Fodbold, Popkultur, Redaktionens Youtube-anbefalinger, Sport, Underholdning

Samos Blokka’s Top 100 favorit fodboldspillere (Del 2) – Nr. 50-1

Har du ikke læst del 1 (100-51), kan den læses her.

Nr. 50 – Lilian Thuram

Hvis jeg, som træner, skulle møde en giftig venstre kant, ved jeg godt, hvem jeg ville sætte til at spise ham ude på min højre back. Lilian Thuram.

Den elegante ‘hardman’ var defensivt suveræn både til højre og centralt i forsvaret, hvor han primært spillede anden halvdel af en karrieren. En karriere der peakede i Parma, Juventus og hos Les Blue, hvor han har rekorden med 142 landskampe.

Lilian Thuram fik ikke sin løn for at lave mål. Alligevel er mit klareste minde om franskmanden, da han i VM-semi’en 1998 vendte et truende nederlag til Kroatien og scorede sine to eneste landskampsmål. De var til gengæld ikoniske.

Nr. 49 – Gabriel Batistuta

På denne liste er Gabriel Batistuta placeret 51 pladser højere end Alan Shearer. I realiteten var Gabriel jo “blot” en argentinsk Alan Shearer. Han bankede den også i kassen, når chancen opstod. Men det er dét latinos gør ved mig. De kilder i buksen.

Gabriel Batistuta assisterede ikke. Nej nej. Han høvlede dem ind. I sine 9 sæsoner hos Fiorentina, lød de tørre facts på 331 kampe, 203 mål og 3! assist. Smukt!

Det var sgu’ også smukt, da ‘Batigol’, i 00/01-sæsonen, drog til hovedstaden og endelig fik sin Scudetto med AS Roma. I den sæson lavede han 21 basser i 32 kampe. Med omvendt fortegn minder det scenario meget om Shearer i Blackburn og Newcastle.

Nr. 48 – Fernando Hierro

Jeg husker en CL-kamp, hvor Fernado Hierro var skadet, og ‘Real’ stillede med Ivan Campo og Aitor Karanka (har det nok været) centralt. I studiet sagde en bekymret Michael Laudrup noget i retningen af: “Real kommer til at savne Hierro (han har garanteret bare kaldt ham Fernando). Hvis Fernando var med, ville han tage den ene angriber ud af kampen og hjælpe til med den anden. Spørgsmålet er, om de to der starter i aften, kan håndtere hver sin mand, Preben?”

Som landsmanden Sergio Ramos var Fernando Hierro også en målfarlig centerback/def midt. I 601 kampe for Real Madrid lavede han 126 mål. I 88 landskampe blev det til 30 mål. Hvilken chef.

Nr. 47 – Kyllian Mbappé

Nogle siger, at han minder om Ronaldo – altså fænomenet. Jeg selv mener, at der er mest Thierry Henry over ham. Hmm. Lad os kalde ham en hybrid af de to. En rimelig kreativ, driblestærk og målfarlig hybrid.

Kyllian Mbappé er et generationstalent. Det står skrevet på væggen med tykke streger. Allerede som 17-årig i Monaco var han kold i røven foran mål. Det er han fortsat. Lol. Han bliver først 23 til december. Mon han kan komme op og snuse til nogle Messi/Ronaldo numbers, når den fede har givet den sidste?

I skrivende stund siger statistikkerne siger 219 klubkampe, 145 mål, 75 assist, 39 landskampe, 16 mål.

Nr. 46 – Lucio

Uha. Lucio. En dræblende centerback i sin unge dage.

Når Lucio, eller holdkammeraterne i Leverkusen, erobrede bolden, gav Klaus Toppmöller ham licens til at bryde kæderne. Så tonsede Lucio med frem og valgte enten at stå på det rigtige sted, dræble eller doppelpass’e sig til scoringen.

Som defensivt es var Lucio allerede verdensklasse i Leverkusen, men efterlod også et suverænt eftermæle i Bayern Müchen, hos Inter og på landsholdet. Tjek hans mål her. Dygtig afslutter også, joo.

Nr. 45 – Erling Braut Haaland

Med undtagelse af Cristiano Ronaldo, har jeg ikke set en mere målliderlig spiller end Erling Braut Haaland. Så snart den er lagt af, stormer han i dybden.Og han ligner en rigtig fisseslikker. En prime A nordisk douchebag. Slikhår. Hårbånd. Dynejakken ryger sikkert på, når holdet, efter kampen, skal ind og buldre. Det er genialt, gamle.

Allerede nu, i en alder af 20 somre, er Haaland en vanvittig bomber. Kæmpe stor fysisk ramme. Hurtig. Målnæse. Afslutter. Skaber sine egne mål. Ja, jeg gider ikke engang liste statistikkerne op. Dem kender I.

Så gør det ikke spor, at han sparker dem ind for BVB.

Nr. 44 – Xabi Alonso

Puha. Den dér spanske midtbane fra 10’ og 12’ med Busquets, Xavi, Iniesta og Xabi Alonso ville aldrig komme i midten, om så kanten blev spillet i en telefonboks.

Xabi Alonso. Sikke elegantier på en fodboldbane. På en måde undervurderet? Teknisk, pasningsmæssigt og taktisk var han blandt de bedste. Helt sublim. Så havde han det dér æstetiske halvliggende vristspark der altid fandt sin modtager. Det var “poetry in motion”.

Nr. 43 – Juninho Pernambucano

Juninho Pernambucano var faktisk også okay til at spille fodbold. Men i overskriften på mandens nekrolog står der allerede nu “Frisparkskongen er død”.

Der tale om en specialist. I professionel fodbold har brasilianeren, der også er en legende i Lyon, lavet 77 mål på direkte frispark – hvilket er en rekord. Juninho kunne krølle den ind fra “tæt” hold. Men specialet var at banke til bolden fra 30-40 meter med så meget ‘banan’, at den konstant ændrede retning på vej i mål.

Her er et lille Juninho-potpourri.

Sidenote: Nice. Pele har lavet 70 på direkte frispark. Ronaldinho og Becks har hhv. 66 og 65. Cristiano har 56 pt. Messi har 55 pt. Dén rekord bliver alligevel svær at slå for de to karle.

Nr. 42 – Carles Puyol

Carles Puyol startede karrieren på højre back i FC Barcelona, dengang klubben måtte trækkes med Louis van Gaal på trænerbænken. Senere blev han legenden centralt i forsvaret, der, med blårød “pasión” i øjnene, forsvarede røven ud af bukserne, mens resten af holdet, i både Ronaldinho- og Messi-æraen, kiggede frem i banen.

En kriger. En leder. Et forbillede. En kulturbærer. En ind-til-benet sympatisk personage, er jeg ret sikker på.

Denne kommentar fra en Youtube-bruger rammer Carles Puyol perfekt ind: “Almost 95% of Barcelona haters love him”.

Nr. 41 – Luis Suárez

De seneste 10-12 sæsoner har Luis Suárez været en af branchens bedste afsluttere – Top 5 skulle jeg mene. Han scorer fantastiske mål – med hælen, for enden af dribleture, på flugtere, langskud, tapins. En komplet angriber.

Han har syge stats. For nogle af de største klubber i verden, har han lavet 422 mål og 236 assist i 646 kampe. For Uruguay står der 63 mål i 116 kampe ud for El Pistolero.

Men jeg burde ikke kunne lide Luis Suárez. Han bider. River. Slår. Smider sig teatralsk og gestikulerer ofte dommerens vej. Han er en skurk. Et dumt svin. Så var der episoden med Evra…

På en fodboldbane er Luis Suárez den ultimative antihelt.

Nr. 40 – Søren Andersen

Christian Wolny: “Ej, jeg er glad nu. Det bliver jeg nødt til at sige. For det første. Det kan jeg se på os alle sammen nu. Vi elsker Søren Andersen. Det var det helt rigtige…”

Lars Jacobsen: “Så skal du prøve at se ham på en golfbane os’. Der kan du snakke om køller der flyver i luften…”

Christian Wolny: “Du skal ikke fortælle mere nu. Vi skal vende tilbage til Søren Andersen. Du skal gemme nogle historier. Fordi ham skal vi tilbage til. Det bliver ikke sidste gang, vi har snakket om Søren Andersen i Fodboldministeriet.”

Hermed var Fodboldministeriets “Legende News”-segmentet født.

PS. Per P, Vodbinderen fra Esbjerg og brødrene Johansen pressede sig også til på listen. Men O.G.’en Søren Andersen er den bedste legende.

Nr. 39 – David Silva

Oasis-bror og Manchester City-fan Noel Gallagher var klar i spyttet, da han blev spurgt til klubbens bedste spiller nogensinde: “That has to be Spanish Dave, innit?”

Samos er enig med bri’ish Noël. David Silva har været diamant og fri elektron i Manchester City’s Sheikh Mansour-storhed. Foruden tiden på de britiske øer gjorde den lille tekniker med de store visioner det også meget godt i både Valencia og på landsholdet.

Nr. 38 – Andreas Möller

Da Samos begyndte at følge Borussia Dortmund i midt-, slut-90’erne, blev den store stjerne med 10’eren på ryggen, Andy Möller, hurtigt en favorit.

Jeg husker Andy som en dynamisk 10’er der både kunne distribuere og snuse mål. Möller har vundet VM, EM, Champions League, UEFA-cuppen, Bundesligaen og DFB-pokalen. Hvad mere kan man forlange af en tysker!?Desuden lignede Möller lidt en anden chef, The original American Ninja, Michael Dudikoff. Det er heller ikke dumt.

Nr. 37 – Ricardo Quaresma

Ricardo Quaresma er indbegrebet af flamboyant – på og udenfor banen.

Rabona’ens mester har spillet på nogle af Europas største herregårde som FC Barcelona, Internazionale og Chelsea FC. Men det er i laget “de næststørste”, at portugiseren har præsteret bedst. I klubber som Porto og Besiktas, hvor han har kunne lave sine tricks, dræble på livet løs og sende yderside-indlæg direkte i låget på en holdkammerat.

Og hvilket look. HVILKET look. Som en anden “cartel ese” har han tatts op af halsen, “teardrop”-tatt og babermaskineridser i hår og øjenbryn. Joo, Ricardo Q. er både en don og en af de mest positive douchebags verden har set.

Nice. I en alder af 37 tørner han pt. ud for tyrkiske Kasimpasa.

Nr. 36 – Michael Ballack

Michael Ballack var det pumpende hjerte på det særdeles velspillende Bayer Leverkusen-mandskab, der, i 01/02-sæsonen, fuldførte “The horror treble”.

Med tre runder tilbage af Bundesligaen, lå Klaus Toppmöllers drenge 5 point foran Dortmund. Den 4. maj blev Borussia Dortmund tyske mestre – ét point foran ‘Bayer’.

En uge efter, den 11. maj, tabte Bayer Leverkusen pokalfinalen 2-4 til Schalke 04 på Olympiastadion.

Fire dage senere, den 15. maj, i Champions League-finalen på Hampden Park, hang en fyr ved navn Zinedine Zidane den tredje sølvmedalje (i løbet 14 dage) over hovedet på Ballack og co. I ved nok – med dét sejrsmål til 2-1.

Men Michael Ballacks annus horribilis var ikke ovre. Ca. halvanden måned senere, den 30. juni, tabte en karantæneramt Ballack og Tyskland VM-finalen 0-2 til Brasilien. Hermed blev “The horror treble” til “The horror quadruple” for Tysklands nummer 13.

Heldigvis for den dynamiske felt-til-felt målmaskine var der, på den anden side af en forhåbentlig alkoholiseret sommerferie, bud efter Ballack i Bayern München. Både i det sydtyske, og senere i Chelsea, fik Michael hængt guld om halsen (4x Bundesliga, 1x Premier League, 3x FA-Cup). Gudskelov. Det fortjente en spiller af Michael Ballacks kaliber.

Nr. 35 – Juan Román Riquelme

Det fungerede ikke i FC Barcelona for Juan Román Riquelme. Man kunne sagtens se, at talentet for den afgørende aflevering var der. Bestemt. Men hos ‘Barca’ var der andre kokke i lige netop dét køkken.

Derfor sendte catalanerne først Riquelme på to års udlån i den lille provinsklub nord for Valencia, Villarreal. Her greb “den sidste dovne 10’er” straks rollen som chefkok i så overbevisende grad, at han blev nede i ‘Den Gule Ubåd’ yderligere to sæsoner og kreerede den ene fantasifulde ‘dish’ efter den anden.

Nr. 34 – Clarence Seedorf

Clarence Seedorf oser af ‘good guy’ energi. Er du i tvivl? Spørg Luna Christofi. Hun nød altid de Champions League-aftener på San Siro lidt mere end på så mange andre arenaer. De aftener var nemlig garant for kindkys fra den “cool” hollænder.

Kæft en don. Han ligner stadig en hel million i dag.

Så var han en lækker spiller. Komplet på midtbanen med en perfekt balance mellem styrke, taktik og teknik. Yderligere har Clarence været profil på fire CL-vindere. Ajax Amsterdam pre bosman-dommen i 1995, Real Madrid i 1998 samt AC Milan i 03’ og 07’.

Nr. 33 – Roberto Baggio

Selvom Samos ikke fulgte Roberto Baggio i sin prime, forelægger et nærmest romantisk forhold til én af de få der kunne bære ‘Hestehalen’ (sammen med Kurt Thyboe, naturligvis).

I VM-finalen 1994 var jeg ikke gammel nok til at registrere andet end, at ham, de kaldte en af verdens bedste, sparkede sit afgørende straffespark over Preben Elkjær mod Brasilien.

Senere fik jeg syn for sagen og verdensklassen, da Baggio, i sine 30’ere tørnede ud for Inter, Bologna og Brescia (Sammen med Guardiola, i øvrigt). Også i VM-slutrunden 1998 præsterede han. Som jeg husker det, kom Roberto med på et af Cesare Madini’s sidste mandater men forlod turneringen som en af støvlelandets nøglespillerne.

PS. Netflix kommer med en Baggio-dokumentar den 26. maj kaldet “The divine ponytail.”

Nr. 32 – Romelu Lukaku

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Romelu Lukaku, dengang Viasat kørte et Europa League goalshow. Der sagde min mand, den belgiske connoisseur og fellow Tiki Taka-masturbatør Per Frimann, at “ham der den 16-årige Romelu Lukaku skulle man holde øje med”.

Som altid tog jeg Frimanns ord for gode varer. Dette udviklede til en decideret romance med Romelu. Den brede belgier skulle blive den største bomber i to af mine mest succesfulde Football Manager saves. Første gang hentede jeg ham til Inter (FM11), hvor han bombede løs med trøjenummer 72 på ryggen. Næste gang, var i mit Arsenal-save (FM15), hvor Lukaku puttede regulære legende-numbers på tavlen helt indtil han blev 36.

Tak, Per!

IRL er Lukaku selvfølgelig også nice. Specielt da han valgte at tage sine mål fra Penchester til lige netop Inter.

Nr. 31 – Tomas Rosicky

Tomas Rosicky har spillet for Samos’ to favoritklubber.

I Borussia Dortmund var han den unge letbenede komponist der hev mesterskabet hjem til Ruhr-distriktet i sin første sæson.

I slipstrømmen af Arséne Wengers gyldne periode kom tjekken til Arsenal i 2006 og spillede, med succes, den indvendige kant i 4-4-2’eren. 10 år senere forlod Rosicky klubben. I dag hænger spørgsmålet “Tænk hvis ikke han havde været så skadet?” stadig i luften.

Men selv i den sidste tid, hvor benene knap kunne holde til 70 minutter, var det en fornøjelse at se den fintfølende fodboldhjerne dirigere spillet fra en central rolle. Det er det ikke uden grund, at de kaldte ham ‘Den lille Mozart’.

Nr. 30 – Robert Pires

“The game slows down the better you get.”

Det så altid langsomt ud, når den hjulbenede mastro Robert Pires spillede fodbold. Aldrig sprint. Ja, han spillede i nærmest svævende slowmotion.

Som en fransk author luntede Pires rundt med dinglende gardinhår, mens højre og venstre skøjte dansede ballet. Dræblinger. Tæmninger. Touch. De små hengivne stikninger i dybden. Evt. en un-deux med Thierry eller Bergkamp’e.

Hvad enten det gjaldt afleveringer eller afslutninger var monsieur Pires lig Jørgen Leth (når digteren spiller tennis mod Klaus Rifbjerg). Robert elskede også at “slå” den uventede bold – den finurlige bold.

Nr. 29 – Marcel Desailly

Jeg husker Desailly fra Chelsea-tiden og som styrmanden i en af mine favorit backfours: Thuram-Blanc-Desailly-Lizarazu. Selvom jeg kun fik fornøjelsen af ‘The Rock’, da han havde ramt 30 somre, kan bedre centerbacks kun tælles på én af mine hænder.

Desailly mestrede alle defensive opgaver til perfektion og kunne tilmed spille frem i banen – egenskaber han, helt sikkert, har taget med sig fra sin tid som def midt i AC Milan.

PS. Hmm. Det var et ‘lowkey’ positiv douche hold Chelsea havde dengang med en kerne af franskmænd, italienere og Dennis Wise.

Nr. 28 – Raúl González Blanco

For fodboldromantikere kloden rundt var det en sorgens dag, da Real Madrid erklærede, at de ikke ønskede at forlænge med klubbens kød og blod – kongesønnen Raúl Gonzáles Blanco der gennem 16 sæsoner havde scoret 324 mål og leveret 112 assist.

Nu skulle Raúl, 33 år gammel, finde et nyt sted at score mål. Han gad ikke Spanien. Ej heller Italien. Eller Premier League. Nej. Målene skulle scores foran 61.481 tyskere på Veltins-Arena. Og selvfølgelig blev Raúl en “legit” legende i Schalke 04 (98 kampe, 40 mål, 21 assist). Godt nok er han first ballet Hall of Fame’er i Real Madrid. Men i Schalke 04 blev han third eller fourth ballet HOF’er på blot to sæsoner. Den historie kan jeg virkelig godt lide.

En anden ting jeg godt kan lide. Raúl havde det køligste sandjern i branchen. Og han elskede at bruge det

PS. Genialt at han lavede tyrefægterjublen i Schalke. Don.

Nr. 27 – Dedé

Dedé er Samos’ favorit Borussia Dortmund-spiller all time. Og jeg kan læse mig til, at han også var en fanfavorit på Signal Iduna Park. Smukt!

I 12 solide sæsoner kom Leonardo de Deus Santos ude på den venstre back og høstede to tyske mesterskaber iført sine små douche benskinner.

Storhedstiden var dengang vi havde Dedé og Evanilson på wingbacks’ne. Rosicky spillede den ud til en af de to brassere. Ind over til Jan Koller. Tor!

PS. Nice! Han fik én kamp for Brasilien.

Nr. 26 – Guti

Europa League Goalshow på Eurosport. Så snart Tommy Gravesen får øje på et billede af Guti’ haz, siger han: “Dét venstreben der. Det kan altså godt ligge nogle afleveringer.”

Hmm. Der er noget David Bowie over Guti, synes I ik’? Det glatte ansigt. Elegancen. Fantasien. Håret. En fodbold-boheme der ikke var bange for at spille sin feminine træk.

Men ‘Graver’ har ret. Guti mestrede den tempererede aflevering. Og han var god. Rigtig god. Sandsynligvis undervurderet. Guti må være en af de bedste kreatør-typer nogensinde der aldrig var fast mand én hel sæson, idet han insisterede på at spille hele karrieren (på nær én sæson i Besiktas) i Real Madrid. Han kunne sagtens ha’ været en stor profil i CL-klubber lige under de allerstørste kanoner. Det er jeg sikker på.

Til ære for Tommy er her nogle assist

Nr. 25 – Santiago Cazorla

Kom så allesammen. Syng med. Den går på “Seven Nation Army”.

Ohhhh Santi Cazorla,
Ohhhh Santi Cazorla…

Man kan umuligt hade på den evigt smilende fodboldprop Santiago Cazorla. I de 6 sæsoner han tilbragte i Arsenal, var Santi klart klubbens bedste. Sparkede lige godt med begge ben. Teknisk sublim. De spanske visioner. God ude på kanten, men næsten bedre inde i midten, hvor han kunne diktere spillet gennem flere berøringer.

Det gik altid galt, når Santi ikke var med. Sådan er det fortsat.

Nr. 24 – Brian Laudrup

The De Boers. The Tourés. Lol. The Nevilles. The Boatengs. The Charltons. The Hazards. The Cannavaros. The Inzaghis. The Militos. The Ferdinands. The Hoeness’. The Rummenigges. Jovist, gode fodboldbrødre. Men The Laudrups må være de bedste i fodboldhistorien.

Brian Laudrup er den danske landsholdsspiller jeg har set præstere på det højeste niveau. Han var vanvittig, jo. Der fandtes ikke en forsvarsspiller han ikke kunne efterlade på røv og albuer. Ikke én. Selvfølgelig er det hjerteskærende, at Brian aldrig kunne finde sig tilrette i Europas største klubber, hvor niveauet hørte hjemme. I stedet serievoldtog han den skotske liga fire gange og den hollandske en enkelt gang.

Nr. 23 – Michael Laudrup

Da Michael Laudrup, i FC Barcelona og Real Madrid, befandt sig i fodboldkarrierens zenit (som Jørgen Leth beskriver det sin dokumentar “Michael Laudrup – en fodboldspiller”), husker Samos kun svage brudstykker.

Men selvom velmarksdagene er sløret, var jeg tilstede i Laudrups efteråret. 3-1 sejren over Kroatien i Parken. Dengang han lavede “Laudrup”-finten (la roulette) mod Skotland. VM 1998 i Frankrig.

97/98-sæsonen i Ajax står klart i hukommelsen. Sammen med bror Brian, typer som Van der Sar på æsken, Danny Blind, The De Boers, Ole Tobiasen, Sunday Oliseh, Richard Witschge, Jari Litmanen, Tijani Babangida, Benni McCarthy, Shota Arveladze og Morten Olsen på trænerbænken smadrede ‘Mister’ Æresdivisionen noget så eftertrykkeligt. 34 kampe. 29 sejre. 2 uafgjort. 3 nederlag. En målscorer på 112-22.

PS. Okay. Nice. Så falder man lige over et brunch-interview med Michael Laudrup og Xavi. Sæt engelske tekster på, YouTube!

PPS. Can I interest you in some Jon Bon Jovi y Michael Laudrup?

Nr. 22 – Alessandro Nesta

Don. Elegant. Forsvarsspiller. Dit navn er Alessandro Nesta.

Alessandro Nesta var, først og fremmest, en fremragende læser af spillet. En komplet forsvarsspiller der både kunne prikke bolden og sende veltimede og syngende tacklinger ind på modstanderen. Ja, han gjorde nærmest den glidende tackling til en kunstart.

At han spillede med nummer 13, gjorde ham ikke mindre ikonisk.

Desuden var Nesta en del af den flotteste keeper/4-back kombination nogensinde, da Italien ved VM 2002 mødte Ecuador: Gigi Buffon-Christian Panucci-Alessandro Nesta-Fabio Cannavaro-Paolo Maldini.

Nr. 21 – Jay-Jay Okocha

Åhh gud, hvor jeg hader alle douchebags’ne med deres filtreret virkelighed af “tricks” og smarte skud. Fucking materialespillere! Si’ mig. Vil Tik Tok’ificeringen af samfundet ingen ende tage! Et samfund hvor Kaare Qvist savner likes på Twitter og derfor uploader en video, hvori han, på patetisk vis, jonglerer i DRs nyhedsstudie. Stay in your lane, dumbfuck! I en fodboldkamp har I kun én chance. Her kan momentet ikke manipuleres. I kan ikke tage den om. I kan ikke tilføje bryl mellem “takes”. Føj! I er ikke engang streetspillere – endsige gøglere.

Now. Get off my lawn!

Se. Jay-Jay Okocha var streetspiller og artist på højeste internationale niveau. Det var ham der lærte Ronaldinho alle sine tricks, da de spillede én sæson sammen i PSG. Okocha kunne finde på alt inden for de fire streger. Stående trak han bolden over sin direkte modstander. La roulettes osv. Var det ikke også Okocha der udviklede driblingen, hvor man tager den med fodsålen og trækker den gennem modsatte ben?

Oven i hatten leverede nigerianeren flere mindeværdige “screamers” med sit vanvittige højreben. Sågar lavede ‘So good they named him twice’ i 1993 et af de bedste mål i tysk fodbold, hvor han tørrede røv med Oliver Kahns bjørne-børste af et garn.

Men det skal du ikke være ked af, Olli. Søren Colding er også stadig rundtosset.

Tjek ham.

Nr. 20 – Zlatan Ibrahimovic

Zlatan Ibrahimovic har netop gjort comeback på det svenske landshold. Nogle pundits er begejstret, mens andre mener, at den selvtillidsfulde svensker ikke burde “mase” sit gigantiske ego på.

Faktum er, at Zlatan, i en alder af 39 år, stadig er på toppen. Jovist. Han har mistet fart. Men han laver stadig mål. Stadig adræt. Stadig blandt de mest boldfaste angribere. Teknikken mister han aldrig.

Lad os lege hypotetisk. Hvor mange angribere ville du vælge foran Zlatan Ibrahimovic, hvis du var træner og skulle spille VM-finalen i morgen? 10? Du kan vælge alle i verden. 15? 20?

Nr. 19 – Arjen Robben

Du ved at han gør det. Du ved at han gør det. Du ved at han gør det.

Alligevel kunne ingen stoppe det.

I en Messi-fri verden havde Arjen Robben været den bedste ind-i-banen dribler, kreatør og afslutter de seneste 20 år imo.

Mit favorit mål (og ansigtsudtryk) fra Robbens venstre fod er ikke engang et ind-banen-mål, men dette.

Nr. 18 – Andrea Pirlo

Det er paradoksalt. I sommeren 2011 valgte AC Milan, klubben der har været notorisk kendt for at holde liv i det grå fodboldguld, at droppe Andrea Pirlo. Milaneserne ville forlænge med ét år. Pirlo, der måneden forinden har fejret 32 års fødselsdag, ville have tre år.

Beslutningen var en af de størrere brølere i italiensk fodbold. Uden et gram fysisk på kroppen beviste den elegante dybdeliggende playmaker hos Den Gamle Dame, at kvaliteten, som i tilfældet med al den gode vin han drak, bare steg. Og steg.

Ja. Man har næsten lyst til at citere Jean Claude Van Damme fra 90’er-baskeren “Lion The Streetfighter”, da JCVD opdager at bedstevennen og manager, Joshua, har satset alle pengene på modstanderen Attila:

“Wrong bet”

Jeg er så elskværdig, at du får hele scenen her, Gamle.

Nr. 17 – Roberto Carlos

Det er en venstre back der har lavet to af de vildeste langskudsmål de seneste 25 år.

Flugteren fra baglinjen

Og dét mod Frankrig

Roberto Carlos var samtidig den første back, hvor jeg tænkte: “Wow. Kan en back være så offensivt dominerende?” Han lagde altid et tungt pres på modstanderholdets defensive organisation, når han kom i overlappet og sendte sine kanonkugler afsted. Ham skulle modstanderens træner altid lægge en taktisk plan mod. Ellers var der problemer.

Her er nogle flere Carlos-mål

Nr. 16 – Facundo Colon

I Football Manager 2011 fik Xavi Hernandez, Zinedine Zidane og Franz Beckenbauer et barn af argentinsk afstamning. De kaldte ham Facundo Colon.

Samos takker ydmygt FMs simulations-konstruktører for at få lov til at opleve Facundo Colon på tætteste hold. What a ride…

Køber Facundo i Chelsea (som jeg husker det) for 600 millioner. Billigt. Fra min centrale Inter-midtbane lå den store puppetmaster og strøg om sig med lige mængder sukker og stål. Facundo Colon havde det hele.

Nr. 15 – Paolo Maldini

Når “den bedste forsvarsspiller nogensinde” diskuteres på diverse sendeflader og internetafkroge, lander konklusionen ofte på tre spillere: Franz Beckenbauer, Franco Baresi og Paolo Maldini.

Fra 1984 til 2009 spillede Paolo Maldini 901 kampe for AC Milan og 126 kampe for ‘Azzurri’. Selvom jeg kun har set ham ca. halvdelen af karrieren, vil jeg gerne drage en lignende konklusion. At Maldini er den bedste FORSVARSspiller jeg har set.

Så er han jo en don. En chef. En gentleman. Det tæller også.

Nr. 14 – Luis Figo

Jeg kunne godt tænke mig at bytte person med Don Luis Figo. Bare en uges penge.

Det første jeg ville jeg gøre? Bolle hans dame, naturligvis. Helen. Hun er stadig “fit”.
Dernæst får jeg en sjus i lædersofaen, mens solen bevæger sig om på den anden side. Herefter er det vel i byen. Ringer lige til Zizou, Ronaldo, Bobby Carlos og Becks. Så skulle jeg bare sidde derinde. Snakke. Hygge. Modtage blowjobs. Sippe Vodka Cranberry. Hov. Så ringer Raul og Guti. Ja ja. I kommer bare, drenge.

Det program skulle jeg følge alle syv dage.

I dagstimerne skulle der spilles lidt fodbold. Et par træningspas. Et par kampe. Dræble helt vildt. Lave det der langskudsmål mod England i 2000.

Uhh. Det kunne blive en god uge. Ugen over alle uger.

Nr. 13 – Philipp Lahm

Samos har nævnt det før. Pep Guardiola, der havde trænet Messi, Xavi og Iniesta, udtalte, at Philipp Lahm er den mest intelligente fodboldspiller han har arbejdet med.

Lahm har aldrig taget en dårlig beslutning på en fodboldbane. I så fald blundede jeg hen i sofaen, da dette skete. Altid et offensivt drive med kloge bolde op i banen. Kloge cutbacks ved baglinjen. Meget påpasselig i sine defensive opgaver. En helt vanvittig høj IQ – specifik evnen til at læse spillet.

Desuden er det nice, at han ligner en lille tysk trold.

Nr. 12 – Daniel Alves

Du får ikke en mere “Heavy Metal” højre back end Dani Alves.

Bare det, at han, i en alder af 37, nupper 10’eren og spiller central midtbane for Sao Paulo, er nok til en placering som nummer 12. Desuden nuppede Dani både Abidal’s (22) og Xavi’s (6) numre, da de stoppede i ‘Barca’. Fantastisk positiv douche gestus.

Så havde han et af de bedste højre back-runs i FC Barcelona (2008-2015), hvor motoren aldrig stoppede – også selvom om der var rødt lys. Så løb han bare offside og løb hjem igen.

Kort sagt. Et “gal” mand der spillede genialt.

Nr. 11 – Dennis Bergkamp

David Guetta. Tiësto. Calvin Harris. DJ ToppMüller. Morten Breum. Dan Rachlin. Hende der fra Sommer i Sunny Beach. Maria Hylleberg hedder hun.

Alle sammen er de famøse æbleplukkere. Men ingen af dem har plukket et æble så generøst som Dennis Bergkamp.

Frankrig 1998. Kvartfinalen. 1-1. Halvfemsindstyvende minut. Frank de Boer sender en lang diagonal fra venstre mod højre. Dennis Bergkamp plukker bolden ned som et æble med højre pote. I næste berøring kører hollænderen bolden gennem benene på Roberto Ayala. Tredje og sidste berøring fra Dennis var en højre rundskæv’et yderside over i det lange hjørne uden om Carlos Roa. Mål. Den hollandske kommentator går amok.

John Hartson siger det meget godt i et TV-interview: “If they played in snow, he wouldn’t leave any footprints.”

PS. Denne scoring er også meget godt “tænkt” ud i livet. Og eksekveret.

Nr. 10 – René Henriksen

Efter 8 sæsoner i Akademisk Boldklub fik René Henriksen debut i Superligaen i 1996/97-sæsonen. Dengang var den elegante sweeper 27 år gammel. I marts 1998 debuterede han på landsholdet som 28-årig. I sommeren 1999 sendte udlandet og Panathinaikos bud efter det rolige gemyt, just som René ramte “the big three O”.

Den karriere er på alle måder uortodoks. Alligevel nåede René 66 kampe i rødt og hvidt. Det er derfor vi elsker ham.

På grønsværen lignede manden en bibliotekar. I samme ånd blev spillet læst og tænkt. Ikke noget med herretacklinger og jeg skal komme efter dig. Neej. Hjernen kom først på bolden eller prikkede den fri. Derudover havde han en lækker lille kattepoté samt en boldomgangen til meget mere end husbehov.

Lad mig sige det på denne måde. Havde René H. været Gen Z’er og opdraget gennem Den Røde Tråd, tror jeg sagtens, at kunne have spillet på herregårde langt større end Panathinaikos. Tror at Morten Olsen er enig.

PS. René er 183 centimeter. Husker ham ikke så “høj”.

Nr. 9 – Nr. 9/Den Mentale Kriger

Number nine, number nine, number nine, number nine…

Sådan starter Beatles-nummeret “Revolution 9” der senere er blevet kaldt metalrockens første frø.

Men den skrøne køber Samos Blokka ikke på vilkår. Den sang var et kald til fremtiden – en hårdtslående hommage til sommeren 2020, hvor Barca’s Nr. 9 fik sin retmæssige trøje nummer 9. Fuck af, Luis Suárez. Tag dit tøj og gå. You, Sir. Are not worthy.

“Skråstreg Den Mentale Kriger” spørger Samos’ mere umodne læsere sikkert. Den Mentale Kriger spiller da ikke bold? Lad mig derfor hamre endnu et søm i det smykkeskrin, hvori Den Mentale Kriger udtænker alle sine livgivende citater og senere sender dem til sine heldige klienter i en PDF-fil.

Nr. 9 er galionsfiguren. Den Mentale Krigers stenhamrende hårde arbejde udgør selve skrinets uigennemtrængelige fundament. Tror I virkelige, at Nr. 9 havde lavet de to basser mod Dynamo Kiev i Champions League, hvis ikke Den Mentale havde sendt friske citater fra sin Premium-pakke “Guldkisten” aftenen inden? Tror I virkelig, at Nr. 9 havde scoret dét mål mod Irland og sendt DK til EM uden alle de opløftende og motiverende SMS’er fra Den Mentale på alle døgnets 24 timer? Tror I virkelige, at Nr. 9 havde taget hele vejen fra Sædding-Guldager til Nou Camp uden sin bibel – Den Mentale Kriger: den der vil det mest – når mest.

Hvis I tror det, bliver I aldrig mentale krigere.

Ingen Den Mentale Kriger – ingen Nr. 9.

Ingen Nr. 9 – Den Mentale Kriger.

Nr. 8 – Andrés Iniesta

Andrés Iniesta er det perfekte eksempel på, at stats ikke fortæller hele historien. Man er nødt til at se kampene. I 674 kampe for FC Barcelona lavede han 57 mål og 139 assist. Udmærket. Men ikke iøjnefaldende.

Trofæskabet giver et mere retmæssigt indblik i hvor god Don Andrés var. 9 spanske mesterskaber. 4 Champions League. 6 Copa Del Rey’s. 2 Europamesterskaber. 1 verdensmesterskab. Størstedelen af disse blev vundet med Iniesta som tung profil.

Behøver vi at snakke om dengang han afgjorde VM-finalen mod Holland? Eller målet mod Chelsea i CL-semien? Jeg vil hellere snakke om det glidende – ja, nærmest skøjtende – løb med bolden. Den måde han zigzag’ede sig gennem modstanderens defensiv – enten med skarpe afleveringer, kvikke kloge dobbeltpass, de Laudrup’ske et-to driblinger eller de der små træk og vendinger, hvor han altid viste, hvor han havde oppasseren.

Muy muy inteligente…

Nr. 7 – Ronaldinho

Jeg husker tydeligt, da jeg, i 2004 eller 2005, så en Barcelona-kamp, hvor Morten Bruun proklamerede, at det nu var officielt. Nu havde Ronaldinho overtaget “Championship bæltet” fra Zinedine Zidane som majoritetens “verdens bedste fodboldspiller”.

Yderligere står en El Classico i 2005 på Bernabéu klart i hukommelsen, hvor ‘Dinho’ udspillede Galácticos og scorede 2 mål i 0-3 sejren (I øvrigt – har lige set et fyldigt sammendrag. Der var også en 18-årig knejt der gjorde det okay i den kamp). I de år var Ronaldinho på toppen af sin karriere som kongen af Joga Bonito. Der blev alle finter og tricks effektivt kombineret med killer instinkt. Som de siger det i TV, var der et voldsomt slutprodukt på.

Set i bakspejlet var det en smule ærgerligt, at Ronaldinho’s prime var så forholdsvis kort (kommer til AC Milan som 28-årig og tørrer langsomt ud). Faktisk lidt trist. Men altså. Han har sikkert hygget sig endnu mere i byen i anden halvleg af karrieren.

Nr. 6 – Ronaldo

Tænk sig. Havde Ronaldo ikke været halv- til helskadet i VM-finalen 1998, kunne Brasilien ha’ taget tre VM-titler i træk.

Både i 98’ og 02’ var han vanvittig – et fænomen. Især i 02’, hvor der, før turneringens start, var tvivl om, hvorvidt han var fit oven på to skadesplagede sæsoner i Inter. Svaret kom prompte mod Tyrkiet, og ekkoede larmede turneringen igennem. Ronaldo var fit. 8 basser totalt. 2 i finalen.

Tænk sig. Havde Ronaldo været en seriøs professionel og undgået skader, kunne han ha’ været alletiders målscorer.

I PSV Eindhoven og FC Barcelona, inden den grimme knæskade, lavede han næsten lige så mange mål, som han spillede kampe. Selv i Inter, Real Madrid og AC Milan, hvor skaderne sad tungt i stængerne, var konverteringsraten mere end respektable.

Ronaldo er selvfølgelig den bedste 9’er de sidste 25 år. Det er ingen vel i tvivl om…

Nr. 5 – Thierry Henry

Så et program med Søren Larsen og Søren Colding, hvor S. Larsen drillede S. Colding med, at han havde 12’eren til VM98 – “et målmandsnummer” lod S. Larsen S. Colding vide. Jeg rynkede på næsen og konstaterede, at Søren Larsen vist har brugt “låget” et par tusind gange for mange.

Søren. Thierry Henry, Frankrigs all time topscorer (51), spillede i nummer 12 for ‘Le Bleus’!

Åhhhhhhhh, dengang Arsenal var gode. Dengang de ikke retmæssigt var midterhold! i Premier League. Dengang i start-00’erne, hvor der aldrig blev skudt med løst krudt. Dengang kanonerne pegede mod noget af det mest besnærende kombinationsfodbold i verden. Dengang Thierry Henry var Kongen af Highbury.

Han var “smooth as fuck” (Bevares, det er han stadig). Som en “cool cat” fik Marlons Wayans “brother from another mother” det sværeste til at se nemt ud. Dribleture. Assist. Og mål. Ydermere kan Henrys navn umuligt forlade nogens læber, uden at nævne den sikreste højre afslutningsinderside i mands minde. Den blev lagt over. Med Rolf Sørensen’sk “courage”. Med snilde.

Uhh, det var tider. I de år var han “unplayable”. “Simple as that”. På topniveauet den bedste angriber PL har set. Så har han, i øvrigt, vundet alt med klub og landshold. PL’s, La Liga’s, Champions League, VM og EM. Bravo.

PS. Det er Thierry Henry. Det er Fitty. Det er Arsenal Boyz der har lavet en nice tekst. Det er Konge, gamle:

Nr. 4 – Rivaldo

Hvem kan transportere en campingvogn hurtigst fra DK til Spanien?

Svaret er simpelt: “Don’en” – Samos Blokka’s fader. Først smadrede Don’en Autobahn’en. Dernæst fik Frankrigs landeveje tørre tæsk til tonerne af Gnags og Shubidua. Og pludselig – var en ung Samos på ferie i Spanien.

Dernede var vejret godt og campingpladserne indbydende. Men mere væsentligt. Her lykkedes det at få fat i de to fedeste boots Samos har ejet. Et par Joma i guld. Og et par hvide Mizuno. Begge støvler der var dengang umulige at opstøve i DK.

Så kunne de andre på holdet komme med deres Nike, Adidas og Puma. Samos ejede nu to af de ypperste hipsterboots. Han kunne nu spille i samme boot som Rivaldo Vítor Borba Ferreira.

Samos har altid næret en dyb fascination af Rivaldo. Han var høj, ranglet og kantet. Han lignede ikke en supertekniker med store visioner og mål i støvlerne. Men det var han. Så havde han den der venstre hammer. Det der våben. Det brækkende slangehug som Peter Schmeichel kender alt for godt.

Gennem tiden har jeg ikke mødt mange Rivaldo-fans. Jeg har ikke haft mange “Rivaldo var vild”-samtaler. Er Rivaldo lidt glemt/undervurderet på trods af Ballon d’Or i ‘Barca’ og slutrunderne i 98’ og 02’, hvor han og Ronaldo var holdets absolutte profiler?

Måske. Men jeg kender en der også er Rivaldo-fan. I dette fremragende klip (Nice at Rivaldo stadig rocker de hvide Mizuno’s )mærker man Jimmy Bullards respekt for legenden:

Nr. 3 – Xavi Hernández

Det er noget med at alle veje fører til Rom. I Xavi Hernández’ tilfælde fører alle afleveringer til sommeren 2008.

Før sommeren 2008 regnede man 28-årige Xavi som en meget dygtig playmaker på det højeste niveau. Men Xavi var endnu ikke dén Xavi. Endnu ikke sin generations største puppetmaster.

Omkring årtusindskiftet var Xavi en ung talentfuld boldflytter på Louis Van Gaal’s Barca-hold. Da Frank Rijkaard frekventerede Barca-bænken i midt-00’erne, var spanieren ikke en så vigtig brik som jeg husker. Var lettere chokeret, da Wikipedia fortalte mig, at Xavi (26 år gammel) så hele CL-finalen 06’ fra bænken, da FC Barcelona sejrede 2-1 over Arsenal. Livet er en glemsom sport.

“The Age of Xavi” – 2008-2012.

Da 07/08-sæsonen gik på hæld, blev Xavi kåret til årets spiller i Spanien. Den 29. juni vandt Spanien EM-slutrunden i Østrig og Schweiz. Vor helt blev kåret til turneringens spiller.

Efterfølgende vendte Xavi hjem til en svingdør i FC Barcelona. Træner Frank Rijkaard sagde stop. I stedet tog en gut ved navn Josep Guardiola plads på trænerbænken. I hånden havde “Pep” meget lidt trænererfaring – men også en lille sort notesblok, hvori der stod “Tiki Taka”. Ronaldinho og Deco, der hidtil havde haft nøglerne til flest kreative beslutninger, røg på porten. Eto’o og Henry beholdte man – lidt endnu. Dani Alves og Seydou Keita kom til fra Sevilla. Pique blev hentet hjem fra Penchester. Sergio Busquets blev rykket op i A-truppen.

De næste fire sæsoner fulgte Xavi Hernández’ og FC Barcelona’s prime. Fodboldens bedste trekant havde nu “The Master Key”. Fra en dybdeliggende position trak Xavi i trådene, mens Andrés Iniesta svævede rundt mellem midtbane og angreb. Og Lionel Messi. Med 10’eren på ryggen (overtaget fra Ronaldinho) gjorde Lionel Messi hvad helvede der passede ham.

Sommeren 2009: La Liga. Champions League. Copa Del Rey
Sommeren 2010: La Liga. VM
Sommeren 2011: La Liga. Champions League.
Sommeren 2012: Copa Del Rey. EM

14/15-sæsonen var Xavi’s sidste hos ‘Blaugrana’ og samtidig MSN’s første. Fortællingen endte med endnu en “treble” til pokalskabet i en sæson, hvor Xavi delte spilletid med Ivan Rakitic og blev skiftet ind i sin sidste kamp for klubben – CL-finalen.

Samos nød “The Age of Xavi” i fulde drag. Kan man andet? Vi taler om en midtbanespiller der havde fuldstændig styr på sine “funtamentals”. Korte afleveringer. Lange afleveringer. Dybdebolde. Førsteberøringer. Positioneringer. Bevægelsesmønstre. Tilstedeværelse – “bare gi’ mig bolden, gamle”. Tæmning med venstre. Spille den videre med højre. Tæmning med højre. Spille den videre med venstre. Nej, ikke mange tæmninger fik lov til at løbe fra Xavi i de 21 år han spillede professionelt.

Mine sidste slag i tastaturet til ære for den spanske “régisseur” med techno-garnet omhandler den føromtalte trekant.

Fint nok at tre generationstalenter havner på samme hold. Det er set før (bortset fra at den ene af dem er verdens bedste nogensinde). Oven i hatten spillede de 4-5 år sammen, hvor alle var i deres absolutte prime. Men at de samtidig komplimenterede Pep’s Tiki Taka-filosofi som var det æg og bacon på sengen efter en nat med 100 bajere…

Let’s face it. Messi, Iniesta og Xavi var urimelige hold dengang. Bare spørg Alex Ferguson.

Hmm. Det giver mening, at FC Barcelona, i fire sæsoner i træk, smadrede det ene gode fodboldhold efter det andet. At klubben, i fire år i træk, med få undtagelser, spillede på et vanvittigt niveau to gange om ugen.

Nr. 2 – Lionel Messi

Som var de finurlige dybdebolde har Samos Blokka, i forestående Leo Messi-præsentation, ladet sig assistere af Ray Hudsons skattekiste af skarpe citater. Den britiske kommentator er også rimelig Messi-liderlig.

Ray Hudson I: “Welcome to Lionel’s world, where the insane becomes the predictable.

Den 16. oktober 2004 debuterede Lionel Messi for FC Barcelona mod bysbørnene fra Espanyol. I maj 2005, 17 år gammel, scorede den argentinske loppe sit første mål, da han lagde bolden over Albacete’s keeper.

3-4 år senere var Messi planetens bedste fodboldspiller (Han var endda skadet 8 måneder fra 2006 til 2008). Siden hen har verden vænnet sig til Lionels vanvittige niveau. Det var blot en normal lørdag aften, når han lavede 2 mål og 2 assist i en kamp. Har Messi lavet hattrick? Nå, okay. Hvornår kommer der Vild Med Dans? Det var normalt, at han lavede 50-60 mål pr. sæson. Selvfølgelig. Det var trods alt ikke 91 mål på et kalenderår….

I efteråret 2020 lignede det, at Messi “endelig” havde driblet sig ud af sin 12-årige prime. Men forårets tal viser noget andet. 19 mål og 8 assist i 21 kampe. Det er okay.

Pt. står der 711 mål og 300 assist foran Messi’s kamptotal på 884 (klub og landshold). Det er et snit på 0,8 mål og 0,3 assist pr. kamp mine damer og herrer.

Ray Hudson II: “Genius. That’s beyond bullseye! His dart splits the darts. Astonishing Messi. You could drop a tarantula down his shorts and he’d still be super cool.

Da Messi i 08/09-sæsonen ramte sin prime, var det også fordi, at han udviklede sig til den bedste afslutter. Det er klart. Når du er to, tre og fire skridt foran din modstandere, har du tid til at afslutte. Du har tid til at finde det bedste løsning.

FC Barcelona’s lille Messias kan afslutte på mange måder. 1) Ind-i-banen og over i det lange. 2) Ind-i-banen, drible hele vejen over i venstre side af feltet og så over i det modsatte lange 3) Drible uden om målmanden – nemt 4) Sandjernet – smukt 5) langskuddet – præcist 6) Gudhjælpemig om han ik’ også kan krølle den ind på frispark.

Så tror jeg da fanden, at han har scoret alle de mål.

Ray Hudson III: “Defenders try to follow him on Facebook and he comes out on Twitter, that’s how evasive he is.

Han er den bedste dribler i nyere tid. Han gider ikke tricks, trække over bolden, La roulette osv. Det eneste trick han gider er til gengæld det mest ydmygende – kanalen.

Nej. Helt tæt på sin modstander, iført det lave tyngdepunkt, hoftevrid og så glide fra. Enkelt. Simpelt. Umuligt at stoppe. Derfor har han lavet 15-20 helt vanvittige solomål. Jeg husker især “19-årig mod Getafe”, “Zaragoza”, “zigzag-turen mod Bilboa”, “Bilbao i Copa Del Rey-finalen” og “der hvor han tager den “til ringen” mod Real Madrid i CL-semien”.

Puha. Der er så mange at tage af. Kæft han har lavet mange gode mål. Se nogle af dem her:

Ray Hudson IV: “Angles mean nothing to this man – he could decorate a rose and make it look better.”

Tre egenskaber gør ‘Medicinmanden’ ustoppelig. Tre ting kan han bedre end nogen anden. Afslutninger. Driblinger. Og afleveringer. Som det nemmeste i verden finder han, med sine knivskarpe indenomsafleveringer, vinklerne mellem modstanderens forsvarslinjer. Og han er generøs. Oven i købet er han generøs. Han vil gerne finde sine holdkammerater. Meget gerne…

Hvad skal de stille op? Dribler han? Afslutter han? Finder han en medspiller? Bare nyd showet, gamle. Og sørg for at få hans trøje med hjem til sønnike efter kampen.

Ray Hudson V: “Messi…the Mozart of our game. The rest? Banjo players.

Mit favoritcitat indkapsler nådesløst, hvordan Messi dribling efter dribling, aflevering efter aflevering og mål efter mål får de bedste fodboldspillere i verden til at ligne elefanter i mikroskopiske glasbutikker. Lionel Messi spiller i slowmotion. På den anden side af bolden, foregår det i fast forward. Det ser nemmere ud end at pille næse, når Messi’s fødder, i verdens mest kompetitive branche vel at mærke, bærer fodbolden rundt som et spædbarn.

Lionel Messi er – som Ray Hudson siger det: “Nothing less than a ball whisperer.

Inden Nr. 1 hyldes, får læseren lige 30 navne der ikke klarede cuttet:

Samuel Eto’o
Frank Lampard
Lothar Mathäus
Matthias Sammer
Jocelyn Angloma
Roy Keane
Stephane Chapuisat
John Terry
Oluf Marshall
Torsten Frrrrrrrrrrrings
Sylvain Wiltord
Gaizka Mendieta
Toni Kroos
Walter “El Rifle” Pandiani
Laurent Robert
Hernan Crespo
Pavel Nedved
Rui Costa
Karim Benzema
Thomas Müller
Claude Makelele
Andriy Shevchenko
Michael Schönberg
Laurent Koscielny
Mesut Özil
Nicolas Anelka
Nacho Monreal
Ruud Van Nistelrooy
Diego Tristan
Per Pedersen

Nr. 1 – Zinedine Zidane

1) Fodboldgudens ret

Den 9. juli 2006 gik Zinedine Zidane i sort. Marco Materazzi’s svinske fornærmelser borede sig ind i franskmandens bevidsthed. Klappen gik ned. I det 110’ minut af VM-finalen vendte Zidane sig mod den langlemmede italienske forsvarsspiller og stangede ham en pandebrask i solar plexus. Bang! Rødt kort. Finalenederlag. Ultimativt svigt. Paradoksalt nok var Zidanes “headbutt” og scenen hvor han, med blikket mejslet i jorden, passerer Jules Rimet’s VM-pokal karrierens punktum.

I dag er “hjerneblødningen” mere eller mindre glemt – nærmest reduceret til en fodnote. Som var det knap nok sket. Verdens fodboldelskere tilgav ham. Frankrig tilgav ham. Samos Blokka tilgav ham – hurtigt.

Som fransk frelser og human fodboldgud var det Zinedine Zidane’s ret at begå den fejl.

2) Søndagsfilmen eller Zidane?

Samos husker svagt sit første møde med Zidane. Han og Bordeaux mødte Bayern München i UEFA Cup-finalen 1996, dengang der var lidt sort manke tilbage på toppen. I Juventus (1996-2001) fulgte Samos nærmest kun ‘Zizou’ i Champions League (hvilket var en fornøjelse), da dansk TV, i de år, ikke viste italiensk fodbold.

Men for ‘Le Blues’ (1998-2006) og Real Madrid (2001-2006) var Samos med næsten hele vejen. Zidane var den første spiller Samos måtte se hver gang. I en tid uden “On Demand” afviste Samos koldt og kynisk søndagsfilmen og slugte alle afsnit af Zidane-showet. Han var især must-see-tv i de første to-tre sæsoner i ‘Real’ og ved EM 2000, hvor han rammer et magisk niveau turneringen igennem. Det må være den bedste individuelle slutrunde jeg har set.

Desuden var Zidane clutch, når der var mest på spil. To mål i VM-finalen 98’. Straffesparksscoringen mod Portugal i EM-semi’en. Flugteren i CL-finalen 02’. De to sene scoringer mod England (hvor han brækker sig) ved EM 04’. Panenka’e via tværrippen i VM-finalen 06’ – frækt.

3) Balletdanseren

Zidane er den mest elegante fodboldspillere i Samos’ bog. En sand mastro. Ingen forhastede beslutninger. Franskmanden spillede med en nærmest arrogant ro og medfødt rytme i sine aktioner. Vidste altid hvad der skulle ske, inden han modtog bolden. Lavt tyngdepunkt. Fodsål og yderside. Sublim boldkontrol.

Det smukkeste i fodbold var, når Zinedine Zidane steg til vejrs og tæmmede bolden i luften. Han har lavet mange gode tæmninger, men min favorit er mod Portugal EM 2000, hvor han tæmmer den med brystet, drejer 360 grader og kontrollerer den med skøjten efterfølgende. Første aktion i denne video: 

4) Det skaldede håb

Som fodboldspillende balletdanser med 10’eren (og 5’eren – nice!) på ryggen var Zidane atypisk høj (185 cm.), havde store fødder (størrelse 45) og var fysisk stærk. Han bar sig som både halv- og hel skaldet don, hvilket gav håb til andre halvskaldede popsangere kloden rundt. Nu var det i orden at være skaldet. Ja, nærmest et plus. Derfor er Zinedine Zidane naturligvis på Samos Blokka’s Mount Rushmore over skaldede personer sammen med Larry David, Bruce Willis og Michael Jordan.

5) Lad os slutte “Samos’ Top 100 favoritspillere” med citater om Zidane fra Zidane’s kolleger:

“The most elegant footballer I have ever seen.” – Gary Lineker

“For me, he’s the greatest player of the century. The best player of all time.” – Fabien Barthez

“A true artist. What he could do with the ball was incredible. Only Maradona could do the same. Zizou was also a player capable of rising to the occasion at important moments, and deciding games.” – Marcel Desailly

“To train with Zidane for three years was a dream. For me, he is the greatest player of all time.” – David Beckham

“Zidane is one of the best footballers of all time, one of my idols. He had such elegance and grace, a wonderful touch and superb vision.” – Ronaldinho

“I think he was born with a ball at his feet. I think when the doctor pulled him out, he said ‘This is weird, there is a ball here!’ – Emmanuel Petit

“He dominates the ball, he is a walking spectacle and he plays as if he had silk gloves on each foot. He makes it worthwhile going to the stadium – he’s one of the best I have ever seen.” – Alfredo di Stefano

“To see Zidane in action was to witness poetry in motion. The skills, the vision, the goals . . . he was a sublime performer. When he was at his peak, winning the World Cup, the Champions League and all the rest, he was unquestionably the finest player on the planet.” – Paul Scholes

“When Zidane stepped onto the pitch, the 10 other guys just got suddenly better. It is that simple. It was magic. He was a unique player. He was more than good, he came from another planet. His team-mates became like him when he was on the pitch.” – Zlatan Ibrahimovic

“Every piece of advice he gives you is like gold dust and it helps you improve on the pitch.” – Luka Modric

“Zidane is the master. Over the part 10 years there’s been no-one like him, he has been the best player in the world.” – Pele

“In France, everybody realized that God exists, and that he is back in the French international team. God is back, there is little left to say.” – Thierry Henry

“The greatest player of the past 20 years? It has to be Zidane. He had everything. You never needed to tell him anything as he did it all by himself and knew what was expected.” – Marcello Lippi

“I would give up five players to have Zidane in my squad.” – Cesare Maldini

“He was as elegant as a dancer – he even used the soles of his boots efficiently. Everything was easy for him; he made such movements that if I tried to copy them I would break my legs.” – Franco Baresi