Forleden dag, nede på torvet, da jeg var på jagt efter krydderurter, ramte James Bond-temaet hørebøfferne i min gang. I det sekund blæserne og strygerne satte sig i scene, så jeg skurke til højre og venstre. 50 sekunder senere, da et af bogens mest ikoniske riffs stepdansede i min øregang, bevægede jeg listefødderne taktfast hurtigere og mere præcist gennem menneskemylderet af gamle, unge og det imellem. Da trompeterne havde brølet sig vej gennem midterstykket som kæmpeelefanter, var torvets største skurk identificeret. Som en anden George Lazenby sneg jeg mig tættere og tættere på målet. Men havde vedkommende set mig? Var mistanken allerede fattet? Det kom an på en prøve. Jeg valgte det tunge rullefald henover vandmeloner, ferskner såvel som auberginer og fandt igen min ryg i ret positur, ca. syv meter foran vedkommende. Der fattede jeg min androgyne pistol og fik vedkommende på kornet. Jeg skød og ramte. Musikken stoppede. Rødt tæppefald.
Forhåbentlig lærte alle på torvet noget forleden dag. Forhåbentlig så dem, der så, hvad der skete, hvad der kan ske, når sådan noget finder sted. Forhåbentlig nåede vedkommendes dansevideo aldrig at komme online.
Karlovy Vary, Tjekkiet.
Efter et par timer på skjoldet kom jeg ned fra værelset. Jeg slog et smut forbi baren. Min coach havde udtrykkeligt fortalt mig, hvor vigtigt det var at fylde alle depoter op, inden jeg tog plads ved pokerbordet. Derfor bestilte jeg en vand, en Tom Collins, en fa’øl på stilk, en iskold flaske hvid Sancerre og en pakke cerutter af mærket Cerut 333.
5 timer senere landede “riveren”, og en schweizisk herre, der lignede DanKort Jørgensen, skubbede “all in”. I næste position sad en tysker med Adam Price-look. Han annoncerede ligeledes “all in”. Nu var turen kommet til bordets største skurk – et kraftigt, men elegant bekendtskab med fipskæg og tommelfingerring. Han legede roligt med sine jetoner i et minuts penge og gik derefter “all in”. På “knappen” og dermed “last to act” ventede jeg ti sekunder, inden jeg fulgte trop. “All in”. “Show please” sagde dealeren i sædvanlig ophøjet høflig tone. DanKort Jørgensen viste stolt sit fulde hus frem, som var det en moderne kvinde med blond hår, feminisme i brystet og trang til bogmesse. Tysklands Adam Price smilte smørret og viste fire ens frem med præcist samme stolte udtryk som DanKort Jørgensen. Fipskægget med tommelfingerringen svedte ikke det mindste. Han viste 89 i Spar op – Straight Flush. De kiggede på mig. “Hmm” udbød jeg let, hvorefter jeg antændte en Cerut 333. Jeg vendte min hånd. Es/Konge i Spar – Royal Flush.
Da medarbejderne på stedet havde samlet hele puljen af jetoner sammen, lå 115 millioner dollars foran mig. Jeg kiggede på dem og tænkte: “Godt setup. MEN. Også godt spillet af helten.”
Spillet stoppede. Selvtilfreds vimsede jeg op på den kvist, hvor jeg tidligere havde sovet så sødt. Nu kunne jeg, med god samvittighed, dyrke lagengymnastik med den halve snes veldrejede babes fra egne som Sverige, Bulgarien, Colombia og Tanzania, der, på mere eller mindre mystisk vis, havde opsøgt mig den dag.
Jeg kan egentlig godt lide Chris Cornell’s “You Know My Name”. Men den har intet på Tina Turner’s “GoldenEye”. Det nummer indeholder både gode blæsere og tilpas mystik. GoldenEye – dårlig film, udmærket computerspil, godt titelnummer.
“GoldenEye” er hjørnestenen på Absolute Music 10. Det er den med det artwork, hvor en pool kugle i guld har to guldbelagte laurbær på hver sin side. Baggrunden er naturligvis også guld. Solid plade, hvor du bl.a. finder Jamie Walters’ “Why” – et nummer som Ray Pruit sammenlagt spillede 500 gange i løbet af de to sæsoner, hvor han gik fra snavset tømrer-entreprenør til Peach Pit After Dark’s Christian Brøns. Af andre nævneværdige numre finder vi Shaggy’s “Mr. Boombastic”, Queen’s “Heaven For Everyone”, Cher’s “Walking In Memphis” (Originalen fra Marc Cohn er selvfølgelig bedre), Blur’s “Country House”, Take That’s “Never Forget” og skønne Caroline Hendersons “Made In Europe” (som, i øvrigt, er en Thomas Blachman, Kasper Vinding og Remee-ting, hvor Remee “smooth”-rapper et sted i midten). Den “skive” MÅ ha’ været en kommerciel succes. Jeg er sikker på, at din mor, far, søster, bror og Dan Rachlin alle ønskede sig Absolute Music 10 til jul, dengang i 1995.
Det koncept havde jakkesættene på EVA Records regnet godt ud. De lavede den brændte CD, inden nogen anede, hvad en brændt CD var. Perfekt til privatfesten. Perfekt til en stille stund. Perfekt i Discman’en til- og fra skole.
Den brændte CD minder mig om den person, vi alle havde i vennekredsen, som hver uge brændte en ny CD til weekendens strabadser. Og hver weekend var resultatet lige så udhulet som den Yamaha Jog han kom ridende på. Hver weekend var CD’en fyldt med elendige numre, hvor man skulle ned på knæ og slå i gulvet. En type som ham burde lade de professionelle fra EVA Records om et sådant hverv. De har, trods alt, sammensat den bedste Absolute Music, Absolute Music 4 (find den og 10’eren på Spotify eller YouTube):
(Track 1) Freddie Mercury – “Living On My Own”. Absolute Music 4 åbner med:
Sometimes I feel I’m gonna break down and cry (so lonely)
Nowhere to go, nothing to do with my time
I get lonely, so lonely, living on my own
Godt nummer. Det har jeg sunget med på et par gange i mine forældres stue.
Dee do de de, dee do de de…
I don’t have no time for no monkeybusiness
Dee do de de, dee do de de…
(Track 2) Pet Shop Boys – “Go West”. Village People lavede originalen. Pet Shop Boys gik “next level” på den med deres velkendte synthpop-lyd. Og der må gerne “vugges” hjemme i sofaen.
(Track 3) 4 Non Blondes – “What’s Up”. Lejrbåls-basker lige i “feels”. Du kan ikke høre det nummer uden at synge med. Den går ikke.
(Track 4) UB40’ – “(I Can’t Help) Falling In Love With You”. UB40’ afslutter en våd firetrinsraket, hvor “Living On My Own” er byen torsdag, “Go West” er byen fredag, “What’s up” er fællessang til forfesten lørdag og deres reggae/pop-udgave af Elvis-klassikeren er stadion og et par bajere søndag.
(Track 5) Maggie Reilly – “Follow The Midnight Sun”. Brat opvågning tidlig mandag morgen. Dynen rives af. Koldt bad. Udsigt til silende heldagsregn. Lektier, der ikke er lavet. Maggie Reilly har budt os mange elendige numre.
(Track 6) Frankie Goes To Hollywood – “Relax”. Tirsdag. Alkoholen er så småt sivet ud til fingerspidserne. Champions League. I pausen ryger man lige over på TV2 og Dagens Mand. Druk? Ja. Byen? Måske.
(Track 7) Andrew Strong – “Ain’t Nothing You Can Do”.
(Track 8) Meatloaf – “I’ve Do Anything For Love” – og så en løftet pegefinger – “(But I Won’t Do That)”. Efter Frankie Goes To Hollywood har man behov for to tykke stemmer fedtet ind i “nørd”-hestehaler. (Track 7) svinger. (Track 
er CD’ens stærkeste nummer – en “alltimer” med den måske bedste musikvideo nogensinde?
(Track 9) Mr. Big – “A Wild World”. Nuvel. Originalen fra Cat Stevens er selvfølgelig bedre. Men du kan stadig nynne med på Mr. Big.
(Track 10) Peaches & Bobo – “A Place To Turn”. Lol nummer fra Peaches Lavon og Bobo Moreno. Mange vil mene, at Bobo Moreno peakede med titelnummeret til Hvide Løgne (hvilket også er et godt nummer). Men det gjorde Bobo ikke. Han peakede i 2015, da han, sammen med en vis Marie Carmen Koppel, sang Dionne Warwick’s udødelige klassiker “That’s What Friends Are For” i Go’ Morgen Danmark, mens Benjamin Koppel, ved deres side, pustede nænsomt i saxofonen.
Mon ikke en af de tungeste venstre backs jeg nogensinde har mødt i seriefodbold, Mikkel Kryger, og Heidi Frederikke igen fandt den emotionelle grimasse frem ovre i sofaen efter dén optræden? Eller var det Puk Elgaard og Lange Steen der havde vagt den morgen? Samme resultat, uagtet.
(Track 11) Taylor Dayne – “Can’t Get Enough Of Your Love”. Nuvel. Originalen fra Berry White er selvfølgelig bedre. Essensen fejler intet.
(Track 12) Take That – “Pray”. “Peak” sangskriveren Gary Barlow og en “vintage” Take That-video, hvor bare maver og knyttede næver kombineres med våde elementer.
(Track 13) David Crosby – “Hero”. David Crosby fortolker Phil Collins. Ganske udmærket sjæler.
(Track 14) Peter Gabriel – “Kiss That Frog”. Okay nummer – men langt fra hans bedste. Og milevidt fra Genesis-tiden.
(Track 15) Bonnie Tyler – “Sally Comes Around”. Forestiller mig Bonnie Tyler fyrer dette nummer af i et tysk talkshow på ARD (Das Erste) eller SAT.1, hvorefter hun skal over i sofaen og snakke med legenden Thomas Gottschalk eller en purung Stefan Raab.
(Track 16) The Sandmen – “Don’t Let Me Down”. Modigt valg af EVA Records. Men Allan Vegenfeldt og drengene tager Beatles-klassikeren til nye højder.
(Track 17) Rick Astley – “The Ones You Love”. Lige efter Maggie Reilly er dette CD’ens tyndeste øl. Astley kan trøste sig med, at han har høstet meget ung fizz gennem årene på den “Rick Roll”-ting.
(Track 18) Marc Cohen – “Walk Through The World”. Far-nummer. Det skal der også være plads til.
James “Jim Walsh” Eckhouse var 35 år gammel i 1990, da Beverly Hills 90210’s første sæson rullede over skærmen i USA. Gabrielle “Andrea Zuckerman” Carteris var 29 år gammel.
Nu forstår jeg bedre, hvorfor Luke “Dylan McKay” Perry hellere ville surfe- og drikke sig ihjel, end han ville tage imod finansielle ordrer fra en mand der kun var 11 år ældre end ham selv.
På West Beverly High var 32-årige Denise “Ms. Tesley” Dowse rektor for 29-årige Gabrielle “Andrea Zuckerman” Carteris. Nu forstår jeg bedre, hvorfor Ms. Tesley gjorde Zuckerman til chefredaktør på “The Blaze”. Men hvorfor ville Zuckerman have en snothvalp som Jason “Brandon Walsh” Priestley rendende rundt på sin avis? Hvad havde han udrettet i løbet af sine 21 somre? Han havde bollet et par kællinger i Minnesota, og det var det.
James Eckhouse og Gabrielle Carteris kunne sagtens have datet “off screen”. Jeg mener… Aldersmæssigt var hun tættere på Eckhouse end Priestley. Kender jeg James Eckhouse ret, fik Gabrielle Carteris lyddæmperen, hver gang muligheden bød sig. I tide og utide slog Eckhouse flere smut forbi Carteris’ garderobe til endnu en kattens leg med musen. Og Carteris kunne lide det – især Eckhouse’s sorte hår på ryg- og skulderregionen gik lige i kyskhedsbæltet. Der var noget frækt ved at dyrke det “spil”, hvor hun, i kraft af dobbeltrollen som 16-årige Andrea Zuckerman og 29-årige Gabrielle Carteris, både var ulovligt- og lovligt territorium for Mr. Eckhouse.
I lang tid nød Carteris, at Eckhouse havde samme intense tilgang til sex, som når han, i rollen som Jim Walsh, knuste tal eller satte foden for døren overfor sine uduelige unger. Men til sidst blev intensiteten for meget. Hver gang hun mødte ind til en tidlig scene i Casa Walsh, stod han og ventede i revisor-selerne med ladt pistol i gabardine-buksen. De konstante seksuelle spændinger gjorde, at hun ikke kunne koncentrere sig om at spille Andrea Zuckerman, så længe James Eckhouse var på “settet”. Som den professionelle Carteris var, luftede hun problematikken overfor Aaron Spelling og resten af produktionen.
Dette var den sande grund til, at Aaron og co., efter femte sæson, sendte Andrea Zuckerman til Yale, og dermed skrev karakteren mere eller mindre ud af serien (bortset fra et par gæsteoptrædener i sæson 6, 8 og 10). Eckhouse var rasende. De havde taget hans daglige fix fra ham, og i modsætning til Carteris, havde han intet problem med at spille Jim Walsh i hendes nærvær. Tværtimod gav duften af hendes krøller ham lige den ekstra tand af macho, når han eksempelvis skulle spille basketball i indkørslen iført undertrøje eller udføre en af sine velkendte råbe-scener. Ifølge kilder tæt på showrunneren blev James faktisk så rasende, da nyheden ramte Eckhouse, at han kørte direkte op til Aaron Spelling’s “mansion” i Bel Air og totalskadede kingpin-producerens splinternye Rolls Royce. Siden har uafhængige kilder spekuleret i, hvorvidt James Eckhouse er fader til Kelsey Rose, som Gabrielle Carteris “fik“ med Charles Isaacs umiddelbart efter “fyresedlen”. Jeg spekulerer på det samme. Har lige googlet Kelsey Rose. Det er Jimbo med langt hår.
