Der findes en bowlingklub i Odense ved navn Brasilia.
Det ved jeg, fordi jeg kom en del i bowlinghallen som knægt. Altså den rigtige bowlinghal. Ikke den inde i City. Ikke den med farvede letvægtskugler og paraply med drinks. Nej, det var den brune, den ægte. Den hvor man altid bowlede med den douche håndskinne. Den med de billige håndjobs på toiletterne. Den hvor det arbejdende folk kom for at puste ud til synet af maling, røg og fa’øl der symfonisk drev ned af væggene. Den hvor det var moderigtigt at ligne en børnelokker. For en lille baryler som jeg, var dén bowlinghal en fascinerende scene.
Jeg kom også for at se min far spille. Han spillede både i firma- og klubregi om onsdagen og i weekenderne. De var en 4-5 stykker på hvert hold – alle med hver deres måde at behandle kuglen på. Som i golf eller tennis er et solidt bowlingskud funderet i rutiner og gentagelser – ligeledes i tilfældet min far. Inden han fattede kuglen og stak sine tre pølser heri, sørgede han naturligvis for rengøre højre skudhånd for skidt og snavs med et slidt klæde. Derefter var turen kommet til de der blæsehuller i kuglehuset, hvor han lod selv samme hånd sig blæse på. Nu trissede han ud på banen og placerede først højre fod og dernæst venstre fod ved anden afmærkning for efterfølgende at vugge lidt op og ned i knæene. Med flere nøje opmålte Cristiano Ronaldo’ske trin frem i banen angreb han med selvtillid. Men der var et twist forbundet med selve skudafviklingen. Et akavet twist – en signatur. Millisekunder før han slap kuglen, lignede det altid, at han var ved at vælte både forover og til siden. På mange måder mindede denne kantede ballet med tyngdekraften om den gamle brasilianske fodboldspiller Garrincha, der, grundet sine hjulben, dræblede med akavet elegance. På bagkant af en juli måned, hvor alle iglerne i SoMeDanmark har brugt cykelsporten til at kaste lys på deres patetiske profiler, kan min fars twistede skud ligeledes sammenlignes med den hedengangne Kelme-rytter Fernando Escartin der altid lå skævt på cyklen. Men min far væltede aldrig. I stedet afsluttede han bevægelsen med at skubbe sit højre ben bag om sit venstre og stædigt fastholde kroppen i en strå positur, således at den sidste mentale gevind blev kanaliseret hele vejen mod kegle nr. 1.
En. To. Tre. Bang. Først faldt nr. 1, sidenhen frøken Domino og de andre ludere. For mig var dette skud essensen af bowling.
Han var en dygtig spiller, min far. Og en “moderne leder” årtier inden dine “forbindelser” nogensinde overvejede at “connecte” de to ord inde på den digitale kræftsvulst, LinkedIn. Han fik engang 270 ish “pinde” i én serie. Efterfølgende kvitterede holdkammeraterne med vild jubel, mens manden i sky ikke tøvede med at vifte en ny omgang ned til båsen. Han har også engang udført spillets sværeste skud, et såkaldt “7-10 split” (den yderste højre “pind” og yderste venstre “pind” nedlægges i andet forsøg). Mener det var dengang Bowlingklubben Sambowl tog på forlænget weekend til Eindhoven, Holland for at afgrænse de vise sten mellem flirt og voldtægt.
“Samos” sagde han engang, mens jeg boltrede mig i hindbærbrus og for 5 kr. blandet. “Bowling er en herlig drik.” Reglen var at smage sin øl, hver gang man havde afsluttet sin tur. Herimellem kunne man frit “kyle”, en mulighed flere gjorde nytte af. Og lavede én på holdet “strike” eller “sparre”, stod den altid på den dobbelte highfive (også kendt som den lesbiske highfive) til hele holdet. Hmm. Det var sikkert derfor, at der altid var så god moral på de indre linjer.
De jo tog pis på hinanden, så det drev ned af væggene. En lørdag aften sad min far og nogle kammesjukker oppe i cafeteriet og fik et par stifter efter en hård match – garanteret mod den evige ærkerival, “Smutterne” (Bowlingklubben Smut, red.). Nå. På et tidspunkt, hvor DJ ToppMüllers playliste spillede på sit højeste, begyndte Lars Albani, helt umotiveret, at hælde gyldne dråber ind i øret på min far. “Hvad fanden bilder du dig ind?” udbrød han straks og forhørte sig endvidere, om Lars Albani skulle have røven på komedie. Da Lars Albani kort efter gentog sin spøg, tog min far sit fyrtøj op mod Hr. Albanis elskede cykelstyrskæg (som han havde nulret og kælet for i månedsvis) med beskeden om, at næste gang havde den form for eklatant ølspild fatale konsekvenser. Men Lars Albani, der befandt sig på tinden af en syvhestes brandert, logrede ikke med halen. For tredje gang pjaskede øllen mod øret. Få sekunder efter ramte chokket. Den ene halvdel af Lars Albanis cykelstyrskæg var nu reduceret til SOS-signaler. Lars tog ikke med på Palmehaven den aften.
“Og sådanne nogle historier kunne jeg fortælle hundredvis af, min dreng. Tusindvis.”
Jeg var også fascineret af det hul, hvor kuglerne kom ud. Det er jeg stadig. Hvilken kugle sprang først op? Hvor tung var den? Og hvem tilhørte den? Det var altid et drama.
Der var kugler overalt. I massevis lå nogle på stativer og sov til middag, mens andre, på tværs af banerne, skabte det ikoniske og rytmisk urytmiske lydtæppe ved enten at suse hen over gulvbrædderne eller kollidere med keglerne. Jeg kan huske, at min far engang fik en splinterny kugle af min mor i julegave. Jeg var imponeret. Den var ekstremt tung og ankom i sin egen lille koboltblå velourtaske. Den skinnede og der var bundet en lille sløjfe omkring. Allerede dengang havde jeg en fornemmelse af, at dette var en kugle med mange gode skud i.
I den rigtige bowlinghal frekventerede selvsagt et hobetal af fede typer. Hurtigt konkluderede jeg, at det ikke krævede stærke ben at være en dygtig bowlingspiller. Det hang sikkert sammen med, at en velpolstret overkrop generer langt mere gevind. Der var også kvinder til stede. Nogle af dem tog af bordene, mens andre spillede med. Uagtet deres rolle var der tale om robuste kvinder. Kvinder i stand til at sætte en hanhund på plads. Det var Bolbromødre, fabriksarbejdere, fiskerpiger og taxachauffører… Masser af taxachauffører. Lizzie fra Krone Taxa kunne snildt ha’ siddet der, spillet der eller bestyret cafeteriet med en fast kærlig hånd. Blandt det kvindelig publikum havde jeg også en favoritspiller. En elegant dame med et hvidt, højt permanent krøllet hår, tung brille, cigaret i mundvigen og næsen i Martini. Kvinden var min farmor og ekstrem teknisk dygtig på kuglen. Min farfar spillede naturligvis også. Han havde samme frisure som kuglen og var en stor don på de kanter. Ja, selv min fars to brødre spillede deres bowling i den hal. Neej, man kan roligt konstatere, at bowling lå i familien.
I dag er jeg lige så gammel som min far var, dengang jeg stod og så ham bowle. Eller jeg er sikkert ældre. Det er mærkeligt. Han var jo ældre dengang, end han er nu.
