Popkultur

Dk’s 6 største douchebags?

Den moderne mediekonsumer vil have lister. Der bliver, i hvert fald, publiceret lister i hobetal på internettet – om ditten og datten.  10 råd til din første Tinder-date. 9 tegn på, at din kæreste hader dig. 7 sange der går bedst i spænd til en Coq au vin. 8 billige pastaretter til dem på overførselsindkomst osv. Den pressede journalist, virksomhed eller blogger skal producere indhold i click-bait virkeligheden. Så lav dog en liste! 

Nuvel. Samos Blokka giver folket, hvad målgruppen have vil. En liste over Danmarks største douchebags – i uvilkårlig rækkefølge.

En douchebag? Et spørgsmål om definition.

Begrebet douchebag beskrives i den danske ordbog på internettet som:

En beholder, med væske, beregnet til et verginalt brusebad

Den popkulturelle udformning af douchebag’en dukkede, i slutningen af 00’erne, op på TV, film og internettet. Den urbane ordbog definerer en douchebag som:

Typen, der agerer som et røvhul, en klovn eller en idiot.

Samos Blokka’s fortolkning af begrebet har rødder i den popkulturelle definition, men er samtidig, grundet flere års kontekst, tolkning og lemfældig omgang med udtrykket mere kompleks og diffus end som så. En douchebag balancerer, for os, mellem idiotisk fremtoning og dét at fremstå smart – eller oversmart. En “douche” ageren vil ofte være personificeret af en overdreven selvtillidsfuld, arrogant eller idiotisk handling.

Douche-trekanten

Grundet begrebets komplekse betydningsramme benyttes geometrien til at anskue problemstillingen. Douche-trekanten har til formål at udstyre læseren med overblik og indblik i den endelige domfældelse. A og C peger mod B, hvor mening forløses.

trekant

 

(A) Mental Fremtoning

Det mentale fremtoning knytter sig til personlighed og ageren i det offentlige rum. Jo mere (over)smart, idiotisk, arrogant eller egocentreret en person fremstår, desto mere douche er denne.

(C) Fysisk fremtoning

En douche fysisk fremtoning forbindes primært med modemæssige og popkulturelle strømninger på samme måde som materialisme og samlebåndsindustri knytter sig til mode og popkultur. En persons ”doucheness” stiger derfor i takt med, at vedkommende pynter sig med udgangspunkt i omverdenens popkulturelle strømninger og dertil indforståede rammer. En douche fysisk fremtoning kan eksempelvis måles på: valg af tatoveringer, frisurevalg, tøjvalg, farvevalg og andre former for valg af  ”accessories”.

(B) Kontekst

Som færre og færre mennesker registrerer, er verden hverken sort eller hvid. Derfor er kontekst væsentlig. Følgende fire eksempler illustrerer, hvordan mental- og fysisk fremtoning forløses vha. en kontekst.

1) Kulturelle rammer

Alle sociale medier er douche, da størstedelen af brugerne herpå agerer douche. Instagram er mere douche end f.eks. Twitter, da Instagram i mere ekstrem grad består af instruerede og filtrerede visninger, hvilket fremprovokerer en kulturramme, hvor brugerne deltager i et visuelt narcissistisk maskebal.

Chihuahua’en er en mere douche hunderace end Labradoren. Chihuahua’en konnoterer med Gucci-håndtasker, diamanthalsbånd og rosé-vin, mens labradoren leder tankerne hen på jagt, parcelhus samt sovs og kartofler.

2) Douchebag, don og donk

I sfæren omkring douchebag’en svæver ”don’en” og ”donk’en” rundt. Don-begrebet har rødder i mafiaen og udstråler magt, macho, og kvindetække. Donk’en er den bøvede type der fysisk og mentalt agerer kikset – en fedtmule-type. Douchebags kan sagtens indeholde både don eller donk. David Beckham indeholder et mix af don og douche. Komikeren Torben Chris har noget bonde-douche og donk over sig med piercing i tungen og den kortærmede Peroni-skjorte med print på ryggen.

3) Gradbøjninger  

Vi læser hver især verden individuelt. I konteksten kan en meta-gradbøjning opstå i form af ”positiv” douche. ”Positiv” douche er undtagelsen der bekræfter reglen – David Beckham er igen et godt eksempel. Ser man ham på gaden, tænker man automatisk sikken ”douche” med kliche-tatoveringerne og dén der frisure. Men han kan bære det, fortæller min personlige kontekst mig. Det var, i øvrigt, ham der først fik lavet flere af de douche tatoveringerne som senere endte på samlebåndet.

En douchebag fra landet ligner ikke en by-douchebag. I provinsen er det douche at køre på scooter, mens det på Nørrebro er trix cyklerne, man doucher den på. Man kan også være hippie-douche. Poncho’en og stort fuldskæg er hippie-douche. Energidrik er douche på Crazy Daisy, mens det i kødbyen er donk. I fodbold er farvede fodboldstøvler som udgangspunkt mere douche end de klassiske sorte, men tænker man i modecyklus samt tager udgangspunkt i et “metaficeret” tankesæt, er sorte fodboldstøvler snart meta-douche.

De 6 største douchebags er…

 Jens Werner

jenswerner

Jens Werner har, som dommer gennem alle sæsoner af TV2’s Vild med Dans, udmærket sig som programmets mest stålfaste douchebag. Hr. Werner har dog ikke været ensom ulv bag karakterbladene, hvor bl.a. Nikolaj Hübbe og Allan Tornsberg har douchet den efter alle dansens regler.

Lad os lægge ud med at dissekere navnet. Jens og Werner – sat sammen. Et fornavn som efternavn. Hmm. Det er utvivlsomt douche. Spørgsmålet er nærmere, hvorvidt Werner Jens ville være mere douche? Det lader jeg læseren om at vurdere. Det formodes, at en selvtilfreds numerolog har placeret Jens Werner ved det runde bord, kigget lidt i kortene, så kastet et hurtigt blik på Jens Werner, lænet sig lidt tilbage i stolen og lagt hånden på hagen, kigget lidt mere i kortene, kigget lidt mere på Jens, så på toilettet, ca. fem sekunders betænkningstid, nikket, udbrudt et “jaah”, gestikuleret og efterfølgende sat de to fornavne sammen.

Jens Werner fysiske fremtoning er omtrent lige så douche, som mandens holdning konstant holder de korrekte 90 grader. Militær-frisuren med de perfektionistiske linjer sammensat med den minimalistiske designerbrille. Han optræder ofte i det skræddersyede jakkesæt som har et gram positiv douche og/eller don over sig. Dét er faktisk fedt nok, havde bare et andet ansigt poppede op for oven. Det mest douche ved Jens Werners fysiske fremtoning er dog sammensætningen af de spraglede skjorter med matchende pastelfarvede slips og lommeklude.

Jens Werners mentale fremtoning emmer af gammelklog selvtilfredshed som oftest suppleres med en arrogant tone. I Vild med Dans fremstår manden hjælpende på den ubehagelige måde. Han tager generelt sig selv alt for seriøst ift. showets præmis.

Alt, der tilnærmelsesvis dufter af Vild med Dans, er douche. Hele den overgearede, kommercielle og glorificerede “setting” med rød løber, blitzlys, SMS-relaterede håndtegn og Go’ Morgen-interviews, der, sammen med DR’s X-Faktor, fungerer som formiddagspressens og sladderbladenes foretrukne sædkontainer. Jens Werner er primetime i fredagens hjem fra arbejde/go’mad/matadormix/vild med dans/filmen på dr/så i seng-segmentet. Her sætter Jens W noget provins-douche kapital ind på kontoen. Den maskuline del af danse-branchen er generelt mere douche med dens blonder, palietter, åbne skjorter og karikerede bevægelser. En mandlig professionel danser leder tankerne hen på fugleartens mest douche medlem – PÅfuglen.

Michael Monetz

michaelmonetz

Lad det være sagt med det samme. Michael Monetz er en Samos Blokka-favorit. Monéé besidder mange talenter. Den storarmede grinebider synger (fra 01:25) fantastisk, spiller karakterskuespil, gør rent, er yderst konsekvent (Don), selverklæret sexsyg, tager et nup med i det huslige og underholder via sin blotte tilstedeværelse (var det room 1506?).

Når jeg kaster et blik på Michael Monetz’ fysiske fremtoning, ledes tankerne mod to af douche-segmentets ”originale gangstere” – Pauly D og Mike ”The Situation” Sorrentino, kendt fra MTV’s Jersey Shore.

Michael har taget den amerikanske douche pumperstil til sig. Fuld fokus på markering af overkrop og biceps. Det moderigtige ”undercut” med glat hale trukket lidt til siden og dertilhørende reflekterende glans på toppen. Yderligere klæder han sig i kropsnære t-shirts med perler, dødningehoveder og glimmer, der helst er revet lidt itu – a la Ed Hardy. De foretrukne jeans er udvaskede, oliepletsbefængte og hullede (sikkert noget Diesel-agtigt) og yderst, yderst custom made. Kan ligeledes se ham hoppe ned i en læderbuks, der, som de føromtalte jeans, naturligvis komplimenteres af et par spidse boots – velsagtens af slange- eller krokodilleskind. Hele stilen fuldendes af en røvfuld bombastiske guldsmykker samt læder på hals og hænder. Michael Monetz er den originale gulddreng.

Michael Monetz eller Michael Bjørnson? Eller Penis Michael? Tilbage i 2010 sendte Michael et nydeligt penis-billede til en ung pige = douche. En sand fuckboi-manøvre. Det kommer han, og vi på Samos Blokka, ikke uden om. At Michael skifter navn til Michael Monetz er en douche aktion – konkret med et ”z” i enden. Men når han alligevel var i gang, hvorfor så ikke gå hele vejen med Michel Monetz? Det må være noget med det amerikanske marked?

Monetz kan bare godt lide rampelyset – i særdeleshed at synge og ”preforme” for offentligheden i offentligheden. Han betragter formentlig sig selv som Hollywood-douche, men det bliver desværre kun til Reality-douche i denne omgang. Det er selvsagt også en af landets mest douche brancher, hvor Michael desperat involverer sig i alt der har en puls. Dét, lagt sammen, er douche.

Samos Blokka placerer Michael Monetz i kategorien ”positiv” douche eller meta, meta, meta douche, da han simpelthen er så meget over toppen, at det bliver godt.

Hans Pilgaard

hanspillgaard

Husk, at hvis en ny dag kommer i morgen, betyder det, at der kommer en ny dag i morgen. Nyd den!

Gajol-citat manden har TV-karrieren igennem tortureret seerne med sit, tilsyneladende, uendelige kartotek af mere eller mindre banale one-liners og filosofisk lommebillard. Vi kender Hans fra flere tv-formater. Mandagschancen var okay. Hvem vil være millionær? Hmm. For meget indbydes verbal fodsex – for lidt spørgsmål. Go’aften Danmark? En omgang kedelig, douchet og donket mikrofonholderi – tv’s svar på Billedbladet.

I tv-programmet Mit Frankrig/Spanien optræder monsieur Pilgaard douche. Han prøver for meget! Prøver at fremstå mere jovial, end han er. Prøver at fremstå mere tænkende, end han er. Han snakker ofte Jørgen Leth efter munden på en vammel og leflende måde. Han overgriner. Er overbegejstret. Han fremstår som den dér bekendte, du ikke rigtig kan regne ud. Er det virkelige intentioner? Hvad mener han med dét der?

Hans Pilgaard elsker, som nævnt, at tale i store fraser og benytter, som oftest, ordet ”vingesus”. Han mærker og italesætter konstant vingesuset i Mit Frankrig/Spanien. Jørgen er ikke altid tilfreds, fornemmer jeg, og TV2 kunne egentlig godt ha’ sat Jørgen Leth sammen med en anden personage. Evt. Kurt Thyboe. Medmindre TV2 vil illustrere skellet mellem don og donk. Hans er en douchet donk, mens Jørgen er fuldblods don. Hypotesen er plausibel i disse tv-tider. Skal vi ikke lave et program, hvor den ene deltager bliver gjort til grin?

Homoseksuelle mænd har ofte en douche fysisk fremtoning. Det er historien om PÅfuglen om igen. Til nogle kan den fremtoning være positiv. F.eks. Dennis Knudsen. Det handler om kontekst. Kigger vi på Hans, lokaliserer man straks læder på hals og hænder – mange armbånd, hvor det ene er mere douche end det andet. Jeg husker specifikt en tand i et stramt læderhalsspænde. Det var meget douche. Hans går også i de stramme, udvaskede, “rebelske” og “unge” jeans, som i tilfældet med Monéé.

Pilgaard klæder sig ikke i overenskomst med sin alder. Der er noget donket over en mand, der klæder sig for ungt. Jørgen Leth er, som don, heller ikke glad for én hyppig genganger i Pilgaards klædeskab – t-shirt med printet budskab. T-shirt med print er donket. Læresætningerne på disse T-shirts er lige så banale som de floskler Pilgaard, med stådreng og lune på læben, gang på gang har spyttet ud til Hr. og Fru. Danmark. Episoden her understreger dette. Og tak til klipperne i programmet:

Det skal være et ordentligt statement, ellers gider jeg ikke”.

B. S. Christiansen

bs christiansen

Bjarne Slot Christiansen har levet et liv helt ude på kanten. Men hvorfor er der aldrig nogen der har skubbet ham ud over den kant?

Vi kender alle typen. Vi har alle stødt på vedkommende i omgangskredsen – i familien. “Missionæren”, der konstant turnerer med sin ”frelste” vej eller “færdselsbetjenten” der stiller dig hypotetiske spørgsmål og tvinger dig til at opremse, hvor meget du har kørt for stærkt, og hvor hurtigt du egentlig måtte køre her. Typen skal helst irettesætte og ryste på hovedet, mens man er i gang med noget. ”Nej, nej, nej, sådan gør du ikke”. ”Du skal gøre sådan her”. ”Stille og roligt, se nu hvordan jeg gør”. ”Jeg drikker aldrig – og det synes jeg heller ikke, at du skal”.

B.S. Christiansen sprøjter faderlige råd ud på douche arenaer som Go’ morgen Danmark, Go’ aften Danmark, til nytårskavalkader, i diverse ”stop and chat”-tv shows, i opstillede militær-programmer og på overlevelsestur med Bubs. Sidstnævnte var underholdende.

B. S. ernærer sig både som foredragsholder og rådgiver – to douche brancher. Vandrørene i fodboldklubben, FC Midtjylland, hvisker, at B.S. under en rådgivnings-seance om mental styrke i 2011, i en tilstand af “zen”, talte til uendelighed – to gange. Tilstedeværende kilder erfarede senere, at B. S. forinden havde sprøjtet en kraftig dosis af bogen “Et liv på kanten” ind i årene.

Men klienterne er glade for B. S.’s råd. Det blev slået fast, da en unavngiven podcast-gæst, i en unavngiven fodboldpodcast berettede, at en af cykelrytterne fra Bjarne Riis’ cykelhold udtalte følgende om holdets rådgiver, B. S. Christiansen: “They literally call him BS“.

Som ovenstående indikerer er B.S. primært mental douche. Man kan argumentere for, at overskægget er lidt militær-douche – men det er mest don. Valget af hue, som findes på flere billeder, er dog Vesterbro-douche. Det må være meta. Jeg har til tider lokaliseret en douche, donket tand i halskæden, men B. S.’ garderobe er mere eller mindre proppet med overlevelses uniformer, store militær-boots og mørke blazerer, hvilket er okay don.

Afslutningsvis har jeg udplukket de mest indsigtsfulde læresætninger, der, helt gratis, popper op på Bjarne Slots Christiansens hjemmeside:

Naturen er mit terapirum“, “Gør noget ved det, du kan gøre noget ved“, “Samarbejde er let, hvis man vil“, “En forudsætning for at lede andre er, at du kan lede dig selv“, “Hvis du vil have bolden, må du gøre dig spilbar“, “Hvis du går i andres fodspor, kommer du aldrig foran“.

Peter Falktoft

peter falktoft

Det er som regel de mindste hunde der gør højest. De vil høres og lyttes til  – om de så skal skide hele stuen til. Der var vist også en fransk erobrer der i starten af 1800-tallet gjorde noget ved samme kompleks.

Peter Falktoft lukker meget ud, og noget af dette giver god mening. Han kommer til tider med sunde holdninger og fine betragtninger. Det kan være ganske underholdende. Men når Falktoft er så ukritisk forelsket i sig selv, fremstår hele indpakningen Überdouche. Jeg er sikker på, at Peter Falktoft ville sælge sin egen lort på Ebay – dyrt.

Peter Falktoft scorer højt i den mentale douche fremtoning, når kritikken rammer. Han har, efter eget udsagn i mandemagasinet Euroman, mere luft i ballonen end sine medmennesker, men når den mindste kritik rammer, i den offentlige debat, løber luften hurtigt ud af ballonen. Han fremstår pigefornærmet og uden format ift. den rolle han selv påtager sig.

Peter tackler kritik lige efter douchebag-ABC’en. Eksempelvis går Falktoft i krig med Twitter- og Facebook-brugerne på usaglig manér og med arrogant distance – i stil med en af klodens største douchebags, Piers Morgan:

Jeg har flere følgere end dig” ”Jeg har mere succes end dig – luk!”. Peter mangler specifik selvironi.

Hvad ville han så gøre, hvis han læste dette. Han ville sandsynligvis smide anti-jantelovs-kortet. Jeg må bare ikke tro, at jeg er noget i dette land! Jo, men konstant hejsning af eget flag virker bare mindre charmerende end omvendt.

Peter kaldes snebolden, eller fandt han selv på det? Uagtet er det Chris Brown-hår douche. Han er en hiphop-hipster. Kanye-skoene, hængerøvsgamasjerne, cappen, de store kæder. Han italesætter ofte sine meget sjældne (meta) beklædningsgenstande, hvis primære værdi ligger i, at de er købt i en af Londons, Brooklyns eller Berlins sidegader.

Var Peter Falktoft ikke så påtaget forelsket i sig selv og småhunds-agtig i sin attitude, kunne han have havnet i kategorien positiv douche. Nu er han bare douche.

Vincent F. Hendricks

Vincent hendricks

Hvad får man, når man blender Deadline med Jack and Jones? Så flyder Vincent Hendricks ud af beholderen.

Vincent Hendricks er måske ikke alment kendt i det brede Danmark, men har man set ham, har man noteret den karismatiske fysiske fremtoning. Hendricks beskæftiger sig til daglig med filosofi på Københavns Universitet, forfatterskab og skriverier for anerkendte tidsskrifter som Information, hvilket bestemt er don.

Hendricks er primært douche i sin fysisk fremtoning, når man placerer ham i den akademiske kontekst og DR2-segmentet. Man er bare ikke vant til at se et menneske, der klæder sig som én der står og langer store bæltespænder over disken i Jack and Jones, på de breddegrader. Der er farver på drengen. Han optræder med et halvt dusin ringe på hænderne, de slidte jeans a la Pilgaard og Monetz  samt den moderigtige douche frisure i form af untercuttet. Yderligere har Hendricks ofte en halv ko fastspændt på håndleddene. Hendricks udseende fortæller igen historien om donk, alder og beklædning.

Hendricks repræsenterer et clash mellem det tænkende og det popsmarte. Den mentale fremtoning siger akademisk don, mens den fysiske fremtoning skriger douchet donk. Derfor rammer Hendricks en meta kontekst. Blandt gabardinebukser og fløjlsjakker er Hendricks ret douche. Mere positiv end negativ.

Følgende emner var med i overvejelserne –  læseren kan selv vurdere, hvilke af disse der kan få prædikatet positiv-, meta, don eller donk oven i douche.

Thomas Helmig

Thomas Rode

Uffe Burchard

Tage Frandsen

Peter Schmeichel

Torkild Thyrring

Mikkel Fønsskov

Sidney Lee

Jes Dorph Petersen

Allan Nielsen

Jesper Christiansen

Rasmus Jarlov

Nicklas Bendtner

Frederik Fetterlein

Dennis Knudsen

Mads Christensen

Morten Resen

Emil Thorup

Clement Kjersgaard

Thomas Blachman

Morten Messerschmidt

Nik og Jay

Morten Breum

Gustav Salinas