Zisis Zifnos præsenterer, analyserer og kommenterer sine fem favorit actionscener fra en tidslomme, hvor VHS-maskinen havde magten og synkroniserede film på tysk tv var den bedste lørdagsslik.    

Tre væsentlige ingredienser i et vellykket slagsmålsscene:

1) En karismatisk helt/skuespiller. En type der bærer sig selv med nærmest arrogant selvtillid. Yderligere besidder helten ofte en eller flere særprægede spidskompetencer inden for kampsport – hvad enten det rå fysik eller mere tekniske fordele. Præcis samme kriterier kunne stilles op for skurken.

2) Skarp dialog. Ingen slagsmål på film uden oneliners. Kombattanterne må ikke være bange for at være lidt friskfyrs-agtige i mundtøjet og afsende bidske fornærmelser til højre og venstre – før under og efter slagsmålet.

3) Afslutningsmanøvren. De bedste slagsmålsscener afsluttes altid med et brag, hvor helten får et afgørende, som oftest, dødelig slag ind på skurken.

Og lad os så komme til slagsmålene.

Commando (1985) – Fuck you, asshole!

John Matrix (Arnold Schwarzenegger) lever en idyllisk tilværelse, hvor tiden fordrives med at bære enorme træstammer og få stukket isvafler op i næsen. Men otiummet spoleres, da den tidligere Delta Force Major og datteren, Jenny, (Alyssa Milano) fanges af en gruppe lejemordere, anført af den læder- og ringbrynje-beklædte Bennett.

(Fun fact: Bennetts outfit sidder så stramt, da sættet oprindeligt var købt til den skuespiller der som udgangspunkt var tiltænkt rollen. Kilde)

Matrix slipper dog hurtigt fri og indleder en målrettet redningsaktion. Men inden han kan ”Let off some steam” er der lige et par skurke eller 100 der skal kværnes. Et af de første bump på vejen er Cooke.

Bedste oneliner

Cooke gør opmærksom på sin dekorerede fortid og har ikke just mistet selvtilliden på trods af de første indledende overhalinger.

Cooke: You scared, motherfucker? You should be. This green beret’s gonna kick your big ass

Matrix kvitterer med en mere raffineret udgave af “is på”.

Matrix: I eat green beret’s for breakfastAnd right now I’m really hungry”.

Noter.

1) Da Matrix rullefaldssparker Cooke ind til naboen, er de øjensynligt i gang med at dyrke sex. I en actionfilm fra 80’erne er dette en forudsigelig gimmick, men mere kuriøst er det, at kvinden, med de veldrejede ”spande”, indtager positionen som skubber og manden fortrop!? Dét er ligestilling!

2) John Matrix’ afgørende uppercut bringer minderne tilbage til Mr. Perfect, Søren Søndergaard. Og ja, selvfølgelig sigtede John Matrix efter, hvad der ligner en paraply?

The Delta Force (1986) – Det lave Roundhouse kick

En amerikansk Boeing 707 kapres af en flok terrorister. Hvad stiller man op? Den amerikanske regering vælger at give The Delta Force, ledet af Major Scott McCoy (Chuck Norris), et kald. Godt valg.

Efter flere forsøg er McCoy endelig kommet helt tæt på terroristleder og hovedskurk, Abdul Fafei. Denne mulighed lader han ikke gå til spilde.

Bedste oneliner

Den eneste replik i klippet udpensler præcist, hvordan scenen kommer til at forløbe, da McCoy henslængt, nærmest arrogant, på sin motorcykel spørger:

Haben sie noch was vor?”  (Har du ellers gang i noget?)

Noter

1) Den næsten tre minutter lange konfrontation giver fodboldfans verden over svaret på hypotesen om, hvad der ville ske, hvis FC Barcelona mødte et serie 3 hold på Nou Camp.

2) Chuck Norris går, i dette slagsmål (ca. 1:40 inde), med den lave udgave af signatur sparket, The Roundhouse Kick. Dette kan der være forskellige taktiske årsager til. Sandsynligvis er det bare arrogancen der igen trykker. Men altså. Hvorfor bruge atomvåben, når et smølfespark er nok.

3) Iført rationelle briller burde terrorist-lederen for længst være over alle bjerge. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om han har gjort sit hjemmearbejde? Fik han ikke memoet?

4) Chuck Norris spæner, til sidst, ud på motorcyklen og kan ikke vente med at bruge raketkasteren, som han har indstillet til at dale ekstremt meget på kort afstand.

American Ninja 2 (1987) – Joe og Jacksons forlængede badeferie

Da jeg var dreng, optog min far alt, hvad RTL og ProSeiben sendte med Michael Dudikoff, hvorfor jeg har et særligt nostalgisk forhold til Dudikoff’s version af Godfather Part I og II – American Ninja 1 og 2.

I American Ninja 1 fandt publikum ud af, at Joe Armstrong (Michael Dudikoff) ikke bare var en normal soldat men havde særlige evner udi den ædle ninja-kunst.

Nu er Joe og kollegaen Curtis Jackson havnet på en caribisk ø-gruppe, hvor de skal hjælpe US. Marines med at opklare, hvorfor flere soldater, på mystisk vis, er forsvundet. Læn dig tilbage og nyd en 80’er-montage med millimeterpræcis koreografi, innovative kameraindstillinger og caribiske rytmer.

Hvad har vi lært af denne scene?

1) Denne flok af ninjaer træner ikke syv gange om ugen.

2) Bambuspind kastet mod knæ er ninjaens akilleshæl (ca. 2:38).

3) Joe og Jackson bliver aldrig overrasket over at se en ninja.

4) Yosuuuulll (ca. 4 min inde) må betyde ”her kommer jeg” på ninja-sprog.

4) Joe og Jackson skal bruge minimal plads til at lande i en lille bemandet båd fra høj afstand.

Bloodsport (1988) – Det flyvende Roundhouse kick

Frank Dux (Jean Claude Van Damme) bliver, i flere perioder, trænet i kampsporten ninjitsu af læremesteren Senzo Tanaka, hvor han bl.a. spændes fast mellem træer og fanger guldfisk med hænderne. Da Senzo’s søn omkommer, stiller Frank op i Hong Kong-turneringen, Kumité, på vegne af Tanaka-klanen.

I finalen møder han Chong Li der tidligere har sendt Franks gode ven –  fattigmandsudgaven af Bud Spencer – Ray Jackson, på hospitalet.

 Noter

1) Jean Claude Van Damme’s, i dag, så patenterede flyvende Roundhouse kick er æstetisk veludført. Men hvem ville vinde et slagsmål mellem JCVD og Chuck Norris, hvor kun Roundhouse kick var til deres rådighed?

Chuck Norris’ lave Roundhouse kick – hands down. Og det ville være hurtigt overstået. Niveauforskellen ville ca. være FC Barcelona mod Thomas Frank’s Brøndby på Nou Camp. Problemet for JCVD er, at ét lavt Roundhouse kick ville være nok. Det er dødeligt – undtagen på terrorister. Internettet kan være et fantastisk sted.

Nå. Ikke mere selvsving.

2) Jean Claude Van Damme viser i klippet desuden sin dybde som karakterskuespiller, da han får det hvide pulver i øjnene og spiller blind, så seeren ikke er i tvivl om, at han er blind.

3) En ung Forrest Whittaker sidder ringside.

4) Dommeren kunne vist også godt have brug for tv-billeder.

Filmens bedste oneliner

Jeg har sgu’ snydt. Filmens bedste oneliner leveres af Chong Li, da Frank Dux, som adgangskrav til turneringen, skal smadre en mursten:

Very good. But brick not hit back

Replikken er, i øvrigt, en reference til Bruce Lee-klassikeren, Enter the Dragon, fra 1973.

Boards don’t hit back

Road House (1989) –  En mand kommer til byen

Dalton (Patrick Swayze) er ikke bare en udsmider – han er en ”Cooler” (chef-dørmand). Dalton er ikke bare en ”Cooler” – han er den bedste ”Cooler” der kan støves op for penge. Derfor bliver Dalton hyret til at rense ud på den snuskede bar, Double Deuce, i byen Jasper, hvor han siden hen brænder midnatsolien ned med professionel håndtering af flaskekast, håndmadder og penishungrende pigebørn.

Naturligvis får tilflytteren, Dalton, egnens oligark, Brad Wesley, på nakken, da han spolerer dennes lyssky forretninger og efterfølgende har frækheden til at afvise et generøst jobtilbud. I spidsen for Wesleys ellers så gumbetunge sjak af uduelige håndlangere står løjtnanten, Jimmy, der også har birollen i følgende ikoniske scene.

Scenen er overordnet en regulær næve- og sparke-duel, hvor to mænd med langt nakkehår skiftedes til at have overtaget. Med to episoder illustrerer, hvilke hidtil ukendte højder mennesket kan drive filmmediet til.

Bedste Oneliner

Efter udveksling af utallige slag og spark på mavebæltet hiver Jimmy i Daltons manke og uddeler følgende subtile svada (stående bag ved ham, vel at mærke):

I used to fuck guys like you in prison”

En fornærmelse, af en sådan karakter, finder Dalton sig selvsagt ikke i, hvorfor hans velvalgte finish er et af genrens mere makabre.