8 ikoniske albums. 8 ikoniske kunstnere. 8 favoritnumre – plus de løse musik anbefalinger. Det er, hvad der står på menuen. Men først skal jeg lige spørge dig om noget.

Tager du også dig selv i at vrikke lidt med rumpen, når du hjemme i privaten sætter musik på, eller måske vipper du også lidt med hovedet, når du går rundt med hørebøfferne i? Hvis ikke, hører du enten ikke det rigtige musik, eller også drikker du simpelthen for lidt alkohol. Men bare rolig. Det er der råd for. Tag et glas vin og få serveret 8 funky soul-albums der sender vibrationer ud til både lemmer og stemmebånd.

Opråb: Elektronik er godt. Internettet er fantastisk. Men de zapper-tendenser, vi alle kender fra festerne, må du lægge fra dig. Fordyb dig i materialet og hør det igennem. Start med at høre nummer 1. Så tager du nummer 2. Derefter nummer 3. Guldet ligger lige for dine fingerspidser – på Youtube og Spotify – imellem singlerne.

(Spotify liste med alle albums + det løse findes i bunden)

Ray Charles – The Genius of Ray Charles (1959)

Øvha, hvor Ray Charles (og band) svinger på The Genius of Ray Charles.

Albummet, hvor Ray Charles (“geniet” blandt kolleger) fusionerer soul med jazz, blues og gospel, er opdelt i to faser. Mens side 1 ledsages af det tempofyldte big band, lægges trompeterne på hylden omme på side 2, hvor Ray Charles crooner sig helt ned i tempo og lader strygerne få opmærksomheden.

Albummet befinder sig på Q Magasins liste over bedste Soul albums nogensinde og er nummer 263 på Rolling Stone Magazines 500 bedste albums nogensinde.

 Favoritnummer: ”Let the good times roll”En svingende start.

James Brown – Live at the Apollo (1962)

Live at the Apollo er Soul Rock ‘n’ Roll i sin pureste form – leveret af den sorte Elvis, Mr. Please Please himself. I løbet af en 40 minutters hektisk live-session i Apollo teatret i Harlem synger, råber og skriger James Brown så brunstigt, at det ikoniske stemmebånd, helt åbenlyst, sender sitrende vibrationer direkte ned i det kvindelige publikums underdrenge.

Jeg kan lige se moves’ne for mig. Funky hoftevrid, spredte ben, små spark til siden og jeg skal komme efter dig…

Pladen, hvor ”The Godfather of Soul” assisteres af The Famous Flames, indtager, i øvrigt, nummer 25 på Rolling Stone føromtalte top 500 liste.

Favoritnummer: ”Lost Someone”. James Brown – ikke Djämes Braun – har fået sig en slem omgang af The Blues, hvilket forløses over 10 minutter med følelserne på ydersiden af heldragten.

Otis Redding – Otis Blue / Otis Redding sings soul (1965)

Otis Redding er nok mest kendt for titelnummeret på albummet (Sittin’ on) The Dock Of The Bay. Bevares, det er også et godt album og nummer. Men denne plade er bare bedre.

Men frygt for at blive stoppet på klicheernes holdeplads, har jeg fornemmelsen af, at Otis Redding, med sin über cool røst, bedre end 99,9 % af kunstner-kollegerne derude formår at klynge hele følelsesregistret ud på denne plade, så man virkelig tror på det.

Otis Blue består af otte cover-numre samt tre numre som Otis selv har haft fyldepennen nede i – “Ole Man Trouble“, “Respect” og “I’ve been loving you too long“.

Da jeg googlede Otis, fandt jeg ud af, at manden allerede døde i en alder af 26 (to år efter denne plade)! Men han fik alligevel noget ud af de 26 år – stille og rolig legendestatus. No more, no less.

Favoritnummer: Down in  the Walley. Det er bare et groove nummer.

Aretha Franklin – I Never loved a man the Way I love you (1967)

Nogle gange i tilværelse går man rundt i en bedøvet tilstand. Man kigger hverken tilbage, frem eller til siden. Man er ikke nysgerrig nok. Man giver ikke sig selv de bedste forudsætninger.

Inden jeg havde hørt dette album, tænkte jeg: “Aretha Franklin? Ja, hun har da lavet nogle meget gode numre“. Nu kalder jeg albummet en personlig evergreen. “I Never Loved a Man the Way I love you” er, på godt jysk, et bundsolidt album. På københavnsk er det bomben! På fynsk er den reddi fee’.

Er det noget for dig, kan jeg anbefale podcasten Album, hvor Kristian Leth og Ralf Christensen taler nørdet i flere timer om albummet.

Favoritnummer: I Never Loved a Man (the Way I love you). 

PS. Lady Soul fra 1968 er heller ikke et dårligt album.

Marvin Gaye – What’s Going On (1971)

Med udgangspunkt i sine egne brødres oplevelser i Vietnam-krigen, stiller Marvin Gaye’s silkebløde stemme det åbenlyse og stadigt aktuelle spørgsmål på titel- og åbningsnummeret – What’s Going On. Meget god start på denne koncept-basker af et album, der på en glidende og smooth facon udfolder sig som en individuel psykologtime med nationalt- og globalt perspektiv. Skiven rangeres af flere kritikere blandt de bedste nogensinde.

Favoritnummer: What’s Going On. Da Gordy Berry (Motowns grundlægger) hørte sangen første gang, mente han, at det var den dårligste sang, han nogensinde havde hørt…

Marvin var heldigvis ligeglad.

Bill Withers – Still Bill (1972)

Bill Withers er i høj grad stadig Bill på dette album. Uenige tunger vil postulere, at albummet Just As I Am fra 1971 er bedre, men jeg hælder mest til Still Bill. Jeg kendte allerede numrene ”Learn on me” og ”Use Me” inden albummet blev gennemhørt, men langsomt og sikkert erfarede jeg, at der ikke findes ét dårligt nummer på skiven.

Favoritnummer: ”Learn on me”,

when you’re not strong, And I’ll be your friend,

I’ll help you carry on, For it won’t be long,

‘Til I’m gonna need, Somebody to lean on.

Arh men, hallo! Hallooo! Det bliver ikke meget bedre.

Stevie Wonder – Innervisions (1973)

Stevie Wonder er en all time great i min bog. For helvede, han er god! Så meget talent! Så mange gode numre i bagkataloget! Jeg kunne snildt smide flere Wonder-albums i mix’et, men du SKAL efterfølgende høre ”Songs in a Key of Life” og ”Talking Book. Så er du godt i gang.

Innervisions indeholder Stevie’s patenterede funky og groove stil på numre som: Higher Ground , Living for The City og Don’t You Worry ‘Bout a Thing. Men der er også plads til ballader som All In Love Is Fair og…

Favoritnummer: He’s Misstra Know-It all. Flere peger på, at Stevie, med denne tekst, rejste tilbage til fremtiden og beskrev Donald Trump, men sangen fortæller bare den gamle historie om, at arrogance og grådighed ofte hænger side om side med de blodigste sedler på træerne.

Al Green – Call Me (1973)

Al Green laver sexet musik – også kaldet bolle-musik. Med sin lavmælte og karakteristiske bløde stemmeføring eskorterer Green lytteren igennem en række afslappende og kærlige numre, hvor efterspillet med garanti tæller Al, et styks smukt pigebarn og nogle våde silkelagner.

Blandt Greens mest populære numre finder vi “Let’s Stay Together” og “I’m Still in Love With You” (begge fra 1972), men, efter min mening, “peaker” Green på albummet Call Me.

Favoritnummer: Here I am (Come and Take Me). Tempoet er skruet lidt op, men det er stadig smooth nok til at fugte enhver feminin fuge.

Spotify liste (Ellers søg under “Samos Blokka anbefaler: 8 stærke albums med soul i” på Spotify):