Jeg glemmer aldrig den formiddag i foråret 1991, hvor Dylan McKay kom ned på Peach Pit. Sædvanen tro havde McKay fået Jack Daniels på sine cornflakes, men denne formiddag var han tydeligvis også skudt af på hårde stoffer. Og det forstår man. Dylan var en 15-årige knægt fanget i en 24-årig mands virkelighed med hvad den ellers tilhørte af grå trenchcoats, pandede rynker, kasten med potteplanter og bungalow-ejendom i million dollar klassen.
Med sit fantastiske instinkt for mennesket inde i mennesket, tog Nat Bussichio arm om Dylan, så snart denne havde slæbt sig op til Peach Pits disk. “Du ligner en mand der trænger til en Mega Burger med fries and Shake” sagde Nat, hvorefter han tog den bestilling, som Muntz havde ventet på i 20 minutter, og straks serverede den for Dylster. Han var egentlig ikke sulten. Men da Dylan blev mødt af en så forstående og “down to earth” mand, tog den ene pomfrit den anden. Dylan var ikke vant til den type faderfigur. Svindleren Jack McKay så han sjældent – og når det endelig skete, var det gennem plexiglas. Hans nye svigerfar, psykopaten Jim Walsh, var, ifølge Dylan selv, kun god til tre ting – at knuse tal, skælde ud og forsvare sin datter Brendas underliv mod 15-årige knægte uden fremtid.
Jeg vil tilføje, at Jim er god til mange andre ting, heriblandt at spille basketball i indkørslen og svede fuldstændig igennem en undertrøje. Han er også god til at vælge kone. Cindy. Han er dårlig til at lave børn, men han er god til at vælge kone. Den skal han ha’.
Nå. Men det var der, ved den disk, på Peach Pit, at Nat, og dennes Mega Burgers, blev et fast holdepunkt i Dylans liv. Enten når Dylan hang lidt med mulen, stak sig selv i armen eller når der skulle tages vigtige beslutninger som hvorvidt han skulle tilmelde sig et forfatterkursus næste semester.
Uden Nat, ingen Dylan McKay
