skal have inkluderet Den Mentale Kriger i dette plausible fremtidssyn. På “Shaping New – The Bar” lanceres, to gange om året, en happening kaldet “The Cottage”. Via et Live-signal fra Den Mentales træhytte i den ukendte nordsjællandske skov, nyder VIP-gæster fra ind- og udland levende billederne af, at Den Mentale Kriger maratonboller Pernille Aalund, mens MB12, ved siden af sengen, forsøger at tæmme Pernilles gamle lædersofa fra et tidligere forhold. Som dessert forbeholder Den Mentale Kriger sig retten til at holde et timelangt oplæg for gæsterne om, hvordan alt ikke er som det skal være inde på Christiansborg.  

Jeg skal have min egen bar. Det er da det jeg skal. Så behøver jeg heller ikke skrive ansøgninger og onanere hele tiden.