En 0-5 lussing signeret af ærkerivalerne fra Liverpool på Drømmenes Teater. Kollektivt kollaps, grimt rødt kort til Pogba, forsvarsaktioner a la Max von Schlebrügge og Jens Jönnson samt en Cristiano Ronaldo der kun var en boldberøring fra at lave en mild “Pepé mod Getafe”.
Med dette in mente var Samos Blokka sikker på, at når han, mandag morgen, åbnede sine elektroniske devices, ville ham de kaldte “The Babyfaced Assassin” være forhenværende P’Chest’-manager og klar til sin næste udfordring i Odd Grenland eller Viking Stavanger. Der er nu gået fire døgn, og Ole sidder stadig og hiver i rattet. Det forstår jeg intet af. Det er tragisk. Og det er komisk. Et håbløst projekt – som dengang Ronald Koeman stod i spidsen for FC Barcelona.
I morskabens navn vil Samos Blokka nu agere Penchester United-fan og, i et åbent brev, plædere for Oles øjeblikkelige fyreseddel.
Penchester United – keeping Ole at the wheel since december 2018
Parc des Princes, Paris. Onsdag den 6. marts 2019. På et VAR-straffespark sendte Marcus Rashford Paris Saint-Germain ud af Champions Leagues ⅛-finale. Et fantastisk moment. Mig og mine Penchester-venner var ekstatiske. Vi kyssede og krammede, mens fa’øllene fløj om ørene på taberne fra nabobordet der stank af “scouser”. Med “Ole at the wheel” var De Røde Djævle endelig tilbage og kursen mod europæisk “glory” sat.
I dag må jeg spørge mig selv, hvorvidt jeg hellere ville, at Marcus Rashford havde brændt det straffespark den forårsaften i 2019?
Vi er Manchester United, venner
Ole Gunnar Solskjær på sidelinjen er uambitiøst. Vi er Manchester United, venner. En af verdens største fodboldklubber. Engang, og i flere år end øjet rækker, var vi også et af de bedste hold på banen. Men det er fortid. Vi har ikke vundet Premier League i otte sæsoner og den store tæller tikker ubarmhjertigt mod ni af samme. Manchester United skal vinde mindst ét mesterskab hvert tredje år. Vi skal komme dybt i Champions League hvert år og vinde pokalen med de store øre mindst én gang hver tiende sæson. Intet mindre.
Men det kommer ikke til at ske med Ole.
For hvem er det Ole primært skal udkonkurrere på taktikbrættet for at sikre sølvtøj? Det er Pep Guardiola, Jürgen Klopp og Thomas Tuchel – cremen af cremen. Den håndfuld Ole modtog i søndags illustrerer nådesløst niveauforskellen på ham og de tre andre. Desuden minder Ole Gunnar Solskjærs udstråling mere om ham skuespilleren inde i Harry Potter end the almighty Sir Alex Ferguson. Ole signalerer hverken beslutsomhed, innovation eller styrke.
Hvad kan Ole? Hvad har han bevist? Han havde et godt start “run” (fra december 2018) som caretaker manager (19 kampe og et pointgennemsnit på 2.32) i perioden omkring det føromtalte Rashford-straffespark. Ole vandt to norske mesterskaber og en pokal med Molde i løbet af seks sæsoner. Udmærket. Godt nok til en af verdens største klubber? Hmm. Nej.
I 2014 pyntede nordmanden CV’et med 30 kampe i spidsen for Cardiff og et pointgennemsnit på 1.07. Som “fuldblods” United-manager siger tallene 145 kampe og 1.81 point i snit, hvilket har udmøntet sig i en tredjeplads i 19/20, en andenplads i 20/21 (vel at mærke hhv. 12 og 33 point fra mestrene) og en sjetteplads i 18/19 (den tæller ikke, da han overtog Mourinhos synkende skude midt i sæsonen). Pointmæssigt er United-tiden, inden denne sæson, hverken katastrofal eller imponerende.
Ét træk frem og to tilbage
I indeværende sæson befinder Ole sig i en pointmæssig “ét træk frem og to tilbage”-cyklus (som når Serbiens William Kvist på midten, Nemanja Matic, har kuglen) med et pointsnit på 1.55 i 13 kampe. Det er skidt.
Hvad værre er, at jeg, spillemæssigt, de seneste tre år, sjældent har set en Ole Gunnar Solskjær-anført start-11 trække nogle positive steder hen. Indrømmet, jeg ser ikke alle Penchester United-kampe, men jeg har set nok til at finde spillet både grimt og uinspirerende.
Bevares. Jeg kan få øje på individuelle kvaliteter, men de bliver, kun i glimt, sat sammen til en dominerende enhed. Vi spiller langsomt – især på midten. Mod velstrukturerede hold har vi store problemer med at skabe chancer grundet mangel på gennemarbejdede offensive skabeloner. Vi er ikke i nærheden af Chelseas, Liverpools eller Manchester Citys flow, power og taktiske fleksibilitet. Holdet har, under Ole, ikke været i stand til at trykke på knappen og etablere det der 20-30-40 minutters monsterpres (som de bedste hold altid kan og vi altid kunne under Sir Alex, the almighty).
Vi er hele tiden på bagkant – kommer hurtigt bagud. Vores, på papiret, stærke defensiv har indkasseret mål de seneste 10 kampe. Vi spiller uafgjort ude mod Southampton, vinder “heldigt” ude mod Wolves, taber ude til Young Boys, bliver reddet af et brændt straffespark i overtiden og vinder ude over West Ham, taber hjemme til Aston Villa, vinder på mirakuløs (ifølge XG og øjnene der så) vis over Villarreal, spiller uafgjort hjemme mod Everton, taber til Leicester, spiller en elendig første halvleg mod Atalanta (dog fortjent comeback) og så var der Liverpool i søndags. Men den skal vi ikke snakke mere om…
“Men hvad med sæsonens klare sejre som mod Leeds eller Newcastle?” lyder det fra de mest blåøjede Stretford End’ers der fortsætter “og hvad med David Moyes (51 kampe), Louis van Gaal (103 kampe) eller José Mourinho (144 kampe)? De var også dårlige på sidelinjen.”
Jeg er ligeglad. Vi er Manchester United.
En talentfuld men “skæv” trup
Hvad har Ole at arbejde med?
Ole har talent- og værdimæssigt en trup der SKAL være i TopFour (og måske konkurrere om mesterskabet?) og aldrig må snitte 1.55 point. Fyr ham!
De Gea er næsten tilbage på verdensklasseniveauet (i øvrigt, hvad skete der lige for hans årelange “slump”?). Samos er stor fan af Raphaël Varane som er verdensklasse. Men savner han Sergio Ramos? Det tror jeg. Anføren Harry Maguire, der er god (men ikke prisskiltet værd), har ikke set god ud i indeværende sæson. Luke Shaw har, de seneste sæsoner, endelig forløst potentialet. Wan Bissaka er solid – ikke prangende. Lindelöf giver jeg ikke synderligt for – ok backup. Lol. Phil Jones har først udløb i sommeren 2023. Hvad gik der igennem hovedet på habitterne, da de forlængede den kontrakt i 19’? Anyway. Overordnet set en fin defensiv.
Skævheden opstår på den defensive del af midtbanen, hvor Fred og Scott McTominay har spillet alt, alt, alt for mange minutter. Det er de simpelthen ikke gode nok på dette niveau. De er hverken Paul Scholes, Roy Keane, Michael “he’s a red” Carrick eller den kroniske skade Owen Hargreaves.
Offensivt kan man aldrig klage over Cristiano Ronaldos scoringsrate – aldrig. Men influerer armbevægelserne og ego’et harmonien i truppen? For nu vil jeg lade portugiserens præstationer kommer ham til gode. CR7s “gode” ven Bruno Penandes har jeg aldrig været oppe og ringe over. Selvfølgelig er han klasse, men han er ikke så god som mål- og assist-ratioen fortæller? Han forsvinder let ud af kampene og tager ofte dumme, risikable beslutninger. Jadon Sancho er en spændende case. Han skal have tid, men med det prisskilt bør han snart løsrives fra bænken. Edinson Cavani vil, som Ronaldo, altid score mål – jeg er fan, fin backup 9’er. På nuværende tidspunkt som 23-årig burde Marcus Rashford være bedre – ja, en af de bedste offensive esser i Premier League. Men af en eller anden årsag er han stagneret i sin udvikling. Mason Greenwood går, uden tvivl, en stor fremtid i møde. Han er allerede en fremragende spiller.
Derudover er spørgsmålet, om vi ikke skal skille os af med Jesse Lingard (han kommer ikke til at spille fast + kan sikkert få en fin transfersum for ham), Donny van de Beek (hvis han ikke kan forløses af en ny manager) og Anthony Martial (Det blev aldrig rigtig godt med ham + sikkert løntung)? I pølseenden har vi monsieur Paul Pogba der er i gang med sin sjette sæson. God spiller. Dygtig spiller. Men han har kun, for alvor, forløst talentet for Le Bleu og Den Gamle Dame. Bundniveauet er for lavt og for hyppigt. Han varmer bolden for meget, hvilket ikke retfærdiggør alle nullerne på kontrakten. Derfor skal han sælges til januar, så vi kan få lidt PSG-knaster for ham (udløb til sommer, hvor han er 29). Han skal under ingen omstændigheder forlænges.
Vandrørene på Old Trafford hvisker både “fyr ham” og “fred ham”
Ifølge ESPN og deres anonyme kilder har flere spillere, med undtagelse af nogle af de engelske, mistet troen på manageren. De tror, som Samos, ikke på, at Ole kan løse de defensive problemer og efterspørger en tydelig taktisk retning. Andre er utilfredse over, at Ole ikke træder i karakter overfor de store stjerner. En spiller brokker sig over, at Ronaldo og Greenwood ikke vil spille hinanden. En anden vil ikke have Harry Maguire som anfører.
Ikke just sundhedstegn. Når vandrørene først taler på denne måde, plejer den nære fremtid at stå i fyringens tegn – bare spørg på Fredensvang. Så hvorfor har de ikke fyret ham endnu?
Noget kunne tyde på, at ledelse lytter på den gamle garde anført af the almighty Sir Alex Ferguson, der, forleden dag, mødte op til træning og fredede sin gamle matchvinder. Samtidig spreder Valencias tidligere succestræner Gary Neville, på TV og sociale medier, narrativet om at “spillernes niveau er problemet – ikke manageren”. I samme båd sidder Rio Ferdinand og, til sit dødsleje, forsvarer dengang han efter PSG-kampen gned sig i hænderne og, med pomp og pragt, forudså en ny Fergie-ære under Ole, Ole, Ole at the wheel. Paul Scholes er den eneste X-spiller jeg har set kritisere Ole G “on air” post Liverpool-lussingen. Fornuftig fodboldspiller. Fornuftig mand. Rødhåret. Lækkert.
Hvem skal så være manager, når Ole bliver fyret?
Godt spørgsmål. Det skal være en der kan forløse offensiven. Da klubben, i 90’erne og 00’erne, var bedst, var det fuld fart frem styrke og teknik, ud på kanterne, ind i feltet og, som nævnt tidligere, det der tempofyldte monsterpres som få andre klubber kunne tæmme. Derfor skal det ikke være Antonio Conte. Han ville være lige så stort fejlcast som José Mourinho. Zidane er for meget levemand til det krævende projekt. Måske en Jesse Marsch fra Leipzig? Julian Nagelsmann er afsat i Bayern. Erik ten Haag laver også gode ting i Ajax. Eller ham fra Brighton? Graham Po’er. Anyway. Bare noget andet end Ole.
Her er programmet der ligner en af de hårdere bjergetaper.
Tottenham (Away)
Atalanta (Away)
Manchester City (Home)
Watford (Away)
Villarreal (Away)
Chelsea (Away)
Arsenal (Home)
Overlever den tyndbenede vandbærer Ole dét program? Det er svært at forestille sig. Så hvorfor ikke bare fyre ham nu?
Mens de grubler videre over dette i Manchester Uniteds ledelse, griber Samos Blokka igen sin vante anti-Penchester pind og brygger videre på nogle flere “Ole at the wheel”-sange.
