Det er ikke de 100 bedste spillere ifølge Samos. Det er de 100 spillere Samos bedst kan lide – af forskellige subjektive årsager.

Enkel præmis. Men svært at rangere. Har helt sikkert glemt en eller anden nice spiller.

Nr. 100 – Alan Shearer

Listen ligger for land med en bomber. En stor bomber. En af de største britiske bombere – både ifølge annalerne med flest Premier League mål (260) men også i bogstaveligste forstand.

Alan lagde den ikke bare stille og roligt ind. Han bombede kuglen i netmaskerne, hvad enten det var fra 30 meter eller fra pletten – selvfølgelig efterfulgt af den ikoniske jubel, hvor han blot hævede højre arm.

Ikke så meget pis.

Nr. 99 – Steven Gerrard

Captain “Fantastic” er på listen af 2 grunde.

1) Bliver han ikke udtaget, frygter Samos et beskidt efterspil, hvor samtlige midaldrende familiefædre med scouser blod i årene danner gruppen “Men In Red” her på Facebook og dernæst ifører sig vamle Gerrard-kits og Facebook-Live demonstrerer mod Samos Blokkas eksistensgrundlag.

2) Så kunne Steven altså klappe den i mål “from range”. En påskønnet kvalitet.

Nr. 98 – Emmanuel Olisadebe

Jeg har altid været imponeret over, at Emmanuel Olisadebe, som sort mand i Polen, har præsteret ikke at blive slået ihjel.

De primære grunde hertil må nødvendigvis være et Bear Grylls’sk overlevelsesinstinkt samt evnen til bombe løs på “frie” grønne arenaer – Bl.a. med 24 æsker i Panathinaikos og 11 basser for Polska.

Konge spiller og, i øvrigt, en konge fyr.

Nr. 97 – Jan Koller

Mine damer og herrer

Et styk tjekkisk Frankenstein monster 202 centimeter lang og 106 kilo bred.

Redskaberne hvormed Dortmund-legenden bombede? En højre fod i størrelse 50 og en pandebrask bredere end landingsbanen i Yrausquin lufthavenen. Og så kunne han tage handskerne, hvis dette kræves.

Uha. En ubehagelig type at spille overfor. Tro mig. Samos har engang spillet seriebold over for en type med lignende brede ramme. Og du kan jo ikke se resten af banen, når han løber rundt foran dig.

Nr. 96 – Yaya Touré

Komplet felt-til-felt tekniker med den store røv og de blide øjne.

Spillede jo centerback i CL-finalen 09’ for Barca, da Penchester fik sin første af to finale lektioner. Fantastisk.

Men Yaya udfoldede først hele potentialet som dynamisk midtpunkt og målscorer i City’s første storheds “run”. Og det gjorde det kun bedre, at Yaya trissede rundt og så mere dvask ud end en mops, inden han lagde den over i det lange med en rundskæv.

Nr. 95 – Gigi Buffon

Jeg har besluttet, at listen bør repræsenteres af en målmand, selvom de jo ikke er rigtige fodboldspillere.

Derfor kommer den mest cool målmand med. Stor stor chef. En stickman af højeste grad, tænker jeg. Og han kan stadig tage med hænder i en alder af 42. Plus. Han lærte jo Nicklas at ryge cigaretter og drikke kaffe inden træning, da den danske gavflab var på tålt ophold hos Den Gamle Dame.

Nr. 94 – Jaap Stam

Bidsk, bidsk centerback, der, udover sit intimiderende udsmider look, havde alt hvad positionen forlanger. En ubehagelig makker ingen angribere gad at spille over for.

Heldigvis tog Jaap karrierens bedste beslutning, og sagde farvel til Fergie i tide.

Nr. 93 – Fernando Redondo

Uha. Det elegante venstreben. De små vendinger. Pasningerne. En stillestil så lækker, at han satte fizzhåret med den.

Har nogen glemt trækket bagom stand uden om Henning Berg mod Penchester i CL-kvartfinalen i 2000? Skam jer og se det her.

Nr. 92 – Patrick Vieira

Arsenals seneste verdensklasse felt-til-felt “bossman” med så meget stål i ben og hjerte, at han ligefrem fik “jern på” af at byde Roy Keane op til dans. Og så kunne han også spille bold.

PS. Keane og Vieira-dokumentaren vil altid være god content.

Nr. 91 – Robin van Persie

Manden der marginalt ser mere hollandsk ud end Erling Haaland skiftede til Penchester i sommeren 2012. Ikke nok med det så bombede han mesterskabet hjem i Fergies afskedssæson. Vammelt.

Det skal straffes i min bog. Med en 20-30 pladser, cirkus.

Men sikke et venstreben…

Nr. 90 – Adriano

Adriano Leite Ribeiro var så god i Internazionale, at de kaldte ham L’Imperatore – kejseren.

Men historien om Adriano var også en velkendt fortælling signeret i brasiliansk blæk. På godt og ondt. Fordi han, i sin relativ korte prime, i en rasende fart begejstrede enhver footbalista med sit dødbringende venstreben. Fordi han ikke nåede sit peak. Fordi vi ikke fik nok af det der vanvittige venstreben. Fordi legenden om manden med et gennembrud så kraftfuldt sagtens kunne ha’ været mere episk. Mere afrundet. Fordi han rejste hjem til Brasilien for at drikke fa’øls og bære guldkæder på fuld tid.

Lad os sammen bede for, at han ikke taber kampen mod flasken og nyde nogle Adriano kasser.

Nr. 89 – Jan Michaelsen

Specielt ét Onside-indslag står lysende klart i Samos’ erindring. Det var i en sød tid, hvor Jakob Kjeldbjerg ikke råbte rundt på en øde ø, og Line Baun Danielsen var i sin prime – mentalt såvel som øjet der så.

Nå. Gladsaxe. AB’s sidste træning op til en vigtig Brøndby-kamp.

Christian Andersen havde lagt taktikken. Christian Andersen. Manden, myten, legenden. Manden der mere mindede om en andenrangs Olsen Banden-skurk, end det han var – den bedste træner/Tuborg salgschef som nogensinde har betrådt Holger Danskes Muld. I øvrigt. Fuck dig, Don Ø! Fuck dig, Niels Christian Holmstrøm! Lad dog denne legende drikke sine fa’øls og bolle sine ludere på hotelværelset i fred.

I VAR PÅ TRÆNINGSLEJR!

Nå. Gladsaxe. AB’s sidste træning op til en vigtig Brøndby-kamp.

I silende regn hamrede Christian Andersen sin pointe igennem med en Grøn Cecil mellem de fløjlsbløde læber og iført en cykelrytter kasket. “Ud på fløjen til ‘Michele’” (som Christian, til Samos store glæde, kaldte Jan), beordrede Christian, mens han, ømt, nulrede Thomas Schønnemann – som han, så smukt, har døbt sin højre testikel. Derefter havde Michele frie hænder til at dræble løs og leverede sine dødbringende centringer ind i hovedet på Abdul Sule. Og fik Abdul ikke kontrakt med kuglen, kom Jan Bjur altid på bagerste stang. Lige i røven på bror Ole.

Den kommende søndag modtog Jens Risager Micheles lune lem i samtlige 90 minutter. Planen lykkedes. Akademikerne vandt 1-0.

Nr. 88 – Alvaro Recoba

Ny Inter-legende. Ny venstre hammer.

Ja. Samos har en forkærlighed for spillere der kan svinge venstre skøjte. Det kunne El Chino (kineseren) i allerhøjeste grad.

Hvilket disse “hits” fra uruguayaneren understreger.

Nr. 87 – Cristiano Ronaldo

Hvis CR7 aldrig havde spillet i Penchester, havde han ligget højere på denne liste. Selvfølgelig havde han det.

Men hvorfor er han overhovedet på, hvis du hader ham så meget?

Jeg hader ham ikke. Ja ja. Han er douche, teatralsk, narcissistisk osv. Men med tiden har jeg lært at påskønne ham nok til en plads som nummer 87.

Man er nødt til at anerkende storhed. Han er sgu nice nok i al sin storhedsvanvid. En storhedsvanvid, der, i øvrigt, er fuld ud berettiget. Jeg kan faktisk godt lide ham.

Nr. 86 – Thiago Silva

I Brasilien kalder de ham O Monstro (monsteret). I England kalder elendige pundits som Mers (Paul Merson), Michael Owen og Jamie Redknapp ham “a Rolls Royce of a defender”, “world class” og “tup, tup draw”.

Jeg er rimelig enig. I sin prime var Thiago Silva nok den mest komplette centerback. Og nu? I en alder af 36 er han stadig rimelig god.

Nr. 85 – Marcelo Vieira da Silva Júnior

Brasilien er fodboldens Zion. Det ved både Socrates, Samos Blokka og Sir Bob Marley – god rest his soul.

Og som denne liste vil bevidne er Samos glad for offensive backs. Især offensive backs, der med bonghår og lavt svajende tyngdepunkt, ligner en nyrullet Otto Leisner men spiller som blød, blød chokolade og Red Bull. Eller. Med den kreativitet og de fantasifulde løsninger er der også meget tjald i mixet.

Så kommer han hver gang. Det elsker jeg.

Nr. 84 – Nicklas Bendtner

STAT = Standing tall and talented.

Det kaldte de NBA-tyren A’mare Stoudemire, dengang han slam dunkede det ene lop efter det andet i kurven – selvfølgelig leveret af all time-chefen Steve Nash under Phoenix Suns berømmede ‘Seven seconds or less’-angreb.

Nicklas Bendtner var STAT. Han levede bare ikke op til at ‘med stort talent kommer stort ansvar’ som de, med patos i mundvigen, siger derover i Slam Dunk-land.

Men netop dét er også det fascinerende ved føljetonen Nicklas Bendtner. Lidelseshistorien og Amager-smilet. Lord. Memes. The Top Nut. Byturene. De 34 PL-mål. Køreturen. Manglen på en spilletid. Luderne. Gambleren. Dengang han smadrede biler med manden som manageren udtrykkeligt bad ham om IKKE at hænge ud med – Lee Cattermole. Den flotte landsholdskarriere. Målene mod Portugal. Målene mod Italien. Og så. Målet mod Spurs, hvor han, efter få sekunder på banen steg til vejrs og vidste lige præcis, hvor STAT han egentlig var.

Nicklas er sgu en god dreng. Det ved jeg. Han bør kommentere flere VM-finaler som den i 2014 på Maracanã. DET var underholdning. Sad der bag mikrofonen og grinede hele tiden og tænkte på, at han burde starte inde.

Uden typer som Nicklas Bendtner, ville alt være så meget mere kedeligt.

Nr. 83 – Bukayo Saka

Ja. Han er allerede en favorit. Han er allerede Arsenals bedste spiller. Og jeg spår knægten er stor fremtid.

Jeg er især imponeret over, hvor klog taktisk han er. Hvor mange gode beslutninger han tager. Allerede som 17-årig spillede Bukayo, der er bedst på kanten, venstre back på et ret højt niveau. Lad mig skrive det således. Den douchebag til Hector Bellerin kunne lære meget.

Derfor er det bare endnu mere satan i helvede, at han, så sikkert som amen i kirken, skifter til Manchester Ci’i om et par år. Vel sagtens på en fri transfer.Suk. Men i det mindste kommer der et par episke momenter på AFTV ud af det. Mon ikke Lee Judges går ud og spiser et barn kort efter han får nyheden?

Nr. 82 – Romário

Prøv lige at tjek en moden mand der holder hjulene i gang.

Ja. Romário kunne vel stadig lave 15 mål i suppen pt. Måske endda 17.

Om lidt ringer Claus Steinlein via sin direkte linje til Copacabana og forsøger at lokke legenden til Herning.

Men det gider Romário ikke, Claus. Der er nogle af verdens flotteste G-strengs badende damer der skal bolles bag toiletterne. Der er strandfodbold der skal spilles. Mål der skal bombes. Fa’øls der skal kyles. Kokain der skal festes.

Læg på, Steinlein! Drop det, Gamle. Brug hellere energien på farvevalget af dit næste Herning-slips.

Nr. 81 – Javier Zanetti

Endnu en stor, stor don med et garn og kæbeparti de fleste mænd bør misunde.

Javier var billedet på kontinuitet med de fleste værktøjer i kassen. Og Samos’ mest trofaste følgere får lige denne anekdote endnu engang: Samos møder en italiensk Inter-fan på Koh Lipe, Thailand. Vi drikker et par fa’. Taler sammen. Ryger en cigaret. Jeg spørger selvfølgelig “hvem er den bedste?”. Til det svarer min nye italienske ven tørt “Det er stadig Javier. Han er stadig den bedste”

Zanetti var 41 den sommer.

Nr. 80 – Giovane Élber

Giovane Élber var, som jeg husker det, en af de første der rockede de hvide boots.

I en tid, hvor alle spillede i sorte boots – dengang farvede boots var en William Kvist pasning frem i banen.

Alene derfor er den tidligere Bayern-brasser med. Yderligere for sine mål (133 i Bundesligaen). Og for at være bombeREN i VFL Stuttgarts frygtede offensive trio med Freddi Bobic og den bulgarske 10’er med mørkt Steve Sanders-garn, Krassimir Balakov.

PS. Lol. Han har spillet i AC Milan! Der kan man bare se.

Nr. 79 – David Beckham

My word. What can you say about David Beckham?

Listen. Forget about the Spice Girl thing.

David Beckham is the definition of a true stickman. I mean. He has fucked loads of smoking birds. And he is still doing his thang, I’m sure. He has done it with class. With dignity. As a gentleman.

Off course. On the pitch, David was a student of the game. Without a shadow of a doubt. And that cross. That fu’in’ cross. A spectacula right foot. He could pick out any teammate on the pitch with that beautiful right foot, couldn’t he?

But David’s best attributes, his bread and butter, was his sheer determination and work ethic. He had old school, down in the trenches, blue color work ethics. Which was mirrored on the pitch. I think he got that from his old man, who worked in the coal mines.

I know. I know. David played for Penchester. Well. That just means there is a little, tiny cunt inside him. But that’s alright, mama. That’s alright with me. Nobody is perfect.

Let see the man’s highlights from Madri’ed

Nr. 78 – Ailton Gonçalves da Silva

Indehaver af et af spillets bedste nicknames – Kugelblitz. Det kan tyskerne sgu. Uddele nicknames.

Med tæt statur, mangel på hals og et kraftigt underbid lignede Ailton mere en tyk udgave af den mindste Dalton-bror, end det han var – bomber af høj international klasse.

Ailton kunne spille. Og score mål. Og han havde et antrit. Werder-legenden var faktisk så god, at han lavede 106 basser i 216 Bundesligakampe og som den første u’lænding nogensinde, i mesterskabssæsonen 2004, blev kåret til årets spiller i Tyskland.

Tænk sig. Han fik aldrig en landskamp.

Nr. 77 – Lars Ricken

I ethvert Dortmund-hjerte er Lars Ricken en legende. Klubmanden der debuterede som 17-årig for fødebyen og spillede 15 sæsoner foran Die gelbe Wand.

To mål står klarest for Samos. Begge fra 97-sæsonen.

1) I CL-semien på Old Trafford sendte tyskeren, med dette venstre slangehuk, Peter Schmiechel og Penchester ud (0:50).

2) Et ikonisk mål. Ikke blot i Dortmunds hæderkronede historie. Men i Champions League-historien. 16 sekunder havde Lars været på banen i CL-finalen mod Juventus, før han gik dybt i kuglen og brugte sandjernet til at passere Angelo Peruzzi. 3-1. Sejren var tysk.

Nr. 76 – Eden Hazard

Da Belgiens ‘Forbudte frugt’ Eden Hazard stadig fik sin løn af Lille, købte Samos Blokka ham altid i Manager.

Han var fantastisk. Leverede hver sæson. Driblede rundt og tørrede røv på modstanderne. Trak ind i banen og hakkede på kassen. Scorede mål. Lavede assist. Du kunne både spille ham på kanten, på 10’er-positionen eller sågar som 8’er (som tilfældet i Samos’ berømte Inter-save i FM11).

I den virkelige verden, på de rigtige stadions, levede Hazard op til spillets forudsigelser, da han, i 7 sæsoner, var bedste mand for Roman Abramovich’s næststørste legetøj.

Men nu. I Madrid. Her ligner det, at ‘Eddie’, ligesom R9 gjorde det, nyder den gode spanske skinke i for store mængder.

Nr. 75 – David Villa

Slår du ‘looking douche’ op i en spansk urban ordbog, står der David Villa.

Elsker det look. Jeg ville da også køre den tynde bakkenbart og dét der fipskæg, havde jeg trådt min ungdomsfodbold på de breddegrader. Klart.

Samos’ kærligheden til El Guaje stammer fra tiden i Balencia, hvor the likes of David Silva og Juan Mata servicerede. Fra tiden i Barca, hvor han ligeledes sendte et par bolde i nettet og vandt et par titler. Og fra sommeren 2010, hvor David bombede VM-titlen hjem til Spanien.

Nr. 74 – David Alaba

Østrigs fodboldhistorie er ikke Samos’ ‘major’. Alligevel vover jeg pelsen og kalder David Alaba alpelandets bedste nogensinde – efterfulgt af Toni Polster og Andy Herzög.

Jeg er vild med David Alaba. Super intelligent og alsidig type. Ka’ sparke på mål, joo. Så er han ‘mægtig teksnisk, på et højere niveau end Japan’ for nu at citere en anden tyr – 20-årige MC Clemens – på baskeren “Blod, spyt og sperm” fra sophomore-albummet, Den Anden Verden.

Til sommer er det regnskabets time for transferfrie David Alaba. Han burde tage til Nordlondon, den røde del. Men ender nok i Madrid, den hvide del.

Nr. 73 – Bo Henriksen

“Bræmer, du er kongen derinde, Gamle.” Måske et af de bedste videoklip der ikke er online mere.

Nej, Bo. Du er kongen derinde, gamle. Du er genial. Du er verdensklass’. Du kalder dine spillere for ‘Gamle’. Du kaldte Glen Riddersholm for ‘Gamle’, da du, i et fuldstændig fænomenalt retorisk nyrestød, spurgte SønderjyskE-træneren:

“Vil du ha’ nogle stærkere briller, Gamle”

Hmm. Mon Bo også benyttede ‘Gamle’, da han selv var aktiv? Da han og Faxe vandt mesterskabet med Herfølge? Da han drak fa’øls med Mølby i Kidderminster? Eller da han, og den dansende hale i nakken, slog igennem i Odense Boldklub?

Det tror jeg egentlig ikke.

Er “Gamle” ikke en relativ ny tiltaleform? Mindes at man første gang hørte det på gader og stræder i de sene 00’er. Hmm. Det har vel rødder i “gamle dreng” og “gamle jas”?

I starten var jeg forbavset. Nærmest mystificeret. Hvorfor kalder en person en anden for ‘Gamle’, selvom hverken afsender eller modtager per definition er gamle? Hvorfor kalder en person en anden person for ‘Gamle’, når afsenderen er ældre end modtageren? I en perioden tænkte jeg, at det var “donket” at gå rundt og kalde folk for ‘Gamle’. Men det var fordi, at jeg ikke forstod verden. Fordi jeg ikke var moden nok. Fordi jeg ikke selv var gammel nok. De seneste mange år har jeg ikke kunnet leve uden ‘Gamle’.

Nr. 72 – Kaká

Pasningen til Hernan Crespo i CL-finalen står mejslet i hukommelsen. Det var Kaká’s Xavi-moment.

Jeg mindes selvfølgelig også nogle gode præstationer mod Penchester i CL, hvor Kaká med sine glidende løb, driblinger, skarpe pasninger og mål lukkede munden på Old Trafford.

Jeg har nok altid straffet den jomfruelige brasser for sin korte prime, hvor han, i et par år var verdens bedste fodboldspiller. Hvad skete der i Madrid?

Hvorfor?

Nr. 71 – Kevin De Bruyne

Kevin De Bruyne ligner en type Samos mødte med jævne mellemrum i ungdomsårene. Han spillede typisk for en klub fra Storkøbenhavn og hed enten Nikki eller Steven.

Er Kevin De Bruyne ik’ lige så god som Gerrard og Lampard? Pound for pound måske endda bedre? Eller er jeg helt gal på den?

Han er Citys bedste spiller. Han har et bedre overblik end de to. Mere flair. Bedre teknik. Ligesom dem kan han også score mål. Han mangler lige at vinde CL.

Er han allerede bedre?

Spørgsmålene er mange. Konklusionerne blæser i vinden.

Nr. 70 – Ali Daei

Åhh, folkeskolen. Den søde tid. En tid, hvor der var tid til spas og løjer. I min klasse kastede vi skolemælken på hinanden. Vi trak stolen væk under de personer der havde modet til at vippe på den. Og så var der ‘kys bedstefar’ – en udspekuleret ‘prank’, hvor mobberen kærtegnede sit offers ansigt med en kost – helst nyfejet.

Ali Daei har aldrig haft brug for andet end sit eget overskæg for at fuldføre en ‘kys bedstefar’. Ja. Historien går faktisk på, at jordemoderen hverken trak i arme, ben eller hoved for at forære den lille bomber sit første lys. I stedet trak hun lige der hvor styrken sad – i overskægget.

Et mustache så tæt og fyldigt, at manden, som selveste Franz Beckenbauer håndplukkede til Bayern München, fortsat gemmer alle 109 landsholdsmål så effektivt, at kun Cristiano Ronaldo fortsat leder efter dem.

Det geniale er, at Ali Daei kun har bombet i Mellemøsten. I Arminia Bielefeld, Bayern München og Hertha Berlin lød mål-totalen på sølle 19 mål i 107 kampe.

Men bare rolig. Den beskedne målkonto til trods, er jeg sikker på, at Ali har fået sin del. Helt sikkert i Berlin, hvor ben spredes proportionalt med snotbremsens fyldighed.

Nr. 69 – Djalminha

Little Djalma Dias var 10’eren, der, omkring årtusindskiftet, bar 8’eren for Deportivo La Coruna – dengang den galiciske klub spillede god fodbold.

I værktøjskassen lå et dødbringende og kælent venstreben, kreativitet og flair. Djalminha var en regulær artist. Men en artist har altid en skyggeside. Djalminhas skygge var temperamentet.

Et temperament der brat satte en stopper for velmarksdagene i ‘Depor’, da Djalminha blev lagt på is af sin træner, Javier Irureta, og senere sendt på lån i Austria Wien.

Hvorfor? Djalminha nikkede Irueta en skalle til træning.

Men tjek hans mixtape. Manden havde talent.

Nr. 68 – Joshua Kimmich

Samos er fan af Philipp Lahm 2.0. Den 26-årige tysker er, ligesom Lahm var det, en af venstre bedste på to positioner – højre back og 6’eren.

Han kan smadre igennem. Han kan spille frem i banen. Han fylder meget defensiv. Han gør ondt på modstanderen offensivt. Han laver flere mål end Lahm. Han har mere stål end Lahm. Han er måske ikke lige SÅ klog som Lahm. Men det skal han ikke være ked af. Det er de færreste.

Og Joshua Kimmichs aktie falder bestemt ikke af, at han bærer overskægget en gang imellem. Tværtimod.

Nr. 67 – Mario Balotelli

Why always me?-T-shirt’en mod Penchester.

Dengang han kastede dartpile mod City’s akademispillere.

Målet mod Tyskland, der blev et alltime meme.

Dengang han ikke kunne tage sin vest på.

“Trick” skuddet mod LA Galaxy.

Dengang han skød fyrværkeri ud af sit vindue og herved satte ild til sit hus.

Dengang han var ude med Blackburns Chris Samba og gav 1000 pund til en hjemløs (Han gav åbenbart hele tiden penge til folk på gaden).

Dengang politiet spurgte, hvorfor han gik rundt med 5000 pund i lommen og han svarede: “Fordi jeg er rig”.

Mario Balotelli har signeret mange mindeværdige momenter. På fodboldbanen toppede Italiens enfant terrible til EM12, inden det gik støt ned af bakke i Milan, Liverpool, Nice, Marseille, Brescia og nu… Nu optræder han, i en alder af 30 år, for Monza.

Nr. 66 – Cesc Fábregas

Følgende er et åbent brev til Cesc Fábregas – kaldet ‘Hvorfor Cesc?’

Hvorfor Cesc?

Hvorfor tog du til Barca?

Hvorfor Cesc?

Var det fordi, at du ville være fjerdebedst i kant?

Hvorfor Cesc?

Hvorfor spillede du ikke hele karrieren hos Gunners og blev en af klubbens største legender?

Hvorfor Cesc?

Hvorfor forlade Don Robbie, Claude, DT, Troopz, Ty og Lee Judges?

Hvorfor Cesc?

De drenge ville ha’ taget en kugle for dig. De ville ha’ født dine børn. Og nu. Nu er du blot en cunt der har spillet i Chelsea.

Hvorfor Cesc?

Hvad skete der? Du gik fra verdensklasse i Arsenal til ringvrag i Monaco??

Hvorfor Cesc?

Du var så god. Har lige set dit mixtape. Jeg havde egentlig glemt, at du var så god.

Hvorfor Cesc?

Nr. 65 – Sergio Agüero

Sergio Agüerooooooooooooooooooooooooo! scorede det, vel nok, mest ikoniske mål i Premier League-æraen den 13 maj 2012. Hvilken følelse det må ha’ været. Hvilken glæde han må ha’ følt i sekunderne, timerne og dagene efter dét mål.

I øvrigt er Sergio Agüero én af de bedste angribere Premier League har set. I hvert fald top5. Og selvom skaderne har tynget ham de seneste sæsoner, forstår jeg ikke helt, hvorfor Pep Guardiola har givet ham så lidt spilletid!?

Når Sergio Agüero befinder sig på en fodboldbane, scorer han mål. 257 mål i 358 kampe for City. 100 mål i 230 kampe for Atletico. 41 mål i 97 kampe for Argentina.

Det kunne sgu være meget nice, hvis han skrev med Barca her til sommer og Messi bliver.

Nr. 64 – Bobby Lewandowski

22 januar 2006. Staples Center. Los Angeles: “Skynd dig. Tænd fjernsynet. Kobe har 74 point og der er tre minutter igen…”

24 september 2015. Allianz Arena. Bayern: “Skynd dig. Over på Bayern-kampen. Lewandowski har scoret 4 mål på 6 minutter…”

Heldigvis havde Samos, den aften i september, allerede Bayern Müchen – Wolfsburg-kampen kørende. Wolfsburg førte 0-1, da Bobby Lewandowski kom på banen efter pausen. 15 minutter senere havde polakken tilføjet 5 basser til totalen.

Han scorede i minut 51’, 52’, 55’, 57’ og 60’, mens typer som Naldo og Dante frustreret indså, at de befandt sig lige midt i en historisk fodbold orkan – lige midt i Death Valley.

Jo. Lewandowski var ekstra varm den aften. Brandvarm. Smokin’. Men kapitlet om de 5 mål på 9 minutter afviger ikke fra romanen Robert Lewandowski.

Lewandowski er mål. Mange mål. Højre, venstre, hoved, knæ, tå, bryst.

Mål. Mål. Mål.

Her er klippet fra Lewandowski’s ‘magische fünferpack’. Fin flugter han slutter ballet af på, i øvrigt.

Nr. 63 – Carlos Tevez

Tilsat et twist af god gammeldags talent, teknik og spilforståelse angriber Carlos Tevez “the great game” som han ser ud.

Med et, nærmest poetisk, bistialsk bidemærke hængende om halsen jagter den argentinske terrier de stakkels forsvarsspillere én efter én – indtil byttet er fortæret og bolden lagt i nettet.

Kærligheden til Tevez spirede for alvor, da gadedrengen i 2009 skiftede fra ‘The noisy neighbours’ til Manchester City. Se, dét var et konge skifte.

Nr. 62 – Dani Agger

Det var sgu en fornøjelse at se Daniel Agger spille centerback.

Kølig med kuglen, overblik, fysisk stærk, okay hurtig, udmærket med hovedet, læste spillet, og en sublim venstre pasningsfod.

Jeg er stadig ikke i tvivl. Uden skaderne havde Daniel Agger været en top 10 centerback i sin generation.

Nr. 61 – Sergio Busquets

Elsket af sine medspillere og Barcelona-fans. Hadet af resten af fodboldverdenen.

Men ikke af en karl som Samos. En karl der påskønner den hurtige fodboldhjerne. Sergio Busquets er en fodboldcomputer. Så dygtig taktisk og teknisk. Eller. Det var han i hvert fald. I dag kører computeren ikke i helt samme tempo.

Men fra han var i start- til slut-20’erne, var han den bedste 6’er i en boldbesiddende filosofi.

Nr. 60 – Francesco Totti

I maj 1993, 16 år gammel, debuterede Francesco Totti for AS Roma som ‘Prinsen af Rom’. 24 år, 788 kampe, 307 mål og 184 assist senere satte 10’eren støvlerne på hylden som ‘Den ottende konge af Rom’.

En don på banen. En don udenfor banen. Kun Christian Poulsen kan være uenig. Men det tror jeg egentlig ikke, at Christian er.

Samos var selvfølgelig vild med Totti’s tendens til at gå dybt i bolden – som bekendt spillets smukkeste afslutning. Her er nogle eksempler.

Nr. 59 – Didier Drogba

Hvis Samuel Eto’o var Afrikas angrebsdiamant, var Didier Drogba Afrikas uslebne angrebsdiamant – en diamant forsvarsspillerne slog sig på.

Didier Drogba måler faktisk “kun” 188 centimeter. Hmm. Troede han var højere. Du kunne ikke komme ind på kroppen af ham. Han var rimelig hurtig. Havde et godt højre svirp i skøjten. Og på trods af de brede skuldre, havde han også finesse. God på låget, selvsagt.

Champions League-finalen 2012 var 34-årige Didier Drogsba’s finale. Ivorianeren udlignede i det 88’ minut på hovedet og scorede senere det afgørende straffe. Bravo! Det var der noget poetisk i, da Drogba, i 2008, havde tabt finalen på straffespark til Penchester, og, i 2009, blev sendt ud af FC Barcelona i semi’en. Jeg så kampen på Stamford Bridge mod Barca og holdte med Barca. Alligevel er jeg enig:

“Yes, Didier. It was a disgrace.”

Nr. 58 – Alessandro Del Piero

Samos Blokka blev forelsket i Alessandro Del Piero, da italieneren og Juventus dominerede Champions League og TV3’s kommentatorpar bestod af hæse Jørgen Herbert og den tilbagelænede fodboldprofessor Birger Peitersen.

Med 10’eren på ryggen var Del Piero, op gennem anden halvdel af 90’erne og ind i 00’erne, sammen med Zidane naturligvis, klubbens offensive midtpunkt. Han scorede mål og assisterede. Del Piero var især glad for det rundskæve, krøllede traf på bolden – både på frispark og i åbent spil.

Og lad os se det i øjnene. Noget af det sjoveste ved fodbold er at trække ind i banen og krølle den over i det lange hjørne.

Nr. 57 – Cafu

Som mange brasilianske backs, før og efter, var Cafu super underholdende på en fodboldbane.

Et energibundt der bare ville fremad. Der kom hver gang. Om der så var ét minut tilbage af VM-finalen, og den blot skulle forsvares hjem. Han ville frem. Han kom hver gang. På landsholdet. For AS Roma. Ja, selv på sine ældre dage, i AC Milan, ville han fremad og komme hver gang.

Cafu deltog i fire verdensmesterskaber (1994,1998, 2002 og 2006) og vandt to af dem. Pure Class.

Nr. 56 – Sergio Ramos

Det eneste negative facit ud fra ligningen Sergio Ramos er de mange røde kort. Ellers har Ramos ikke sat mange fødder forkert i en karrieren, hvor han både for La Roja og Real Madrid vil gå ned som én af de største.

Ikke kun fordi han defensivt har været en af sin generations bedste. Men også fordi han kan spille med fødderne og har scoret mange og vigtige mål. 101 mål for Real (670 kampe) og 23 for Spanien (178 kampe). Dét er imponerende.

Sergio Ramos fylder 35 den 30. marts, men han er still going strong. Kongeklubben bør da snarest muligt give manden den to-årige kontrakt han fortjener.

Så er han, i øvrigt, en kæmpe don. 

Nr. 55 – Javier Mascherano

En træner sagde engang til mig: “Alle gode defensive midtbanespillere er også gode centerbacks.”

Hmm. Det havde han egentlig ret i. Det kræver det samme. Taktik. Placeringsevne. Tackle. Læse spillet. Og, som oftest, spille de korte, sikre pasninger. Omvendt er det ikke alle gode centerbacks der kan blive gode DM’s (det er bare nemmere at have spillet foran sig end rundt om sig)

Javier Mascherano eller El Jefecito (den lille chef) var verdensklasse som centerback i Barca, efter at han for Argentina og hos Liverpool var en af de bedst tacklende 6’ere i verdensfodbold.

Apropos tacklinger. ‘Masch’ var han en fremragende tackler. Han sendte den ene syngende tackling afsted efter den anden. Men altid med kalkule og timing.

Nr. 54 – Luka Modric

For en nation med ca. 4 millioner indbyggere har Kroatien produceret en imponerende mængde fodboldtalent.

Siden de, for knap 30 år siden, blev selvstændige er typer som Boban, Prosinecki, Boksic, Jarni, Kovac, Olic, Perisic, Rakitic, Darijo Srna (Legenden der aldrig har spillet en dårlig kamp på højre toback i Manager) og Peter Schmeichels gode ven, Davor Suker blot et par håndfulde beviser herpå.

Den bedste Kroatien hidtil har spyttet ud af balkan-laboratoriet er lille, langhårede Luka Modric. En vintage Balkan puppetmaster – bare uden temperamentet. Ja. Han ser nærmest sød ud, som han løber rundt der og leger kispus.

Real Madrid – Atalanta kampen forleden var dræbende kedelig. Men alligevel sad Samos og nød Luka. De små vendinger. De kloge beslutninger. Han smider ikke kuglen væk. Den ligger der bare. Klar til at blive distribueret.

Nr. 53 – Juan Sebastian Veron

Hvorfor de, i Argentina, kaldte Juan Sebastian Veron ‘La Brujita’ (den lille heks) kan Samos ikke lure. Men det lyder nice.

Faktum er, at ‘heksen’ omkring årtusindskiftet spilfordelede tre mandskaber, hvis Wikipedia-sider kilder de helt rigtige steder på enhver fodboldhipster:

Sampdoria (97-98) med bl.a. Mihajlovic, Karembeu, Montella, Klinsmann og Bebbe Signori.

Parma (98-99) med bl.a. Buffon, Sensini, Crespo, Asprilla, Cannavaro, Thuram, Chiesa og Stefano Fiore.

Lazio (99-2001) med bl.a. Sensini, Conceicao, Boksic, Salas, Mancini, Mihajlovic, Nesta, Simeone, Nedved, Stankovic, S. Inzaghi, Couto og sølvræven Fabrizio Ravanelli.

Serie A var loooaded med talent dengang.

Så tog Veron til England. Det blev hverken godt Penchester eller Chelsea. Heldigvis tog han hjem til Estudiantes og don’nede den i karrierens efterår.

Nr. 52 – Gianfranco Zola

I Chelsea Football Club’s Premier League-historie oplever jeg to væsentlige nedslag. Den ene var i 2003, da Roman Abramovich, med sine oliepenge, smurte klubben ind i verdensklassespillere. Det andet var i 1996, da en lille italienske balletdanser ved navn Gianfranco Zola kom til ‘Broen’ fra Parma.

Året forinden havde The Blues godt nok hentet Ruud Gullit ind som spillende træner. Men selvom Gullit kastede lidt rusten stjernestøv ud over klubben, var den legendariske hollænder gammel. Han var slidt.

Da Zola løb på banen, kastede han både stjernestøv og sukker ud til et publikum på Stamford Bridge der var vant til stål og ukrudt. Manden, der blev oplært af Maradona i Napoli, gjorde simpelthen Chelsea til en klub andre store internationale spillere ville spille for.

Fantastisk spiller. Så var det nice, at han tog nummer 25 i Chelsea. Her er en video, hvor Zola fortæller historier om trøjerne han bar gennem karrieren. Værten starter bare med at kalde ham, hvad han er – Legend.

Nr. 51 – Juan Carlos Valeron

Alle der har sparket til en bold vil gerne være 10’er. Dem der benægter, er fulde af lort.

Det er bare de færreste der er gode nok til at spille 10’eren. At være arkitekten. En fri elektron, som Peter Rudbæk, så smukt, kaldte positionen. At bygge op, i stedet for at rive ned. At tænke hurtigt nok, hvor der er mindst plads. At være så oven på, at man skaber mere for andre end sig selv.

Elegante Juan Carlos Valeron passede perfekt til 10’eren. Godt nok bar han 21. Men i Juan Carlos’ tilfælde er det bare positiv douche.

PS. Jeg troede faktisk, at Valeron spillede næsten hele karrieren i ‘Super Depor’. Men selvfølgelig har en don som ham spillet på fødeøen Gran Canaria hos Las Palmas (hvor han debuterede og sluttede som 41-årig), på Mallorca plus én sæson i Atletico.