Om chips
Jeg har et religiøst forhold til chips.
Jeg har elsket dem, så længe jeg husker. Dem der kender mig, ved det. De ved, at dén hånd altid vil søge dén skål på dét bord eller dén kommode.
Friterede kartofler drysset med krydderi. Sultens vogter. En GOAT snack. Eller bagt i ovnen. Det er min nadver. Hva’ med chokoladen? Tjaa, den er go’ men ikke god nok. Bland selv slik? Nej, det kan du sgu selv blande, hahaha. Nej, du. Chips.
Danmark producerer de bedste chips i verden. Det er både en velsignelse og en forbandelse. Når jeg er på ferie, slår jeg altid benene op og spiser chips efter en lang dag i marken. Men jeg er sjældent tilfreds – faktisk aldrig. Derude sælger de lortechips. Jeg har aldrig været i udlandet, spist en chip og tænkt: “gud, denne chip er fremragende. Bare jeg kunne investere i en sådan hjemme i DK.”
Du nyder dem sammen med hende den tykkere i sofaen eller alene på skødet med en film. Du tager dem med hjem fra byen og bokser med dem i sengen. Når du møder ind til en fest, er det første du søger altid skålen. Med den ved din side, kan du stille sulten, hyggespise, kigge på din telefon eller snakke med en anden person der spiser chips. Chipsbordet er saltens rygerum. Der kommer altid en forbi der vil snakke flæskesvær.
Drik en kold bajer til eller skyl efter med Pepsi Max – du bestemmer. Ja, selv druevin på stilk og diverse cocktails danser tango med de ellers så blege afskårede kartofler. Sidder du på værtshus, spis chips. Sidder du i toget, spis chips. Dyrker du sex, spis chips bagefter. Efter min mening er den grønne Snack Chip fra Kims stadig ubesejret.
Jeg køber sjældent kun én pose af gangen. Hvorfor nøjes, når man kan flette i skål? Min foretrukne kombination er den føromtalte grønne Snack Chip fra Kims samt Kanonkuglerne fra Kims (den langt bedre ostechip end Oste Pop’en fra Kims). Jeg bruger den Grønne Snack Chip fra Kims som en ske der transporterer sig selv og to Kanonkugler fra Kims ind i min mund. Har jeg undtagelsesvis ramt et sted der ikke forhandler disse to poser, supplerer jeg helst med Bølge Chips fra Kims – det er den med kyllingesmag. Er jeg gæst uden indflydelse, må jeg ofte tage til takke med poser som Jørgens Favorit Mixes, den regulære Sour Cream & Onion, American Grill, Havsalt m.m. Det er også okay – bare de ikke serverer de billige fra Fakta eller Netto. Angående Havsalt ville jeg personligt elske, hvis netop den var min favorit. Men jeg er for provinsiel. Jeg er for dansk. Jeg er ikke positiv doüche nok.
Nødderne. Uhh, jeg havde glemt nødderne. Det er vel også en slags chip eller ialfald tæt beslægtet, spørger jeg uden at forvente svar. Det eneste jeg kan konstatere er, at en rosin ikke er en nød og derfor ikke hører hjemme i en pose nødder. Peanuts. Klassisk bid, generøs i salat, men som single både tyk og grim. Nej, du. Chilli Nut’en spiller bold på de bonede borde sammen med flaskeøllen og cigaretterne. Den nut er en god nød. Nogle gange knuser jeg den og sniffer flagerne direkte på bordet. Hver gang er det endt med, at jeg har dyrket sex med en meget tyk kvinde og ikke fået udløsning. Men skidt pyt. Jeg påskønner sporten i sex med tykke kvinder – ikke omvendt. Så har vi nøddernes appelsin, pistacienødden. Du skal lige arbejde lidt, pille og gøre ved, før du kan indtage. Det har sin charme. Både den og isen, der laves deraf, sætter jeg stor pris på. Er popcorn chips? Jeg er ikke fan. Jeg hverken skriver ind til eller hepper på popcorn. Det er en biograf gimmick fra det land de selv kalder en verdensdel. En placebo-chip om du vil. Majslort.
Hey, du der! Ja, dig.
Mig? Hva’ så? Hvad vil du?
Du ved godt, at der er chips i den pose der, gamle? Du bliver tyk af det, det ved du godt, ik’? Det er farligt. Du dør. Måske pludseligt. Måske langsomt. Men du dør af det. Alt det salt påvirker din hjerne. Til sidst kan du ikke tænke en selvstændig tanke, fordi dit hovedet er fyldt med kartofler, krydderier og salt. Gør lige som os. Sig nej til Kims. Sig nej til de grønne. Sig nej til bomberne.
Jamen det har jeg ikke lyst. Jeg kan sgu ikke smide de bomber.
Så dør du.
Om indersiden
Jeg har et romantisk forhold til indersiden. Altså den man bruger i fodbold – min fods inderside. Jeg mener. Hvad skulle jeg gøre uden den? Jeg ville jo ikke kunne spille.
Den er nærmest smuk, indersiden. Simpel, effektiv og smuk. Som det italienske køkken.
Træn både venstre og højre inderside, min dreng. Op af muren eller med en makker, min dreng. Bare spil frem og tilbage. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Bryd kæderne, brug indersiden. Det er den mest præcise løsning, brug indersiden. Daniel Aggers’ venstre op i banen. Xavi Hernandez’ højre op i banen. Det er, som oftest, den klogeste løsning, brug indersiden. Med mange præcise indersider spiller vi god fodbold – vindende fodbold – sexet fodbold – politisk korrekt fodbold.
Kom nu! Frem og tilbage med indersiden, op og ned. Send den i dybden med indersiden. Sådan der, Ja. Gør det ved mig. Kild mig med den inderside – gerne den smukke inden om en modspiller som Luka Modric, Michael eller #ForChristian kan den.
Indersiden er også god som førstegangsberøring. Ja, den er faktisk roden til alt godt. Vid hvornår du skal lægge den af med indersiden. Det er vigtigt! Fnøs. Jeg har set mange “gode” fodboldspillere der ikke var gode nok med indersiden. Folk der løb ind i muren, i stedet for at spille uden om den. De bedste spillere bruger indersiden hyppigst – også som afslutning. Som Lionel Messi over i det lange med venstre. Eller Thierry Henry over i det lange med højre. Jon Dahl Palmehår tjente reddi mange dollars på sin at sparke returbolde ind med indersiden.
Hey, du der! Ja, dig. Hør lige på mig.
Mig? Hva’ så? Hvad vil du?
Du er din inderside. Du er din inderside. Du er din inderside. Træn din inderside. Træn din inderside. Træn din inderside. Tænk med indersiden. Tænk med indersiden. Tænk med indersiden.
Jeg har længe tænkt på, at vi skal omdøbe indersiden til Ukrainesiden.
